Læsetid: 5 min.

Libanon - Israels Vietnam

4. marts 1999

Efter mere end 20 års konflikt forgifter Libanon stadig det politiske liv i Israel

FIRE SPØRGSMÅL
Israel har siden 1978 besat dele af det sydlige Libanon. I 1985 oprettede Israel sin selv-erklærede "sikkerhedszone" med det udtrykkelige formål at forhindre angreb over sin nordgrænse. Men engagementet i Libanon har efterhånden udviklet sig til et mini-Vietnam for Israel. Neden for behandles fire vigtige spørgsmål:

- Hvorfor trækker Israel sig ikke ud af Sydlibanon?
FN-resolution nr. 425 af 19. marts 1978 kræver, at Israel "omgående trækker sine styrker ud af alle libanesiske områder". Sidste år i marts erklærede ministerpræsident Benjamin Netanyahu, at han var parat til at opfylde dette krav, som hans forgængere ikke ville høre tale om - dog på betingelse af tilstrækkelige sikkerhedsgarantier.
Han ønsker sikkerhed for, at Hizbollah bliver afvæbnet, og at libanesiske soldater eller en international styrke bliver stationeret langs grænsen. Siden er der ført forhandlinger via internationale mæglere, men hidtil uden resultat.
Kun den syriske præsident Hafez el-Assad, der reelt regerer i Libanon, kan stille en sådan garanti, men han er ikke til sinds at give afkald på sit vigtigste pressionsmiddel mod den jødiske stat. Spørgsmålet kan kun løses diplomatisk inden for rammerne af en aftale, som også omfatter Golan-højderne.
Den foregående israelske regering havde accepteret at afstå det strategisk vigtige højdedrag til Syrien til gengæld for en fredstraktat, men det vil Netanyahu ikke gå med til. For at komme ud af denne fastlåste situation lyder der nu krav om en ensidig tilbagetrækning fra såvel venstre- som højrefløjen i Israel.
Tilhængerne understreger, at det både politisk og militært er lettere at forsvare en international grænse end et besat territorium med en fjendtligt indstillet befolkning. Ideen vinder mere og mere frem, men hæren og regeringen er fortsat imod.
Udenrigsminister Ariel Sharon har tidligere udtalt sig til fordel for en etapevis tilbagetrækning med henblik på at registrere de libanesiske myndigheders reaktion.
Man kunne begynde med Jezzine-lommen nord for den israelske 'sikkerhedszone'. Her opererer Den Sydlibanesiske Hær (SLA), der fungerer som Israels forlængede arm i området.
Men er Netanyahu parat til at løbe den risiko forud for valget i maj?

Mulighederne
- Hvilke militære muligheder har Israel?
Israel gør sig ikke længere håb om at besejre den muslimske Hizbollah-milits, men forsøger blot at reducere sine tab til et minimum. Hvert år mister mellem 20 og 40 israelske soldater livet i Sydlibanon.
Især den 'våbenhvile', der blev indgået efter ti dages voldsomme kampe i april 1996, begrænser israelernes manøvrerum. Dengang forpligtede de stridende parter sig til ikke at angribe civile mål: Hizbollah må ikke affyre Katyusja-raketter mod israelsk territorium, og den israelske hær, Tsahal, må ikke bombardere libanesiske byer og landsbyer.
Aftalen er i det store og hele blevet respekteret af begge parter. På tre år er otte Katyusja-raketter faldet over Galilæa uden tab af menneskeliv, og i samme tidsrum er 38 civile libanesere blevet dræbt.
En såkaldt overvågningsgruppe - som USA og Frankrig skiftes til at have formandskabet for - undersøger klager fra begge parter. Det er det eneste forum, hvor repræsentanter for Libanon, Syrien og Israel taler sammen, hvorimod Hizbollah ikke er direkte repræsenteret.
Chefen for den israelske delegation i gruppen, brigadegeneral Dani Arditi, sagde for nylig, at han kun fører få "professionelle diskussioner" med sin syriske modpart, general Adnan Baloul, uden for gruppens møder. Men det sker, at de to mænd "drikker en kop kaffe sammen".
Endelig tillader gruppens mandat, at udenlandske magter - USA og Frankrig - kan gribe ind over for de krigsførende parter. Denne struktur er tiltænkt en nøglerolle i tilfælde af en ensidig israelsk tilbagetrækning.

Opinionen
- Hvordan stiller den israelske opinion sig?
En mand, hvis søn var faldet i Sydlibanon, nægtede at tale med Netanyahu i telefonen. Forældre bønfalder hæren om ikke at sende deres sønner til fronten.
"Jeg vil ikke være far til en helt. Jeg vil have, at min søn skal sidde ved siden af mig ved sabbatsbordet," skrev Baruch Axelrod i et læserbrev i det liberale dagblad Haaretz.
"Vi har intet at gøre dér," udbrød Moshe Cohen, da han hørte, at hans 20-årige søn var død.
Disse protestskrig fra sørgende familier er blevet flere og flere i de seneste måneder. Det begyndte med fire mødre, der grundlagde en bevægelse mod "krigen uden ende".
I begyndelsen blev deres initiativ stærkt kritiseret; de blev anklaget for at nedbryde soldaternes moral. "De skulle prøve at sidde i et beskyttelsesrum tæt ved grænsen til Libanon", sagde landbrugsminister Rafael Eitan for ikke så længe siden.
Men i dag er de ikke alene, og debatten går tværs igennem alle de politiske partier. Fremtrædende personligheder til højre og venstre i det politisk spektrum - deriblandt tidligere chefer for sikkerhedstjenesten - kræver Tsahal ud af Sydlibanon uden at vente på en hypotetisk fredsaftale. Et ledende medlem af bevægelsen er parlamentsmedlem Yossi Beilin fra Arbejderpartiet, som har udarbejdet en tidsplan for tilbagetrækningen.
Ideen får større og større tilslutning efter hver militær fiasko. I februar 1997 gik kun 16 procent ind for den i en opinionsundersøgelse, men i november sidste år - inden den seneste voldsbølge - udtalte 40 procent af israelerne sig til fordel for den.
- Hvad er Hizbollahs strategi?
Ifølge FN's fredsbevarende styrke i Libanon (UNIFIL) råder Hizbollah-militsen over 400 soldater og omkring 4-5.000 reservister. Med denne beskedne styrke bekæmper Hizbollah en af de bedste konventionelle hære i verden, som har mellem 1.500 og 2.000 mand i området - og kapacitet til sætte yderligere 10.000 mand ind i løbet af to timer.
Hizbollah (som betyder Guds Parti) har tre trumfkort: grundig politisk-religiøs indoktrinering, millioner af dollar fra Teheran og militær dygtighed.
Indoktrineringen betyder, at lederne kan regne med målbevidste soldater, der er rede til at ofre deres liv. Pengene tillader dem at sørge for "martyrernes" familier. De militære færdigheder gør det muligt for dem at gennemføre kombinerede teknisk komplicerede operationer.
Ideologisk er Hizbollah pro-iransk. Det var iranske pasdaraner (medlemmer af Revolutionsgarden), der samlede libanesiske shiiter i en milits og uddannede dem.
I juni 1982 besluttede præsident Assad også at støtte Guds Parti og gav militsen lov til at slå sig ned i Bekaa-dalen. Hvor Teheran så den som et brohoved i bestræbelserne for at eksportere den islamiske revolution, regnede Damaskus med at kunne udnytte den til sine egne formål i den libanesiske konflikt.
Hizbollah indledte sine selvmordsaktioner mod Tsahal i 1983-84 og mod UNIFIL-kontingenterne i 1985. Senere fik militsen også en politisk overbygning, Majli- sas-Choura. I 1992 fik den valgt otte medlemmer ind i parlamentet.
I dag tjener Hizbollah stadig Syriens interesser ved at angribe de israelske styrker i Sydlibanon. Eksperter i Beirut mener, at Damaskus godkender alle større militære operationer. Hvad vil en israelsk tilbagetrækning betyde for denne organisation, som allerede nu er ideologisk svækket efter præsident Khatamis sejr i Iran? Den risikerer at miste både sit medietække og sine udenlandske økonomiske kilder.

© 1999 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

TEMA
Udmattelses- krigen

I de seneste dage har der hersket en intens israelsk debat om udmattelseskrigen mod Hizbollah i sikkerhedszonen, som Israel oprettede i 1985. Her er syv israelske soldater bl.a. en brigade-general blevet dræbt på en uge.
Information sætter fokus på de essentielle spørgsmål i konflikten og på udenrigsminister Ariel Sharons ønske om at udsætte det israelske valg, så Israel kan trække sig ud af Libanon.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her