Hanne Dam har skrevet en fyldig bog om 100 års kvindehistorie og om Danske Kvinders Nationalråd - det er en historie om mange sejre, men først og fremmest om adstadighed
HISTORIE
I dag fylder Danske Kvinders Nationalråd (DKN) 100 år. Og i fødselsdagsgave har organisationen ønsket sig en bog om sin egen historie, og det har den fået af journalisten og forfatteren Hanne Dam.
Med På trods - 100 års kvindehistorie har Hanne Dam lavet et kyndigt og detaljeret portræt af DKN. Hun føjer hermed et nyt aspekt til historien om de danske kvindeorganisationer og -bevægelser, idet både Dansk Kvindesamfund og Rødstrømpebevægelsen allerede har fået deres fortid bogført og analyseret af henholdsvis Eva Hemmer Hansen og Drude Dahlerup.
Det er en vægtig dame, som kan fejre fødselsdag. DKN er en paraplyorganisation, der tæller over en million kvinder, fordelt på 48 forskellige organisationer. Heriblandt regulære kvindeorganisationer, fagforeninger, religiøse og humanitære kvindeforeninger, politiske partiers ligestillingsudvalg og kønsforskere. Hanne Dam gennemgår kronologisk DKN's historie - typisk behandles hvert årti for sig - og hun lader nulevende kvindehistorikere, bl.a. Bente Rosenbeck og Hanne Posselt, kommentere vigtige faser i organisationens udvikling. På trods er således en statusopgørelse over fremskridtene og tilbageslagene på kvindeområdet og en rejse gennem det 20.århundrede. Kvindernes århundrede, som Hanne Dam kalder det.
Hattedamerne
Det hele startede med hattedamerne i Studiestræde nr.1. Her stiftede en række kvinder efter amerikansk forbillede i 1899 et forbund af kvindeorganisationer med navnet Dansk Kvinderaad - sådan kaldte DKN sig i sine første fem leveår. Det var den foretagsomme fru Charlotte Norrie, der havde indkaldt til møde, og hun begrundede initiativet med, at kun hvis kvindeorganisationerne samarbejdede og lavede et slags centralbureau, kunne mand og kvinde blive lige. Der ville blive lyttet mere til én stor organisation end til mange små, der talte i munden på hinanden og kom med divergerende synspunkter.
De første medlemsorganisationer udgjorde en temmelig blandet flok. På den ene side fandt man de såkaldte reformbevægelser, der havde emner som drikkeri i hjemmet og sundhed på programmet. Reformbevægelsernes filantropiske sigte passede godt sammen med den traditionelle kvinderolles omsorgsfunktioner. Men reformbevægelserne fastholdt ikke kun kvinderne i gamle mønstre. De var tillige en åben dør for kvinder; en mulighed for at komme ud af hjemmene og blive aktive deltagere i samfundet.
Og på den anden side var der foreninger, som brændte for mere sprængfarlige emner. Eksempelvis Kvindelig Fremskridtsforening. Denne krævede som den første forening overhovedet valgret til kvinder, og arrangerede kurser i retslære og samfundsøkonomi for at forberede kvinderne til det politiske liv.
Eksperter i diplomati
I kampen om valgretten, som kvinder opnåede i juni 1915, var DKN's opgave at pumpe skrivelser ud til regering og rigsdag. Organisationen optrådte med andre ord som den bestemte, men velopdragne forhandler - en diplomat i skørter. Denne position er ifølge Hanne Dam kendetegnende for DKN.
I modsætning til især Rødstrømpebevægelsen har organisationen altid tilstræbt den seriøse dialog med det politiske system. Mens rødstrømperne brændte bh'er, okkuperede ugebladet Eva og satte sig uden for etablissementet, gik DKN i 1975 direkte ind i et statsligt udvalg, nemlig Ligestillingsrådet.
Om forholdet mellem DKN og de mere alternative kvindebevægelser skriver Hanne Dam:
"Groft sagt er det rebellerne, der tænker de nye tanker, sætter ild til debatten og så forsvinder, mens de mere adstadige forhandler fremskridtet igennem."
Når man læser På trods, kan man ikke undgå at blive imponeret over netop adstadigheden. Især formændenes sejhed, deres vilje til at få mærkesagerne igennem og deres lyst til at diskutere kvindesag på internationalt plan gør indtryk.
Men man lægger også mærke til noget andet. Nemlig at DKN kan fremtræde som en tung og ikke særlig manøvredygtig klods, og at organisationens udspil undertiden har været meget forsigtige, grænsende til det intetsigende, fordi man har stræbt mod kompromiset.
Det er en af de gode ting ved Hanne Dams fremstilling. Hun celebrerer ganske vist dagens fødselar, men lader også kritikpunkter skinne igennem.
Bogen viser, at DKN i næsten hvert årti har skullet forholde sig til nye kønspolitiske temaer. I 20'erne og 30'erne var det tabuiserede emner som seksualitet og prævention og sikring af gravides rettigheder på arbejdsmarkedet. I 40'erne blev reformarbejdet bremset af krigen, mens opmærksomheden i 50'erne vendte sig mod kvindens rolle som fuldtidshusmor. Med 60'erne og den anden industrielle revolution blev unge kvinder for alvor sluset ind i uddannelsessystemet og gifte kvinder fik arbejde.
Hermed var der lagt op til 70'ernes store kvindeoprør, der på gennemgribende vis forandrede det danske samfund. I 80'erne var opgaven at få kvinderne ind i de traditionelle mandefag for at modarbejde et kønsopdelt arbejdsmarked. Og i 90'erne?
Nye udfordringer
Problemet for DKN er i dag først og fremmest at tiltrække de unge kvinder, for hvem ligestilling er blevet en selvfølge. Tiden råber ikke længere på kvindesag. Eller rettere: Man skal finde nye måder at tale om kvindesag på, for den gamle undertrykkelsesdiskurs er en død sild.
De sidste to kapitler afslører, hvor forskellige holdningerne er til det at være kvinde på tærsklen til årtusindskiftet. Der er kvinder, som hævder, at kvindedebatten bør inkludere mændene, fordi begge køn skal slås mod et stift arbejdsmarked, der ikke giver plads til familieliv. Der er andre kvinder, som føler, at ligestillingskampen har ført til en maskulinisering af samfundet, og derfor udtrykker en nostalgisk længsel efter 'kvindelige værdier'. Og så er der de poststrukturalistiske kønsforskere, som netop ikke tror på eksistensen af særlige kvindelige værdier.
Kønnet er ifølge poststrukturalisterne en historisk konstruktion, og i dag kan det i højere grad end nogensinde tidligere frit komponeres. De gamle pakkeløsninger - den traditionelle mand og kvinde - er i opløsning; kønnet er blevet flerdimensionelt og fragmenteret. For poststrukturalisterne drejer det sig om at søge bort fra de gængse kønspolitiske og ligestillingssøgende metoder, og i stedet gå ind i de processer, hvor kvinder stadig diskrimineres, eksempelvis jobsamtaler.
Det er i dette brogende meningslandskab, at DKN skal operere. På trods viser, hvor mange fornemme resultater DKN og de øvrige kvindeorganisationer har nået.
Men den viser også, at DKN skal modernisere sig selv og tage stilling til vanskelige emner. Organisationen skal blandt andet overveje, om positiv særbehandlig er et rimeligt middel til at få flere kvinder på ledende poster, eller om en sådan fremgangsmåde i sidste ende vil devaluere troen på kvinders evner.
*Hanne Dam: På trods - 100 års kvindehistorie. 276 s., ill., 300 kr. Danske Kvinders Nationalråd
