Læsetid: 7 min.

Manden der havde glemt hvordan man glemmer

15. marts 1999

En sælsom historie fra hjernevidenskabens barndom har inspireret teaterinstruktøren Peter Brook til at genfortælle historien om manden, der ikke kunne glemme.

HJERNEUGE
I starten af 1920'erne mødte en 30-årig mand op hos den russiske hjerneforsker Alexander Romanovitch Luria. Det var starten på en af hjernevidenskabens besynderligste historier, som er blevet et vigtigt bidrag til erindringens mysterium. Historien er for nylig blevet dramatiseret i teaterstykket Jeg er et fænomen på Théâtres des Bouffes du Nord i Paris af den verdensberømte teaterinstruktør Peter Brook.
Den 30-årige mand hed Solomon Shereshevskii og var på mange måder ganske almindelig. Han havde forsøgt sig som musiker og var blevet journalist uden at drive det til noget videre. Undervejs var han blevet gift og havde fået en søn. På mange måder et almindeligt liv med en stor portion forudsigelighed. Men Shereshevskii - eller S. som han skulle blive kendt i litteraturen - besad en ganske unik evne.
Når journalisterne på hans avis mødtes om morgenen for at aftale dagens program, så greb alle journalisterne til notesblokken for at få alle detaljerne med. Undtagen S., der kun skrev, når den endelige artikel skulle i trykken. Chefredaktøren havde i nogen tid undret sig over dette, men S. insisterede på sin egen facon, og han glemte ikke den mindste detalje.
Tværtimod havde detaljerne det med at hobe sig op i artiklerne og efterhånden gik det op for chefredaktøren, at S. besad en formidabel evne til at huske. Chefredaktøren besluttede sig derfor for at sende S. til et videnskabeligt laboratorium for at få ham undersøgt.

Perfekt hukommelse
Aleksandr R. Luria var på det tidspunkt stadig en ung mand uden det ry, der siden gjorde ham til en af de mest betydningsfulde psykologer i dette århundrede. Dette ry er i høj grad baseret på hans undersøgelser af S. For det var ganske rigtigt en unik hukommelse som S. besad. Hans hukommelse var nemlig tilsyneladende uudtømmelig!
Luria læste lange sekvenser af tal og ord op, som S. dernæst fejlfrit gentog både forfra og bagfra umiddelbart derefter. Det gjorde ingen forskel om S. blev givet meningsløse ord og det gjorde ingen forskel hvor mange elementer han blev bedt om at huske. Men endnu mere utroligt kunne S. genkalde sig en bestemt sekvens på et hvilket som helst tidspunkt senere. Luria testede ham således femten år senere med de samme sekvenser, og S. kunne stadig genkalde sig sekvenserne fejlfrit!
S.'s hukommelse var ikke resultatet af særlige hukommelsestrick, som man så ofte ser hos professionelle hukommelseskunstnere. Nogle mennesker sætter sig for at lære Koranen eller Londons samlede vejnavne udenad. Vilje til erindring kunne man kalde deres uomtvistelige evner, som kræver en umådelig mængde koncentration, og som kræver stadig øvelse.

Kampen for glemsel
Men det var ikke tilfældet for S. Snarere tværtimod, for erindringerne hobede sig tilsyneladende op omkring S. delvist mod hans vilje. Det krævede således alvorlige anstrengelser for ham at glemme.
Når S. hørte en historie, så dannede han spontant indre billeder, som hjalp ham med siden at genkalde sig historien. Det gav ham problemer med at koncentrere sig og forstå selv simple historier. Når han for eksempel hørte om en handelsmand, der solgte stof, så begyndte han straks at se handelsmanden for sig i hans butik i alle detaljer og han forestillede sig straks, hvordan en køber ville ankomme. Pludselig kunne han se regnskabsbøger og andre detaljer, som intet havde med historien at gøre.
Detaljerne overvældede ham og han havde svært ved at fokusere på de væsentlige detaljer. Da han siden begyndte at optræde som hukommelseskunstner, blev problemerne mere udtalte.
Ofte havde han flere optrædener på det samme sted. De sekvenser af tal og ord som han skulle huske blev skrevet på den samme tavle for dernæst at blive visket ud, når han skulle vise, at han kunne huske dem. For ikke at blande de forskellige optrædener sammen forsøgte han sig med mentalt at forestille sig at dække tavlen med en ugennemsigtig film, som siden mentalt kunne krølles sammen og smides væk.
Men sommetider ville tegnene alligevel ikke gå væk med denne teknik. S. kom derfor ufrivilligt til at læse sekvenser fra tidligere optrædener.

Noter for at glemme
For at løse dette problem fik S. den idé, at ligesom nogle mennesker skriver det ned, som de gerne vil huske, så kunne han skrive det ned, som han gerne ville glemme. Han tænkte, at hvis han havde skrevet det ned, så behøvede han ikke længere at huske det.
Men det løste ikke problemet og til sidst forsøgte han i desperation at brænde de noter som han havde nedskrevet. Han blev endnu mere fortvivlet, da han dernæst opdagede, at han stadig kunne læse noterne på den glødende aske. Og med tiden blev det en stadig større pinsel for ham ikke at kunne glemme.
Da han næsten havde opgivet håbet om at komme til at kunne glemme, løste han sit problem. Løsningen forekommer os næsten banal, men gjorde en stor forskel for ham. Han skulle blot beslutte sig for at ville glemme, og så forsvandt erindringerne.
Da vi endnu ikke forstår, hvordan hans hukommelse fungerede, er det svært at give et bud på, hvorfor han ikke kunne glemme. Man kan kun gætte på, at S. til sidst var blevet så fokuseret på at ville glemme, at det var blevet en besættelse, som helt overskyggede den banale løsning, der lå lige for næsen af ham.
S. havde en højst besynderlige evne, som hang nøje sammen med hans utrolige hukommelse. De forskellige sanseindtryk blandede sig sammen for ham. Man kalder dette for synæstesi.
Når S. hørte en lyd, så skabte dette straks andre sanselige oplevelser som form, lys, farver og smag. Fonemet a var for eksempel "hvidt og langt," mens tallet otte havde en "næsten naiv kvalitet, det er mælkeagtigt blåt som kalksten."
Næsten alle mennesker oplever en mild grad af synæstesi ved for eksempel vokaler og konsonanters forskellige farver eller ved at en tone fornemmes som varm eller kold. For S. var der ikke nogen klar grænse mellem de forskellige sanser.
Synæstesi spillede en umådeligt væsentlig rolle i hans liv. Det gav ham ekstra information, som hjalp ham med korrekt at genkalde de mindste detaljer. Når S. for en gangs skyld huskede forkert, så kunne han straks fornemme, at der var noget galt med erindringens øvrige sansekvaliteter, og fejlen kunne rettes.

Romantisk videnskab
I dag har hjernevidenskaben udviklet sig lidt videre, men vi er stadig optaget af de samme gåder, som optog Luria.
Synæstesi-fænomenet er stadig gådefuldt. Vi ved at man bruger en hjernestruktur kaldet hippocampus til lagring af information. Men vi ved også at hippocampus ikke er stedet hvor informationer lagres. I stedet fungerer hippocampus lidt som en telefoncentral, hvor forbindelser mellem forskellige dele af hjernen skabes dynamisk.
Telefoncentralen er naturligvis kun en dårlig metafor for hippocampus egentlige funktion, men nogle har alligevel foreslået at synæstesi opstår, når der sker en sammenblanding af integrationen af forskellige sanseindtryk.
Men det forklarer ikke, hvordan synæstesi specifikt fungerer, og om hvorfor det opstår i så udtalt grad som hos S.
Luria undersøgte S. over en årrække uden at rigtig komme til bunds. I 1965 skrev Luria en monografi om disse undersøgelser, hvor han forsøgte sig med romantisk videnskab, der med individet som emne skal danne modstykke til den gængse videnskabs ideal om gennemsnit og populationer. Luria var nemlig overbevist om, at videnskaben overser noget meget væsentlig ved ikke at undersøge det ekstraordinære individ.
Bogen er en klassiker på sit felt og er den væsentligste inspirationskilde for Oliver Sacks' bøger som for eksempel Manden der forvekslede sin kone med en hat og En antropolog på Mars.

Fænomenets teater
Tidligere har Peter Brook dramatiseret nogle af Sacks' historier. I sit nye teaterstykke Jeg er et fænomen fortæller han på charmerende vis om venskabet mellem Luria og Shereshevskii og sidstnævntes fænomenale hukommelse. Skuespillerne formår på fin og overbevisende vis at formidle den spændende historie.
Men teaterstykket svigter dem lidt, for vi kommer aldrig rigtigt under huden på S. For som i så mange andre historier om ekstraordinære mennesker. Så koncentreres den alene om historien om det fænomenale. Historien kunne med fordel have fokuseret på det almene i S.'s historie.
Det fænomenale har nemlig altid det almene i sig. For eksempel har mange mennesker ligesom S. eidetisk (fuldstændig) hukommelse i deres barndom for siden at miste den i puberteten. Hvorfor ved vi ikke, men det er formodentlig forbundet med udviklingen af strukturer i den præfrontale hjernebark.
Brook kunne med fordel have skelet til J.L. Borges' berømte historie om Funes, der også har en ekstraordinær hukommelse. Borges formår med klarhed at formidle det almene uden at miste den gode historie. Til slut foreslår Borges at glemsel er en nødvendig biologisk funktion, for "at tænke er at glemme en forskel, at abstrahere."

*Teaterstykket Je suis un phénomène iscenesat af P. Brook, Théâtre des Bouffes du Nord, 24.4-30.5.1998. Endvidere på turné i Weimar, Barcelona, Lissabon, Santiago de Compostela, Zürich, Lausanne, Liège, Milano, Strasbourg.
*A.R. Luria: The Mind of a Mnemonist, Harvard University Press.
*Oliver Sacks: En antropolog på Mars, Spektrum.
*J.L. Borges: Fiktioner, Gyldendal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her