Læsetid: 2 min.

Kosovo splitter EU

25. marts 1999

Selv om EU-landene enigt fordømmer de serbiske overgreb i Kosovo, ønsker Østrig ikke at hjælpe en militær aktion

EU-reaktionen
BERLIN - Østrig forbyder nu andre EU-lande at flyve gennem østrigsk luftrum med militærfly på vej til Kosovo. Forbudet falder samtidig med at EU-landene på topmødet i Berlin stærkt fordømmer den serbiske aggression i Kosovo.
I den fælles resolution siger EU-landene direkte, at de ønsker at "stoppe dette vanvid", og at "Europa ikke kan tolerere en humanitær katastrofe i regionen".
Selv om EU-landene i fællesskab tager afstand fra Slobodan Milosevics forbrydelser mod menneskeheden og selv om EU-landene vil stoppe Serbiens etniske udrensning, så bakker Sverige og Østrig ikke op om en NATO-aktion i Kosovo.
"Sverige kan ikke deltage i en militær aktion uden et FN-mandat, men vi forstår, hvorfor NATO-landenes aktion er uundgåelig," siger den svenske udenrigsminister Anna Lindh.
Dermed undgår den svenske regering omhyggeligt at kritisere NATO-landenes aktion, samtidig med at Sverige ikke selv kan tilslutte sig aktionen.
Anna Lindh forklarer sin balanceakt med den humanitære katastrofe i Kosovo.
Anderledes med Østrig, der trods sit EU-medlemskab fastholde positionen som neutralt land og ikke vil tillade NATO-overflyvning.
Forsvarsminister Werner Fasslabend forklarede i går i Wien, at den østrigske regering ikke har nogen lovhjemmel til at tillade overflyvninger.
"I tilfældet Kosovo stiller sagen sig andeledes. Fordi NATO-aktionen ikke har et FN-mandat kan vi ikke tillade en overflyvning på nuværende tidspunkt," sagde han.

Tysk krigsdebut
Resolutionen mod Serbien er blevet til på baggrund af flere forskellige medbragte udkast, og den imødekommer ifølge den danske udenrigsminister Niels Helveg Petersen de forskellige synspunkter og interesser i Unionen, især de hos de EU-lande der står udenfor NATO.
For Tyskland er NATO-aktionen det endelige brud med den 50 år gamle forbundsrepubliks hidtidige politik om ikke at deltage i krigshandlinger. Landet bidrager med 15 Tornado-fly og en fregat til den internationale styrke.
I Makedonien - nær grænsen til Kosovo har Tyskland yderligere godt 3.000 mand, der oprindeligt var udset til at beskytte OSCE's iagttagere, som nu er trukket ud af Kosovo.
Beslutningen om Tysklands deltagelse i NATO-aktionen blev godkendt med stort flertal i Forbundsdagen, kun reformkommunisterne i PDS stemte imod.
"Beslutningen falder ikke let, men der er ingen vej udenom," forklarede forbundskansler Gerhard Schröder.
Men efterhånden som konfrontationen med Serbien nærmede sig, voksede nervøsiteten. Den tidligere forsvarsminister og nuværende næstformand i det konservative oppositionsparti, CDU; Volker Rühe krævede i forgårs de 3.000 mand trukket ud af Makedonien. Han frygter, at de tyske soldater kan blive et mål for serbiske granater.
Volker Rühes krav er blevet mødt med hovedrysten - også af partifællerne i CDU - og han beskyldes for at sende "et forkert signal" til serberne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu