Læsetid: 4 min.

Den lette ende

31. marts 1999

Endnu en landvinding for dansk film: Susanne Biers nye film er rendyrket, komedie med stik i hjertet og skæve smil på læben

ny film
Genren er hundesvær. Det er måske derfor, at den romantiske komedie - med tilskud af sæde- og samfundssatire - i årevis har ligget forholdvis brak i dansk film.
Man spiler øjnene op, ler fornøjet og sukker tilfredsstillet. Endelig er det lykkedes på dansk grund: at dreje en velskabt komedie i ordets essentielle betydning. Hverken farce eller komedie-drama eller satire eller ungdomsløjer, men let og lystigt skuespil for voksne, med den snert af alvor og smerte, som ingen ordentlig moderne komedie kan undvære. At det så tilmed er Susanne Bier, indlysende talentfuld, men ofte stilfamlende, der står for kunststykket, gør kun overraskelsen endnu mere frydefuld. Endelig, i film nummer fem, finder hun sin stil og sin tone.
Hvilket selvfølgelig også har at gøre med et herligt repliksikkert og velturneret manuskript af Kim Fupz Aakeson, uddannet på Filmskolen og i stand til listigt at lure navne som Woody Allen og Nora Ephron kunsten af.

Huller i overfladen
Den eneste ene er nok kvik og har smart internationalt snit, men dens parforholds-komedie planter fødderne ganske solidt på hverdagsdansk jord.
Vi følger to par først i trediverne - det ene står foran en fødsel, det andet er barnløst og gennemfører en adoption. I begge par er der en udtalt romantisk skævhed, som vi ved vil blive rettet ud efterhånden, mens de rigtige finder og får hinanden.
Det er filmens kunst at variere de kendte motiver, kradse små huller i den glatte overflade, dreje de enkelte scener med træfsikker humor og runde af på passende musikalsk mousserende manér.
De to par introduceres i en klassisk nudansk situation - hos rådgiveren, der skal pejle sig ind på deres forældremuligheder. Og straks opstår der vittige variationer over begreber som ægløsning, sædkvalitet - og et ægteskabs lighed med en varevogn.
Efterhånden udskrystalliseres to hovedpersoner i kvartetten - den skønhedsklinik-ansatte Sus (Sidse Babette Knudsen), der skal have et barn med sin flotte italienske kæreste, og håndværkeren Knud (Niels Olsen), som sætter de køkkener op, hans geskæftige kone sælger.
Det er kærlighed ved første blik - et romantisk møde, der ikke akkompagneres af strygere, men af køkkenopsætning i nærmiljøet og diverse distraherende bipersoner, som bestrør vejen mod forening med komiske torne.

Drevne drejninger
Skal man indvende noget mod Den eneste ene, kunne det være, at den spiller sine romantiske kort så hurtigt ud, at den mangler hjertertrumfer i anden halvdel - måske er der for få scener med de to elskende. Til gengæld flintrer den gravide Sus lidt for regelmæssigt ud på badeværelset for at stikke hovedet i toiletkummen og brække sig.
Der drives også en anelse rovdrift på et ellers udmærket lydspor med et soleklart Thomas Helmig-hit som stærkeste udspil. Og fotograferingen forfalder i passager til antiseptisk lækkerhed.
Men det er mindre indvendinger mod en dansk komedie, der for en gangs skyld ikke forløfter sig på den lette genre og virkelig kan sine ting - og mere til. Ikke blot finter Fupz Aakesons dialog sig herligt adræt og træfsikkert igennem bataljerne på parforholdets slagmark - Susanne Biers instruktion har den skarpe pointeringssans, der så ofte mangler i danske morskabsfilm, rytmefornemmelsen og overskuddet til et helt lille mylder af små humoristiske drejninger.
Bier kan f. eks. suverænt skifte tonefald og bevare overblikket i en svær scene med et dødsfald. Og så har hun med stor skønsomhed sikret sig en perlerække af øjeblikkets bedste spillere, hvormed menes aktører, som befinder sig netop dér, hvor flere danske instruktører nu er ved at nå op - nemlig på verdensklasse-niveau.
Sidse Babett Knudsen får - efter Let's Get Lost - sit andet filmgennembrud som den forvirrede Sus, der går med følelser og nerver uden på tøjet og skrider komisk på det glatte gulv i sine forgæves forsøg på at få styr på sit liv.
Her er sødme, sex, fin humor, slagfærdig komik og kogende temperament i en cocktail, som også rummer det allervigtigste - en klangbund af noget elementært rørende. Kvindeklovnen, der får boksebolden tilbage i synet, hver gang hun langer ud.

Niels Olsen i top
Mere overraskende er Niels Olsen som køkkenopsætter Knud - en vanskelig rolle som forhundset mand med lav sædkvalitet. Ham giver Olsen en vidunderlig stoisk charme og stille viril underfundighed midt i nedværdigelserne. Samt en bunden varme, der gør hans forvandling fra tøffelthelt til elsker fuldstændig troværdig. Ganske enkelt en stjernepræstation.
Birollerne karikeres træfsikkert, med en figurbulnende Sofie Gråbøl i plet som umusikalsk, svagt opfattende psykologistuderende, Paprika Steen som sød, halvskørt hjerneblæst veninde, Lars Kaalund som diktionshæmmet, men ikke så dum køkkenhåndværker, Rafael Edholm som godt type-ramt flot italiener og Søs Egelind som småneurotisk hustyran.
Heldigvis verfes de tre mest sympatiske af dem ikke ud af scenen til sidst for at give plads for de to elskende. Også de kan finde den eneste ene - to af dem måske hinanden. I hvert fald har Susanne Bier fundet den eneste ene til alle rollerne. Det er hverken dybt eller dristigt, men præcist og professionelt, som det sig hør og bør, når man laver komedie.

*Den eneste ene. Instruktion: Susanne Bier. Manuskript: Kim Fupz Aakeson efter idé af Susanne Bier. Dansk. (Dagmar, Scala, Palads, Palladium, Albertslund, Gladsaxe, Reprise-teatret Holte, Kastrup, Lyngby Teatret, Tåstrup)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her