Læsetid: 2 min.

March på stedet

3. marts 1999

Joops uniformerede modeller har lige så meget mellem ørerne som Bret Easton Ellis' nye hovedperson

PIX
DA PATRICK Bateman havde flået tungen ud på et af sine kvindelige ofre for siden at kopulere såret, troede vi, at nu var det værste overstået.
Det var i 1991. Dengang rystede Bret Easton Ellis den litterære verden med yuppiemonsteret Bateman, der om dagen har succes med økonomiske spekulationer i Wall Street og om natten med sadistiske massemord. Uhyggens højdepunkt er, at da Bateman ønskerat blive afsløret, viser det sig umuligt, fordi omgivelserne nægter at se gruen i øjnene.
Men det skulle blive værre. I Ellis' nys udkomne murstensroman, Glamorama, er hovedpersonen den 26-årige supermodel Victor Ward, der i løbet af adskillige hundrede sider får spist dyngevis af Mentos pastiller, røget talrige pakker Marlboro Light og sagt alt for mange komplet ligegyldige dybsindigheder. Victor Ward er i princippet på kindkys med det internationale jetsets modeller og skuespillere. Og det er så det. Der er ikke mere at komme efter, det hele er overflade, ja, knap nok virkelighed - for ligesom i Peter Weirs film The Truman Show får man i stigende grad den mistanke, at ethvert rum er en kulisse, og at den store instruktørs øjne hviler på hovedperson og statister.
Det tomme rum mellem Victor Wards fotogene ører er monstrøs i sin uhygge, et sort hul, der suger meningen ud af livet og pakker den ind i poppede citater.
DET TYSKE modefirma JOOP! synes at have leveret den ultimative illustration af Bret Easton Ellis' mareridt med en nylig annonce i ugemagasinet Der Spiegel.
Her triner modekonge Wolfgang Joops håndgangne firkløver frem på rad. Unge, usmilende og selvhøjtidelige stirrer de med psykopatisk følelseskulde på os. Deres udblitzede øjne er sjælløse som robottens, men man tager fejl, hvis man et øjeblik skulle fristes til at tro, at de var noget udenverdensligt, altså aliens - ariere er et bedre bud, lyslevende nazikloninger er de, skønt blot det ene par er blond.
Underlivet er skåret bort på billedet (de bærer sikkert et mumificeret marsvin mellem benene i stedet for de sædvanlige organer), for sex er ikke sagen, når man er dressed to kill, og kold karriere er Gud over såvel social- som intimsfæren. Engang hed det unisex, når kønnene bar samme tøj, men Joop introducerer usex, knastør uniformeret sterilitet.

55-ÅRIGE Wolfgang Joop, der grundlagde JOOP! i 1987, har studeret reklamepsykologi og billedkunst, så man skulle tro, han ved, hvad han snakker om, når han i Der Spiegel nr. 42/1998 skriver, at supermodellernes perfekte skønhed er et overstået kapitel i modehistorien. Det nye ideal er det afvigende, som imødekommer en stigende efterspørgsel efter individualitet.
Hvilket skulle bevises. Så han fik tegnet disse lysegrå uniformer. Væk med det udartede, siger Wolfgang, det egenartede er fremtiden. Egenart i flok, følelsen af overmenneskelig styrke i unikummernes strækmarch.
Jo, og JOOP! har gang i butikken med syv forretninger i Tyskland og en i Miami, USA. Desuden sælges tøjet via andre forhandlere i yderligere 52 lande. Årsomsætningen ligger på 500 millioner mark.
Nu kunne det hele jo være en subkulturel ungdomstrend optaget af herligt upassende flirt med farlige ideologier. Men annoncens placering i Der Spiegel røber, at her leges der med en købekraftig og veluddannet middelklasse, som er kommet ud over sin første ungdom.
Heil Joop! Make my day!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her