Læsetid: 12 min.

magt og magi i Afrika

13. marts 1999

De "hærgede Afrika som en græshoppeplage" siger den store afrikanske romanforfatter Ahmadou Kourouma om de afrikanske diktatorer - hans romaner er som et katalog over deres uhyrligheder

Ahmadou Kourouma blev straks i 1968 udråbt som den største afrikanske romanforfatter, og selvom Wole Soyinka i 1986 fik Nobelprisen, og til trods for det faktum, at der ikke udkom nogen ny Kourouma-bog før 23 år senere, holder hans ry sig på fornem vis.
Hans første roman, der på dansk har titlen Uafhængighedens sole (oversat i 1989 af Bennedicte Wern, forlaget Tiden) var så forbløffende i sin litterære gennemslagskraft, at den til dato står som den hyppigst kommenterede fransksprogede roman fra det sorte Afrika.
Hans nyeste roman, fra foråret 1998, (ikke oversat) har den overraskende titel En attendant le vote des animaux sauvages (Mens vi venter på vilddyrenes valgstemmer!) Den indeholder et detaljeret katalog over 30 års uhyrligheder under de totalitære magthaveres udfoldelser og kommer syv år efter den historisk-mytiske roman Monne, outrages et défs (Monne, ydmygelser og hån, 1991, heller ikke oversat), som beskriver kolonitiden oplevet indefra og udtrykker en rent afrikansk mentalitet i Kouroumas helt specielle eksperimenterende stil, som nærmest er en kulturrevolution i sig selv.
Titlen Mens vi venter på vilddyrenes valgstemmer er ganske aparte. Den bringer tankerne hen på Mens vi venter på Godot. Men hvor Godots identitet hos Beckett står hen i det uvisse, synes Kouroumas titel at indeholde en direkte gradbøjning af de nuværende parlamentariske systemer i Afrika. Man kan på den baggrund undre sig over, at han ikke er blevet bragt til tavshed. Man må næsten konkludere, at magthaverne og deres håndlangere ikke har tid til at læse romaner, eller at de i det mindste ikke tillægger dem nogen betydning for det politiske liv.
Og deri tager de måske ikke helt fejl, for romanlæsning, der er en meget privat aktivitet, har ikke nogen plads i den kollektive afrikanske tradition.

Ahmadou Kourouma er født i den nordlige del af det nuværende Guinea og bliver i en alder af syv år sendt til sin morbror inde i den nordlige del af det nuværende Elfenbenskysten. Her bliver han opdraget i sin mødrene familie, som det er skik og brug i den etniske gruppe, han tilhører. Som studerende i Bamako, Mali, kommer han i konflikt med øvrighederne og må derefter afslutte sine matematiske studier i Paris. Siden har han været bosat som forsikringsaktuar i adskillige af de afrikanske stater og har således et godt førstehåndskendskab til talrige områder i det frankofone Afrika.
Med sin 1.80 m høje atletiske skikkelse og sit gennemborende blik virker den nu 71-årige forfatter særdeles karismatisk og lidt frygtindgydende, men latteren ligger dog konstant på spring hos ham.
"Det lå ikke ligefrem i kortene, at jeg skulle være forfatter," siger han selv.
"Jeg var 44 år og havde allerede arbejdet adskillige år som forsikringsekspert, da jeg begyndte at skrive min første bog. Og forsikringsarbejdet er tidskrævende og opslugende. Det er en af grundene til, at det kun er blevet til tre romaner over næsten tredive år"
Kourouma er den første afrikanske romanforfatter, der modellerer det franske sprog efter en afrikansk skabelon. Resultatet er et særdeles livsglad, sproglig tmix, hvis rytmer og strukturer imiterer malinké-sproget, og hvis metaforer og billeddannelser på ingen måde hverken er politisk korrekte eller endsige stuerene.
De "upassende" sprogblomster var årsagen til, at ingen franske forlag i første omgang turde binde an med at udgive ham, og i 1968 må han helt omkring et canadisk universitetsforlag, før forlaget Le Seuil i Paris skrev kontrakt med ham og genudgav debutromanen i 1970. Det har Le Seuil nok ikke fortrudt, for bogen blev hurtigt en bestseller og snart en klassiker i frankofon afrikansk litteratur med over 100.000 solgte eksemplarer.
Der ligger efter hans eget udsagn ikke teoretiske overvejelser til grund for det system, han anvender til at omforme det franske sprog, men han har arbejdet hårdt med at smidiggøre de franske former, så de kan give udtryk for den traditionelle afrikanske tankegang. Vanskeligheden ved denne proces var en anden af grundene til, at hans roman nummer to var 23 år undervejs. Nu er hans teknik på plads, og roman nummer tre var allerede parat til udgivelse efter kun syv år.
Kourouma er for nylig blevet opfordret til at skrive endnu en roman, denne gang over temaet etniske konflikter i afrikansk politik - en kendsgerning, der ligesom politikernes animisme-fetichisme for det meste hårdnakket benægtes af det officielle Afrika.
Det forlyder, at Kourouma vil gøre sine forstudier og foretage sin research til den nye roman i Liberia, der trods sin lange fortid som uafhængig stat (siden 1847) stadig hærges af stammestridigheder. Her vil han søge at afdække "gri-gri-mandens" rolle og den prestige, der omgiver ham i befolkningen.
Arbejdet med den sproglige form er en ting, men forud for selve skriveprocessen går også et grundigt researcharbejde, hvor Kourouma læser og tager notater om den ene eller den anden historiske og politiske person, og ikke mindst om de forskellige etniske gruppers kultur og traditioner. Samtlige tre romaner er realistisk-historiske fiktioner, og debutromanens overvældende succes skyldes i høj grad den kritiske fremstilling af forholdene efter proklameringerne af de afrikanske landes selvstændighed omkring 1960.

De "hærgede Afrika som en græshoppeplage" siger Kourouma, når han går i rette med de afrikanske diktatorer og étpartisystemer.
I roman nummer to bevæger han sig bagud i historien og fortæller om en periode, der strækker sig fra kolonitidens første erobringer i Mali omkring 1880 frem til oprettelsen af den Franske Union i årene efter Anden Verdenskrig.
Den traditionelle mentalitet påføres en regulær skizofreni af koloniseringens fremmedartede tankegang, og i en polyfonisk tekst oplever vi den gradvise mentale opløsning hos beboerne i det område, der omsluttes af Nigerflodens store krumning i det nuværende Mali.
Det er hård kost for en europæisk læser, der er fremmed for den afrikanske mentalitet, og til tider kan man føle sig ude på et litterært rodeo-ridt, hvor man hvert øjeblik er på nippet til at blive kastet af. Men til alt held for den stædige, der nægter at slippe taget i sin læsehest, følger romanen "Monne...." i store træk en anden tekst, der er anderledes let tilgængelig.
Det drejer sig om de to første bind af Amadou Hampate Ba's erindringer, som dækker det meste af den samme periode fra koloniseringens begyndelse og frem til mellemkrigstiden. De udspiller sig ligeledes i det samme område, og visse af personerne og tildragelserne hos den videnskabeligt skolede Hampate Ba genkendes i mere eller mindre fiktiv form hos Kourouma. Disse erindringer - Amkoullel, l'enfant peal og Oui, mon commandant udkom ligeledes i 1991 (på forlaget Actes Sud), og de kan muligvis have været tilgængelige for Kourouma i manuskriptform.
Kourouma hævder, at det er Den Kolde Krig, som er det underliggende tema for hans tredje roman, der går tæt på et 'fiktivt' afrikansk diktatur. Hans påstand er, at den ulykkelige udvikling, de nye afrikanske stater kom ind i, for en stor del skyldtes stormagternes rivaliseren, og at Mobutu, Eyadéma, Bokassa og de andre skruppelløse diktatorer kun har kunnet holde sig ved magten, fordi Vesten skulle bruge dem som værn mod kommunismens fremmarch i Afrika. Et endnu mere iøjnefaldende tema er den såkaldte animistiske fetichisme som vigtigt politisk våben for disse diktatorer.

Man siger om det sorte Afrika, at der er 50-60 pct. muslimer, 10-15 pct. kristne og 100 pct. animister. Dette forhold forties ikke blufærdigt af Kourouma som af mange andre afrikanske forfattere - tværtimod.
Mens vi venter... har som hovedperson diktatoren Koyaga, der trods den litterære maskering hurtigt kan identificeres som den togolesiske diktator Eyadéma. Men Zaïres Mobutu og Centralafrikas Bokassa, Elfenbenskystens Houphouët-Boigny og Guineas Sekou Touré går ikke ram forbi, ligesom Marokkos Hassan den Anden kommer under Kouroumas ætsende behandling i forbifarten. De nådesløse portrætter har ingen ambitioner om dybdepsykologiske udlægninger af årsagerne til de kendte statsoverhoveders velkendte kynisme og grådighed endsige af årsagerne til deres måske mindre velkendte tvangstanker og fobier. De optræder i uforskønnet karikatur.
Historisk realisme blandes hos Kourouma effektivt med myte og det, vi vil være tilbøjelige til at kalde surrealisme, som f.eks. da han lader sin hovedperson Koyaga antage en mægtig natugles skikkelse for at bortføre de marokkanske prostituerede sammen med et halvt hundrede paleo-negre fra Pk204 i Sydvietnam og flyve dem i sikkerhed i Hanoi! Vi træder ind i beretningen om Koyaga på et tidspunkt, hvor han er blevet frataget sit præsidenthverv. Han ønsker brændende at generobre magten og har derfor befalet sin personlige griot (historiograf), der tilhører hans egen jægerstamme, at udføre det magiske renselsesritual, som består i at fremsige kvadet om alle Koyagas "heltegerninger". Teksten bæres af griot-stemmen, der monologerer episode efter episode i "helten" Koyagas blodige livshistorie som en (i understatement højst kritisk) apologi til hans grusomhed.
Når griot'en kommer op i et tilsyneladende helt dithyrambisk gear, bryder hans akkompagnatør ind og sætter tingene på plads med en ironisk kommentar, der sikrer, at karikaturen ikke bliver sløret. Det sker som regel, når beretningen om en episode er ved at nærme sig sin afslutning, men altid overraskende og altid med en befriende sarkastisk eller humoristisk indfaldsvinkel til de omtalte tildragelser.
Akkompagnatøren er en slags griotpraktikant, som i kraft af sin ungdom og uerfarenhed har ubegrænset frisprog. Hans kommentarer tilføjer en barok og respektløs perspektivering - på samme måde som Shakespeares hofnarre bidrager med deres geniale indsigt.

Koyaga selv og hans "orienteringsminister" Maclédio bryder somme tider ind og supplerer der, hvor griot'ens viden kommer til kort. Kourouma indleder "kvadet" med en kort indføring, i princippet henvendt til hovedpersonen Koyaga, men i lige så høj grad til tilhørerne og ikke mindst til den etnografisk ukyndige læser:
"Koyaga er dit navn! Falken er dit totem! Du er soldat og præsident. Du vil forblive Golfrepublikkens præsident og dens største general så længe Allah ikke hjemkalder (måtte han skåne os derfor i mange år endnu) det åndedrag, han har skænket dig. Du er også jæger! Ved siden af Ramses den Anden og Sundiata er du den ene af menneskehedens tre største jægere. Glem ikke navnet Koyaga, Golfrepublikkens store jæger og diktator-præsident. Se, solen begynder at forsvinde bag bjergene. Natten er på vej. Du har tilsagt de syv største mestre blandt den hærskare af jægere, der er strømmet hertil. I skrædderstilling sidder de her i kreds omkring dig. Alle er iført deres jægerantræk: tophuen, vesten med de talrige gri-gri'er, små spejlstumper og amuletter. Alle bærer deres lange hundredårige forladegevær i en rem over skulderen og i højre hånd holder de tegnet på deres værdighed: fluesmækkeren. I centrum af kredsen troner du selv, Koyaga, på en stol. Din orienteringsminister, Macledio, sidder ved din højre hånd. Jeg selv, Bingo, er kvadets sora. Jeg lovpriser, synger og spiller cora. En sora er en skjald, en digter der lovpriser jægernes bedrifter og strør virak for heltene iblandt dem. Glem ikke navnet Bingo, jeg er jægerklanens griot, dens troubadour."
"Den, der sidder til højre for mig med fløjten, den der bajads i det skrækindjagende kostume, hedder Tiecoura. Han er min akkompagnatør. En sora er altid ledsaget af en lærling, som vi kalder akkompagnatøren. Glem ikke navnet Tiecoura. Han er min akkompagnatør. Han er indviet, og befinder sig i renselsesfasen. Han er hofnar."
"Her sidder vi da alle samlet under løvtaget i din have uden for præsidentpaladset. Jeg skal nu fremsige den rituelle renselsesbekendelse om dit liv som jæger og som diktator. På malinké hedder en renselsesbekendelse donsoma. Det er et heltekvad. Det fremsiges af en sora, der bliver akkompagneret af en cordoua. En cordoua er en indviet, der befinder sig i renselsesfasen. Den cathartiske fase. Tiecoura er cordoua, og som enhver cordoua spiller han klovn, nar eller galning. Han tillader sig alt, og man skal tilgive ham alt. Tiecoura, alle er forsamlet, alt er sagt. Kom med dit gran salt."
Akkompagnatøren spiller på sin fløjte. Laver badutspring, danser. Pludselig standser han op og henvender sig til Koyaga:
"Præsident, general og diktator Koyaga! I fem vågenætter vil vi fremsige, synge og danse din donsoma. Vi vil sige sandheden. Sandheden om dit diktatur. Sandheden om dine forældre og om dine medhjælpere. Den skinbarlige sandhed om dine gemenheder og om dine svinestreger. Vi kommer også til at afsløre dine løgne, dine mange forbrydelser og de mord, du har begået..."
"Hold dog op med at fornærme en så stor hædersmand og velgører som vor nations fader Koyaga. Ellers vil forbandelse og ulykke snart forfølge dig og tilintetgøre dig. Men så hold dog op! Hold op!"

Et kvad fremsiges ikke uden, at der bag fortællingen ligger et tema og snurrer. Ærbødighed for traditionen er en god ting. Ærbødighed for traditionen bliver det gennemgående tema i de ordsprog, vi vil fremføre i pauserne under denne første nats fortællinger.
nFlyver agerhønen op, trykker dens unge sig ikke mod jorden.
nSelvom en fugl opholder sig meget længe i toppen af en baobab, glemmer den ikke, at reden, hvor den er udklækket, stod i en busk.
nOg når man ikke ved, hvor man begiver sig hen, er det vigtigt at vide, hvor man kommer fra.
Således rustet får vi som hors d'oeuvre serveret den ubeskrivelige tragikomiske historie om de nøgne, vilde negre - paleoerne - som Koyagas far forråder ved at gå i sin uniformsfrakke, da han ellers ikke ved, hvor han skal fæstne sine fire krigsmedaljer fra Verdun samt om den grusomme død, forfædrenes hævn over dette forræderi påfører ham med kolonistyret som værktøj! Og om, hvorledes den afrikanske mand altid skylder sin mor sine ypperste egenskaber - i Koyagas tilfælde de overnaturlige evner, han har arvet fra sin mor og som han altså blandt andet har benyttet til at desertere fra hæren i Vietnam.
Et notorisk flystyrt - som virkelighedens Eydema helt mirakuløst overlevede som den eneste af de ombordværende - skildres i romanen både med afrikansk logik dvs. moderens og hendes 'marabouts' okkulte evner, og med den almindelige snusfornuft, vestlig logik består af. Kourouma anvender hyppigt denne sidestilling af de to mentaliteter med en uimodståelig komisk effekt, men sandt at sige viser han også, at vestlig logik hurtigt kan komme til kort i Afrika!
Der hvor den første roman kunne fortolkes i retning af en opfordring til det sorte Afrika om at knytte an til dets egen oprindelige rent animistiske og kollektivistiske kultur uden nogen form for sort islamisk og individualistisk synkretisme, går denne tredje roman ubønhørligt til angreb på anvendelsen til personlig vinding af den del af animisme-fetichismen, der i dette tilfælde i dobbelt forstand er sort magi.
Temaet blev allerede anslået i Uafhængighedens sole, hvor traditionalisten Fama bebrejder de nye magthavere, at de anvender de hemmelige esoteriske teknikker til egen fordel og ikke efter den oprindelige hensigt til kollektivets bedste.
Det er ikke let at afgøre, om det er på skrømt, Kourouma hævder magiens effektivitet men denne dobbelthed hører med til hans humor og kunne nok anvendes som forsvarsstrategi, hvis han blev angrebet for at være gået for langt i sine afsløringer af det okkulte.
At de på intet tidspunkt virker som billig eksotisme kunne støtte en formodning om, at Kourouma selv har gennemgået de langvarige, esoteriske skolingsprocesser, som fører til den højeste afrikanske visdom i lighed med f.eks. Hampate Ba, og som kun bliver ganske få udvalgt til del.
Dette ville så være den egentlige forklaring på, at Ahmadou Kourouma forblev tavs i så lang en årrække, som det var tilfældet.
Hans tredje roman vidner om en kolossal indsigt i Afrika i dag på alle niveauer, som det ikke er enhver beskåret at besidde. En sand fryd, et festfyrværkeri af humor og samtidig en guldgrube af gedigen etnografi og en nøgle til indsigt i den ubegribelige afrikanske mentalitet.

*Ahmadou Kourouma En attendant le vote des animaux sauvages. Roman 358 s., Seuil, Paris 1998

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu