Dansk kunstnerråd vil åbne en ny kulturdebat med samfundsperspektiver. Men der blev stillet flere spørgsmål end, der blev givet svar, da kunstnere, politikere og intellektuelle mødtes i weekenden
Det var ren joke, da komponisten Lars Muhl hev fat i kulturministeren og i et indtrængende tonefald spurgte om, "de ikke lige kunne diskutere et projekt..."
For da formanden for Dansk Kunstnerråd, Kjeld Løfting, bød velkommen til det andet kunstpolitiske forum på Snoghøj Folkehøjskole, opfordrede han netop deltagerne til at glemme alle økonomiske særinteresser og særprojekter.
I stedet for at diskutere penge og støtteordninger, skulle 50 kendte og ukendte kunstfolk sætte de store visioner og den overordnede værdidebat på dagsordenen.
"Vi lever i en brydningstid, hvor der sker så meget om ørerne på os, at vi har brug for en overordnet diskussion om, hvad der sker og hvorfor," sagde Kjeld Løfting, der selv er skuespiller, til Information.
"Hvordan skaber vi et tåleligt samfund?" spurgte han.
"I 1960 samlede Kampmann en række kunstnere, erhvervsfolk og åndsarbejdere, som det hed dengang, for at diskutere grundlaget for kulturpolitikken. Det er en lignende debat, vi ønsker at starte. Nu kommer den bare fra kunstnerne selv," forklarede Kjeld Løfting.
Store ambitioner
Men trods de store ambitioner gik en del tid med at diskutere filmstøtte, bibliotekslov, unges 'projektmageri' og veje til mere presseomtale.
"Det har været spændende at være med, men jeg var skuffet over jer i eftermiddags, for da snakkede I bare om at skrabe til jer," sagde Frede Uldall Hansen, der er byrådsmedlem i Åbenrå.
Blandt deltagerne i Kunstpolitisk Forum var kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen, sangerinden Pia Raug, billedkunstneren Jørgen Haugen Sørensen, filosoffen Peter Thielst og filminstruktøren Henning Carlsen.
Kunsthistorikeren Leo Tandrup åbnede den tre dage lange diskussion med at sige, at vi nu er nede i et kulturelt hul - i en periode "hvor folk har sand i hovedet."
"Vi lever i en nihilistisk periode, hvor ingen tror på noget. Men når man laver billeder af billeder i stedet for at lave billeder af virkeligheden, så har man altså et problem," provokerede Leo Tandrup, der definerede billeder af virkeligheden som "billeder, der handler om os selv og problemer, vi kan forholde os til," sagde han.
Ind i sjælen
"Det skal ikke bare være en gul og en grøn farve, der 'går lige ind i sjælen'," vrængede han ironisk og langede ud efter den kunst, han kalder form uden indhold.
Som modpol brugte han et billede af Arne Haugen Sørensen, der viser en moderne udgave af Jesu korsfæstelse.
"Baggrunden er den abstrakte pengemagt," fortolkede Leo Tandrup.
"Men i forgrunden er der nogle mennesker, der prøver at hjælpe Jesus. Så her har vi et billede af et fællesskab, som prøver at vokse på trods af vilkårene. Her har vi en genopdagelse af kærlighedens væsen," insisterede Leo Tandrup.
Hans oplæg satte gang i en debat, der var så hed, at man næsten kunne tro, at det var den, og ikke nogle nedkastede cigaretskodder, der ud på aftenen satte ild til en skraldespand.
Især blev hans kunsthistoriske gennemgang, der rubricerede os nutidige i et kulturelt lavpunkt, mens 1500-tallets borgere kunne bryste sig af at leve i et kulturelt højdepunkt, voldsomt kritiseret.
"Efter Colombus myrdede de altså løs," indvendte Knud Vilby fra Dansk Forfatterforening ophidset.
"Hvorfor tror du ikke, vi snakker med vores børn? Hvorfor tror du ikke, vi snakker med vores koner? Er det ikke et romantisk syn, du har på fortiden," spurgte en af de yngste deltagere, filosoffen Mads Storegård Jensen fra Aarhus Universitet.
Længsel efter fællesskab
På trods af den hårde kritik vandt Leo Tandrups efterlysning af en kunst, der udtrykker et større fællesskab, en vis genklang.
"Det er noget, jeg har tænkt meget over," sagde kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen.
"Hvordan skaber vi fællesskabskraften i samfundet, der ikke længere er et samfund, men et hver-for-sig-fund?" spurgte hun.
"Når jeg ser Arne Haugen Sørensens billede, tænker jeg på, at frelsen ikke kommer ovenfra eller herinde fra navlen, men at vi er hinandens frelsere," sagde hun.
Men det var langt fra alle, der var enige i, at samlingskraften er et mål for kunsten.
"Kunstens opgave er også at gå ud af fællesskabet, at gå på tværs af normerne," sagde forfatteren Ulrich Horst Petersen bagefter til Information.
"Man skal også huske, at den symbolskabende samlende kunst i 800-900-tallet var forbundet med kirken som magtfaktor. Det er fint nok med et fællesskab, hvis man frit kan gå fra det, men hvis det bygger på en magt, der holder mennesker ufrivilligt sammen, er det ikke godt," tilføjede Ulrich Horst Petersen.
Nye kontakter
Ud over argumenter, blev der også udvekslet en hel del visitkort, og så gjorde det måske ikke så meget, at der blev stillet flere spørgsmål, end der blev givet svar.
"Det har en værdi i sig selv, at politikere, åndsarbejdere og kunstnere mødes og udveksler synspunkter om fælles emner," vurderede forfatteren Ulrich Horst Petersen.
"Formålet er at få en samtale igang."
"Der har været lidt spredt fægtning, og måske skal debatten fokuseres lidt mere præcist," mente Kjeld Løfting.
"Men debatten er vigtigere end resultatet. Vi prøver at kaste nogle bolde op på ny, og se hvor de lander."
På Kunstpolitisk Forum var der mange grå hår og få firkantede briller, men Kjeld Løfting afviser, at Kunstnerrådet bevidst har prøvet at holde de unge ude.
"Du kan godt kritisere det for at være en gammelmandsklub, men det er altså ikke meningen. Vi er åbne over for alle, der har tænkt sig om, og har lyst til at tage del i debatten. Men det lader ikke til, at der er særlig mange unge, der interesserer sig for denne diskussion. Jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg tænker på nogle af de unge, idealistiske skuespillere, jeg mødte på Statens Teterskole for 10-15 år siden. Hvad laver de nu? De laver reklamefilm. De laver hvad som helst for at tjene penge," harcelerede Kjeld Løfting.
Der bliver afholdt et nyt Kunstpolitisk Forum til næste år. Da håber Kunstnerrådet at få flere politikere i tale.
