Læsetid: 5 min.

Lad os nu få dialogen med mænd tilbage

6. marts 1999

Informations yngste kvindelige medarbejder udfordrer den rutinerede kvindesagsskribent Hanne Dam i anledning af bogen 'På trods - 100 års kvindehistorie'

Hun virker frygtindgydende, allerede da hun henter mig på stationen, med den skarpe frisure, det blå på øjnene og det hidsige tempo, hvori hun meddeler, at hun er dødstresset, kun har en time, og at huset ligner et bombet lokum.
Det gør det ikke, og vi sætter os over for hinanden ved spisebordet, med sølle to kaffekopper og en halv liter mælk som bufferzone.
Journalist og forfatter Hanne Dam udgav i går i anledning af Danske Kvinders Nationalråds (DKN) 100 års fødselsdag bogen På Trods - 100 års kvindehistorie om organisationen og dens rolle i kvindernes århundrede, som hun har fulgt og beskrevet fra tæt hold.

Seksuelt tændt
- Du skriver i din bog, at Danske Kvinders Nationalråd i dag har problemer med at tiltrække de unge kvinder, for hvem ligestilling er blevet en selvfølge. Er det ikke meget forståeligt, at vi ikke gider kæmpe for en sag, som ikke er der?
"Hvis I vil have indflydelse på, hvordan samfundet udvikler sig, så må I altså se at rejse jer op og gå ud af jeres individualistiske hjem. I tror, at I har ligestilling, men vi, der er mange år ældre, kan bedrevidende sige til jer, at det har I ikke. Det opdager I bare først, når I får børn," replicerer Hanne Dam.
- Men når vi nu aldrig selv har oplevet andet end ligestilling, så virker det altså overdrevet med de her aggressive røster om undertrykkelse og diskrimination. Vi krøller tæer, når de gamle rødstrømper stadig stiller sig op og råber.
"Jeg tror måske, at jeres aversion mod rødstrømperne som symbol har at gøre med, at vi her i Danmark har været lidt dårligere til at tackle mændene end i de andre nordiske lande, hvor man har lavet ligestillingslovgivning i samarbejde med mænd. Her i landet har mænd enten været mere sårbare end andre nordiske mænd, eller også har vi været lidt for grove i vores tackling af mændene. Måske derfor har mændene latterliggjort rødstrømperne og taget afstand."
"Når man er ung, er man seksuelt tændt, så det er klart, at I vender jer positivt mod mændene. Sådan fungerer drifterne."
Efter denne smøre og beskyldning om seksuel forblændelse af hankønnet, forsøger jeg en offensiv:
- Når vi synes, at vi har ligestilling, er det bl.a. fordi, vi i vores parforhold oplever det som en selvfølge, at vi deler de hjemlige opgaver. De mænd, jeg kender, er f.eks. bedre til at lave mad end mig.
"Gør de også rent?" spørger hun. Det virker som ægte nysgerrighed.
- Ja, hvis kvinden ikke gider. Jeg tror i det hele taget, at både de huslige pligter og stillingerne på arbejdsmarkedet fordeles efter, hvem der gider hvad, og ikke så meget efter, at mænd vil have magten på arbejdsmarkedet og kvinder må nøjes med den i hjemmet.
"Hvad vil du sige til at få 10.000 mindre i løn end en mand i samme job?" spørger hun så.
For sent opfatter jeg skiftet fra, at jeg interviewer Hanne Dam, til at Hanne Dam interviewer mig. Jeg forsvarer mig med ryggen mod muren.
- Jeg ved godt, at der stadig mangler nogle strukturelle ting, men vi har jo ikke selv oplevet nogen problemer.
"Det er jo ikke forbudt at tænke sig om og lukke øjnene op, selvom man selv er i en position, hvor man ikke oplever at blive undertrykt. Så forstår jeg nok ikke, at man kan lade være med at interessere sig ud over sig selv."

Dyb respekt
Banket tilbage til udgangspunktet resignerer jeg:
- Det er vel generelt for min generation. Men måske er det også fordi vi tænker, at det er der jo andre, der tager sig af.
"Men vi er jo ved at blive gamle nu, vi kan jo ikke blive ved. Vi har ikke den samme energi, og det ville være skønt, hvis der gik nogle unge ind og maste på."
- Men det synes vi jo ikke, at der er behov for, og der har jo nok også været et formidlingsproblem, så længe det eneste, vi ser i medierne, er rødstrømper, der skriger om undertrykkelse og diskrimination. Det synes vi er uddateret og pinligt, og jeg har f.eks. aldrig hørt om DKN, som i din bog virker som en stille og rolig dialog-orienteret organisation. Hvis en sådan organisation kom og tog fat i én, kan det da godt være, man ville overveje det."
Hun bliver helt mild i blikket, jeg slipper af krogen.
"Jeg har jo netop skrevet min bog i dyb respekt for den måde de arbejder på, for jeg tilhører jo selv den der rødstrømpegeneration, hvor det ikke kunne blive vildt nok og vi råbte og skreg. Men jeg har meget stor respekt for den måde DKN arbejder på. Det er jo simpelthen et scoop, at man finder ud af at lade alle kvindeorganisationer, alle ligestillingsudvalg, fagforeninger osv. gå sammen under en paraply. Og så vælger man en formand som kan sige: jeg er formand for en million danske kvinder, så I er nødt til at høre på os."
Jeg er efterhåndet blevet lullet til ro, da hun igen trækker kniven:
"Men hvis ikke I snart kommer op på dupperne, så vil det glide ud. Og jeg tror det er vanvittig vigtigt, at der sidder kvinder med, ikke kun ved rene kvindespørgsmål, men i alle sammenhænge, så man også siger: hov, hvordan ser det her ud fra kvindernes synsvinkel."
"Hvis jeg var 25, ville jeg synes, at DKN er sgu' for pæn til mig. Nu laver jeg min egen gruppe eller bevægelse - og det kan jeg ikke forstå, at I unge ikke gør - hvor man selv sætte præmisserne for det man vil sige."
- Jamen, vi har jo ikke noget at sige i den sag, vi har ikke noget, vi er sure over eller utilfredse med.

Den korrekte tidsånd
Hanne Dam griner længe, men uagtet latterens ironiske undertone vover jeg mig endnu længere ud på overdrevet.
- Faktisk er vi vist lidt trætte af den bløde mand, I har skabt, der aldrig tør åbne munden, endsige dørene.
"Er de unge mænd simpelthen blevet bange for kvinderne?"
Latteren sidder der stadig.
- Jeg ved ikke, om de er bange, men det ligger vist i den politisk korrekte tidsånd, at de siger: ja ja, det gør vi bare, som du vil.
"Jamen, er det ikke den dialog, som vi trods alt gerne vil have i respekt for hinanden, som de faktisk præsterer?"
- Er det ikke lidt ude af trit med tiden at fortsætte med rødstrømpernes aggressive tilgang til ligestillingsdebatten?
"Ja, det er jeg. Det fik nok en drejning i retning af for meget mandehad. Men hvis ikke rødstrømperne havde sat tyk fed streg under alting, havde ingen hørt efter. Så havde vi aldrig fået lavet så meget om på arbejdsdelingen i hjemmet og alt det andet. Men derfor kan man godt bagefter sige - kan vi ikke lige prøve at få dialogen tilbage?"
Den yngste datter kommer hjem fra skole, og opmærksomheden på min person forsvinder som dug for solen.
Ti minutter senere er jeg tilbage på stationen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu