Læsetid: 4 min.

Kunstigt åndedræt til Rindal

16. marts 1999

Der er i dag berammet forespørgselsdebat i Folketinget ud fra Ekstra Bladets kunstkampagne

KOMMENTAR
"Sagen er ved at komme op igen," udtaler en optimistisk Peter Rindal til Berlingske Tidende (13. marts) og henviser til Ekstra Bladets kunstkampagne, som har kørt siden sidst i januar.
Rindal har fået færten af, at det, han kæmpede for i 60'erne, nemlig at staten ikke skulle støtte kunsten med en jante, i disse måneder bliver taget op igen, og derfor vejrer han morgenluft. Måske var hans indsats dengang alligevel ikke forgæves. En indsats, hvorunder han stillede sig i spidsen for en protestbevægelse mod Statens Kunstfond og den abstrakte kunst. Måtte vi be' om hjorten ved skovsøen - og uden statsstøtte, tak.

Dengang og nu
Her, 30 år senere, er det en af Ekstra Bladets fire chefredaktører, Claes Kastholm Hansen, der forsøger at tænde for rindalismen igen, ligesom man tænder en lampe. Blot med den forskel, at mens en normal lampe skaber lys i mørket, er denne lampe af en art, der spreder mørke i stuen, set fra kulturfolkets synsvinkel.
Men meget er forandret fra 60'erne til 90'erne. Det kan nok være, at mange stadig ryster på hovedet ad visse kunstværker, men samtidig har den abstrakte kunst sejret ad helvede til. Se dig om i stuen eller på din arbejdsplads. Gå en tur på gaden, eller åbn en avis. Overalt støder øjet på abstrakt kunst, uden at nogen forarges af den grund. Adskillige årgange har haft formning i skolerne, og folk strømmer til museerne, også når der udstilles Cobra og Picasso. Der er kommet masser af kunstforeninger på arbejdspladserne. Aldrig har landet haft så aktiv en kunstpolitik og så livligt et kunstliv.

Kast dem på bålet
Alt det ved Kastholm naturligvis godt. Han allierer sig med den nyansatte kunstredaktør, Tom Jørgensen - og sætter desuden fire reportere på kampagnen.
Ekstra Bladet gør meget ud af at formulere sig politisk korrekt. Det er ikke kunsten som sådan, ikke kunstnerne eller kunststøtte, man går efter, hedder det. Det er de få, der rager til sig på de manges vegne, skriver man med tungen lige i kinden. For ordene i teksten er den mindste del af kampagnen mod kunsten.
Det, der virkelig tæller, er de op- og forskruede reklamebrøl, der dundrer ud over byen via billboards, reklamesøjler, kioskbaskere, etc.: Den nyeste kunst er svindel og humbug fra ende til anden. To fupmagere har fået sig sneget ind som kunstprofessorer på akademiet, hvorfra de som mafiosi med hård hånd styrer samtlige kunstindkøb på alle museer i dette land: Bid dem, fyr dem, kast dem på bålet, dræb dem. Det er det, kampagnen udskriger.
Peter Rindal forstår budskabet...og glæder sig.

Talmagi
Det dunker af sted på forsider og store opslag inde i avisen med marketingsafdelingens venlige medvirken dag efter dag efter dag. En stor satsning for avisen, der ikke er så stor, som den har været.
Nu skal disse kunstkrapylere hænges ud. Foruden personforfølgelse er midlet en særdeles kreativ talmagi. En påstand om, at danske museer skal have købt 458 værker af de to 'kunstfyrster', viser sig ved en nærmere prøvelse ikke at holde vand. Der er tale om manipulerede tal. Et værk, som består af f.eks. 16 sammenhængende billeder, regnes af Ekstra Bladet for 16 værker, men for ét nummer på museet, osv.
Hvis man havde håbet derved at kunne mobilisere et hav af forsmåede kunstnere, har man forregnet sig. Næsten ingen har ønsket at deltage i avisens jagt. Og kunstinstitutionen lukker sig om sig selv og ønsker ikke at tale med avisen. De museumsfolk, der alligevel gør, udtaler frejdigt, at de er stolte af deres indkøb. Det ligner bestemt ikke nogen afsløring, idet intet af det, der er kommet frem indtil nu, har været stukket under stolen.
I mangel på afsløringer gentages det samme og det samme i et væk. Kampagnen skulle jo nødigt fuse ud. Og så er der jo politikerne tilbage.
Dansk Folkeparti tager stafetten op. "Hvad kan ministeren oplyse om offentligt ejede museers og fondes indkøb af kunst?", spørger Pia Kjærsgaards parti, der helt har fattet budskabet - og identificeret sig med det. Venstrefolk har bjæffet med, mens en konservativ som Hans Engell på tv har udtrykt sin glæde over en udsmykning af Claus Carstensen på Christiansborg. Carstensen er en af de to, der jages af Ekstra Bladet.
Enhedslisten vil også høre, hvordan ministeren sikrer sig mangfoldighed i kunststøtten, men har samtidig udtrykt sin absolut positive holdning til den.

Venstre er håbet
Men kulturministeren kan man vel nagle til korset?
Elsebeth Gerner Nielsen har, med flair for vindenes blæsen, mere end antydet - forstår man - at f.eks. cheferne for Statens Museum for Kunst og kunstakademiet bør tage til genmæle mod kritikken. Det gør de så.
Og da ministeren selv stiller op til 'forhør' i bladet, sker det med en tilsyneladende imødekommenhed over for dele af bladets kritik. Museumslederne skal stå til ansvar for deres indkøb og gøre det til en vane at forsvare dem i åben debat, siger hun. Men afviser totalt, at akademiets rektor har siddet for længe på posten.
Her står sagen før forespørgslerne i dag. Hvordan kan Ekstra Bladet komme videre med sin kampagne? Den eneste mulighed synes at hvile på fremgangspartiet Venstre. Men vil partiet regne sagen for så vigtig, at det vil sætte den på dagsordenen?
Mens svaret vimrer i vinden, har Ekstra Bladet yderligere måttet lide den tort, at dets moderorgan, Politiken, på lederplads (7.3.) har taget afstand fra kampagnen med bl.a. følgende bemærkninger:
"Kampagnens problem og komik er, at de fremsatte beskyldninger om klikedannelser grænsende til korruption er helt hen i vejret..."
Og Politiken følger op nogle dage senere (13.3.) med en ny leder, som foreslår, at støtten til billedkunst sættes i vejret. Alt står således til løbende debat i dansk billedkunst. Men ikke på Ekstra Bladets facon.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu