Læsetid: 4 min.

Manden med jernmasken

20. marts 1999

For tredje gang er Anders Thomas Jensen nomineret til en Oscar - men hvem er han egentlig?

OSCAR
Anders Thomas Jensen - umiddelbart klinger navnet ikke bekendt, men spørger man sig for i den danske filmbranche lyder straks en sværm af begejstrede kommentarer om den kun 26-årige manuskriptforfatter og instruktør, der har gjort sig bemærket ved i år, for tredje gang i træk, at blive nomineret til en Oscar for 'Bedste Kortfilm' med den satiriske Valgaften. (De foregående år blev han nomineret for Ernst og lyset og Wolfgang).
På de samme tre år er Anders Thomas Jensen (gerne kaldet A.T.) blevet en af filmbranchens mest flittige og brugte manuskriptforfattere og scriptdoktorer. Og samtidig er han en af de mest tilbageholdende og sky, hvad angår presseomtale og interviews.
Om det så er spille- (BabyDoom), novelle- eller reklamefilm (Kims), så kan man mærke hans skarpe vid og store sans for at spidde situationer, mennesker og fordomme på morsom vis.
Scriptdoktor og satiriker
"Det, jeg beundrer ved Anders Thomas, er hans evne til at gennemskue og pille af. Han er hård til at afsløre falskhed og usagte normer på, hvad der er in og yt. Derfor er han også sådan en god satiriker," fastslår Lotte Svendsen, der lavede novellefilmen Café Hector efter A.T.'s manuskript og siden har bedt ham læse og kritisere hendes egne manuskripter, senest til spillefilmen Bornholms stemme, der får premiere til efteråret.
"Han har et klart syn på sådan noget som dobbeltkonfekt og gentagelser. Han går næsten til angreb som Harvey Keitels cleaner i Pulp Fiction. Jeg har i hvert fald altid følt mig meget ramt af hans kritik."
"Han er jo fuldstændig fantastisk," jubler instruktør og stuntman Lasse Spang Olsen, der brugte Anders Thomas Jensen som dialogforfatter på sin første spillefilm, Operation Cobra og siden instruerede novellefilmen Davids bog efter A.T.'s manuskript. Han er nu ved at færdiggøre spillefilmen I Kina spiser de hunde ("voksenfilm ála Pulp Fiction"), baseret på manuskript af A.T.
"Han står for det, man vil have," siger Spang Olsen, der er imponeret over A.T.s alsidighed. "Den dialog i Operation Cobra, som han skrev var pissesjovt og passede præcist til filmen. Og det var meget anderledes, end det han ellers lavede, fordi det var en børnefilm. Lige bagefter lavede han Davids bog, der er en ungdomsfilm, og så skrev han I Kina spiser de hunde - det er tre forskellige genrer, som han har bevist, at han mestrer fuldstændig."

Lydhør
Efterfølgende har A.T. også skrevet manuskript til Jørn Faurschous filmatisering af Ole Lund Kirkegaards børnebogsklassiker Albert.
"Han er fantastisk lydhør overfor andres ideer," forklarer Faurschou. "Han har en utrolig evne til bare at tage tre stikord og så gå hjem og komme med et helt nyt manuskript, hvor det, man har sagt, er indkorporeret. Han lytter, forstår, og så kører han det ind i sig eget univers."
Netop denne evne til at kombinere andres ideer med egne, er også grunden til, at Søren Kragh-Jacobsen brugte Anders Thomas Jensen som medforfatter på sin roste dogmefilm, Mifunes sidste sang.
"Han var en naturlig del af at skrive en historie med nogen, som er 28-29 år i hovedrollen," mener Søren Kragh. "Han kan noget flabet med sproget, som jeg nok vil sige, at man skal være meget arrogant som 52-årig, hvis man tror, at man kan ramme."
"Den basale historie er min, men manuskriptet er helt klart både hans og mit. Han vil kalde sig selv djævelen på min skulder og vil til enhver tid rette en replik, hvor der kommer tre mennesker ind ad døren med en buket blomster og siger, 'tak, fordi vi måtte komme.' Der er det klart, at han finder på at sige, 'vi har plukket dem der, hvor vi plejer at pisse.' Det er et meget godt billede," siger Søren Kragh.
Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, alle de rosende ord taget i betragtning, at Anders Thomas Jensen udover et år med retorikstudier på universitetet er selvlært som manuskriptforfatter.
"Første gang jeg mødte ham," fortæller Jørn Faurschou," sagde jeg, 'hvor fanden har du egentlig lært at skrive?' Så sagde han, 'jeg har aldrig lært at skrive, jeg har bare set film hele mit liv.'"

En rytme, en musik
A.T. startede i branchen, da han sendte et manuskript til filmselskabet M & M Productions. "Vi læste manuskriptet, som ikke blev til noget på det tidspunkt," fortæller den ene halvdel af M & M, Kim Magnussen, der har produceret de tre Oscar-nominerede novellefilm. "Men vi syntes helt klart, at der var noget god skrivning dér, som kunne være interessant. Og så blev han siddende hos os."
Ifølge Søren Kragh-Jacobsen arbejder A.T. meget professionelt, når han skriver. "Han er god til at finde på, han har en meget fin dramaturgisk sans. Vi er meget ens om at kunne fornemme, om et manuskript flyder, har en rytme, en musik, ikke bliver for langt, lokker publikum ind i den næste scene."
At det er med film, hvor han både skriver og instruerer, at A.T. er blevet kendt, er ikke helt med vilje. "Det interesserer ham ikke en skid at instruere," siger Lasse Spang Olsen. "Den eneste grund til, at han gør det, er, fordi han ikke vil have, at dumme instruktører misforstår, hvordan pointen skal lægges eller klipper replikker ud af hans film."
Helt så definitivt vil Kim Magnussen ikke afskrive instruktøren A.T. "Det er klart, at han er manuskriptforfatter, og at han godt kan lide at skrive gode historier, men det kan jo godt være, at han om to år vil begynde at instruere spillefilm. Han synes, det har været sjovt at arbejde med skuespillerne og mediet. Også for bedre at vide, hvad det er, man i den anden ende har brug for."

*Årest Oscars bliver uddelt natten til mandag. Hele seancen kan følges på TV 2, der også viser 'Valgaften'

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her