Læsetid: 4 min.

Kvindeknuserens kunst

2. marts 1999

Tommy Kenter udnytter sin krops tilforladelige blødhed til at virke endnu barskere, når han hugger de alkoholstinkende tænder i sine kvindeofre i Nikoline Werdelins 'Den blinde maler'

TEATER
De fleste af os kvinder møder ham på et tidspunkt - den talentfulde og succesrige mand, der ser os dybt i øjnene og lægger sin erfarne arm rundt om skulderen på os, hvorefter han lader os suse med ind i den uhæmmede sansnings boheme-centrifuge.
Og de fleste af os må også forlade ham igen, når hans egoisme og narcissisme bliver for voldsom og ydmygende. Er der alkohol med i spillet - og hvornår er der ikke det? - bliver forløbet bare ondere og hurtigere. Men uanset hvordan står vi alene tilbage med yderligere en grotesk smerte over blot at være et nummer i rækken. Og så er det, at vi tyer til venindetrøst, arbejdsmani, selvstændighedsglæde - og Nikoline Werdelin.

Charmerende røvhul
For Werdelin har denne besynderlige livsindsigt, som er langt ældre end hende selv. Hendes tegneserier bobler af selvironi på både tidsåndens og kvindekønnets vegne, og da hun for to år siden debuterede som dramatiker med Liebhaverne på Husets Teater, viste det sig, at hun formåede at overføre sine frustrerede eksistenser, både kvinder og mænd, til troværdige roller på scenen.
Nu har hun så taget skridtet videre ud i det dramatiske og har valgt at blive sin egen instruktør. Hun har således stået bag både ord og iscenesættelse i sit nye stykke Den blinde maler på Husets Teater, og det er hun sluppet imponerende godt fra.
En af hemmelighederne er velsagtens, at hun har skrevet stykket præcis til denne håndfuld udvalgte skuespillere - og at hun har fået Tommy Kenter til at spille kunstneren.
For Kenter kender tilsyneladende hver en afkrog i temperamentet hos et charmerende røvhul. Her spiller han kunstmaleren, der opnår den ene udstillingssucces efter den anden, men hvis succes er direkte proportional med hans forbrug og misbrug af kvinder.
Selvfølgelig kan han ikke lide at tryne sin kvinde, men det er altså nødvendigt, hvis hans talent ikke skal blive fuldstændig opslugt af hendes forpulede krav til et normalliv. Og desuden er det jo hendes egen skyld, at han bliver nødt til at behandle hende så ringe, for hun er jo så uforstående og grim og dum, at det er fuldstændig urimeligt, at han som verdenstalent skal trækkes ned af sådan en sæk... Og hendes anklager om hans alkoholforbrug er bare vildt overgearede. Som han udtrykker det: "Jeg har ikke noget anstrengt forhold til spiritus - jeg elsker det!"

Flænsende tænder
Kenter er på pletten med sine hundeøjne, sine babykinder og sin svampede mave. Og han udnytter sin krops tilforladelige blødhed til at virke desto barskere, når han hugger de alkoholstinkende tænder i sine ofre og flænser deres allerinderste betroelser og smertepunkter - indtil han langt om længe afliver dem med det uafvendelige dødsstød, udført med kynisk gaben.
For nu er der en ny inde i billedet. En ny muse, en ny ensomhedsafværgring - og en ny lynafleder for næste udstillingsangst. Eller som han selv reflekterer over det: "At knække dem er en tilfredsstillelse, ikke en fornøjelse."
Kvinderne omkring ham er vidt forskellige. Først den smukke brunette Michelle Bjørn-Andersen som ungdomskæresten, hvis illusion om lykke har været den sejeste at nedbryde. Hendes tålmodighed, hendes loyalitet, hendes selvundertrykkelse, hendes bøjen-af - alt udtrykkes med naturligste diskretion og foruroligende troværdig tavshed. Efter mange år i kløerne på en narcissist er ordene sluppet op; de viste sig jo alligevel ikke at have nogen effekt. Så hellere gå til grunde sammen, hvis altså man bare kunne det.

Kritikersatire
Efter hende dukker kunstkritikeren op, den intellektuelle og alvorlige hennafarvede, som Hanne Windfeld performede, så latteren rullede uhæmmet blandt premierepublikummets mange kunstnere - satiren over den overfortolkende genibeundrer sad lige i øjet. Og derfor var det endnu mere rystende, da Windfeld spillede en smerte ud, som ikke holdt sig inden for det forudsigelige.
Alligevel var det Tammi Øst, der bød på det mest udsigtsløse offer. Hun spillede blondinen, der havde reduceret sig selv til en altidsmilende, sexvillig killingedulle - i et panisk forsøg på at få en kæreste, på at blive knyttet til nogen, på at blive holdt af. Jo gladere blomster på kjolen, jo større desperation - og jo større villighed til at ofre alt for at få fat i et lillebitte hjørne af kærligheden. For som hun siger: "Man kan jo ikke få det hele. Spørgsmålet er om man kan få noget."
Werdelin lader spørgsmålet stå ubesvaret. Og stykkets slutning er egentlig et mærkeligt halvhjertet forsøg på både at sløre handlingens slutning - og konstruere en.
For i virkeligheden slutter denne historie aldrig. Og den udvikler sig heller ikke. I Jesper Corneliussens præcise scenografi er det statiske antydet i kunstnerens atelierlejlighed, hvis terpentindåser og whiskyflasker er fuldstændig upåvirkede af de vekslende kvindedramaer. Udenfor ateliervinduet sner det bare af og til. Eller regner.
Eller også er der blå himmel. Men kun et kort øjeblik, for en sand kvindejonglør er kun til kortvarig glædesrus og nedtrampning for resten. For som denne selvblinde maler udtrykker det i barnligt selvforsvar for sin egocentriske opførsel:
"Det gode liv? Det ved jeg ikke noget om."

*Den blinde maler. Tekst og instruktion: Nikoline Werdelin. Dramaturg: Ryszard Taedling. Scenografi: Jesper Corneliussen. Husets Teater på Halmtorvet, til 29. apr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her