Læsetid: 4 min.

Livets og dødens teater

9. marts 1999

Fantasi og barsk virkelighed blander sig med hinanden i Jytte Borbergs nye roman, der er en studie i en kvindes selviscenesættelse og vilje til livet

NY BOG
Med Himmelsengen har Jytte Borberg skrevet en roman, som lever på de stærke billeder, den maner frem hos læseren. Det er ikke handlingen, begivenhedernes følgen efter hinanden, som bærer romanen. Det gør derimod hovedpersonens sære drømme, hendes fantasier om livet og kærligheden og hendes teatralske forestillinger om døden.
Hovedpersonen er den midaldrende kvinde Alice, der er skilt fra sin mand. Hun er forhenværende danser, mor til to voksne børn og bor ved romanens begyndelse alene i en lille lejlighed. I sit soveværelse har hun i en slags trods installeret et prægtigt monstrum: En gigantisk himmelseng med snoede søjler og et afslørende spejl i baldakinen. Himmelsengen er lejlighedens besnærende og dramatiske anomali.
Det barokke møbel markerer undtagelsestilstand og giver adgang til dagdrømmenes vidtstrakte verden. Begravet i dynerne, alene eller sammen med en anden, er Alice milevidt fra hverdagens benhårde realiteter. I sengen ligger hun med ansigtet vendt mod spejlet, for hun søger hele tiden bekræftelse - helst vil hun finde den i de andres øjne, men kan hun ikke det, er spejlet det bedste alternativ. Alice er en kvinde, som trives bedst med at have et publikum.

En museal død
Himmelsengen er således rammen om hendes liv. Den indrammer hendes erotiske fantasier, og den indrammer hendes tanker om døden. Efter ungdommens skuffelser på scenen vil hun have en imponerende, malerisk død. Hun siger: "Når min sidste elsker har forladt mig, klæder jeg mig i sorte kniplinger og bliver liggende i himmelsengen, til jeg dør. Mine velbevarede knogler vil derefter kunne beses, tildækket af smuldrende kniplinger, hvilende i en ormædt himmelseng. Der er billetluge og tresproget
guide. En kø af nysgerrige venter utålmodigt på at komme ind for at se mine enestående levninger, bliver lige straks skuffede, for det hele er tilsyneladende ikke andet end tynd gennemsigtighed, men giver de sig tid, får de en bizar oplevelse."
Alice har planlagt sin død til mindste detalje. Hun er en mester i selviscenesættelse og har kniplingekjolen hængende parat i skabet. Kun modstræbende låner hun den ud til sin datter Gerda, som også er danser, da denne skal dyste om at få lov til at optræde som Døden i en forestilling. Men døden er ikke kun et tilbagevendende tema i Alices tummelumske tanker eller en rolle på en dansetrups program. Den dukker også op i skikkelse af trommeslageren Billy, som Alice tilfældigt møder på en café. De forelsker sig på mærkelig vis i hinanden, men Billy er syg af kræft, og romanen fortæller diskret, men pinefuldt, om hans fysiske deroute.
Deres forhold er fyldt med modsætninger: Alices museale dødsfantasi, hendes hang til gamle ting og hendes lyst til at konservere, står i skærende kontrast til Billys kemokure, de kølige hospitalsophold og hans krop, der langsomt visner.
Forholdet bliver ikke mindre spændingsfyldt af, at Alice ganske vist elsker Billy, men at hendes lidenskabelighed samtidig drager hende mod utroskab. Hun lever et dobbeltliv, mellem ømhed og inderlighed på den ene side og begær og bekræftelse på den anden.

Det mangfoldige liv
At have hemmeligheder er Alice imidlertid ikke alene om. Stort set alle i romanen bærer rundt på noget, som må skjules - noget unævneligt. Jytte Borberg har en forkærlighed for personer, der lever på randen. Gerda lider samme professionelle skæbne som Alice. Hun kan ikke slå igennem som danser og er endda jomfru, indtil hun fylder 25 år.
Sønnen Hjalmar, der vist mere er til mænd, får revet sit ene øre af ved en ulykke på et skib og knækkes mentalt. Alices tidligere elsker, en svigefuld guldsmed der ligner John Travolta, bedrager sin nye kone.
Jytte Borberg er fremragende, når hun beskriver disse personer. Selvom romanen overvejende er melankolsk i sin tone, ryddes det triste delvist af vejen i personskildringerne, der kan være både groteske og lattervækkende. Her hylder Borberg livets mangfoldighed, og hun gør det med et sprogligt overskud og en ironi, man skal lede længe efter. Derfor er det heller ikke svært at bære over med de steder, hvor handlingen går i tomgang eller bliver repetitiv - Jytte Borberg skriver simpelthen for godt til, at man på noget tidspunkt har lyst til at lægge bogen fra sig.
Ligesom det imaginære publikum til Alices dekorative levninger får læseren sig også en bizar oplevelse. Romanen er morbid, sær og fyldt med symbolske hændelser, der henviser til hinanden. Men bogen er også livsbekræftende. Det, man sidder tilbage med til allersidst, er billedet af en kvinde, der af alle kræfter forsøger at bide sig fast i livet.

*Jytte Borberg: Himmelsengen. 159 s., 158 kr. Rosinante

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her