Læsetid: 5 min.

Medarbejdere fører mælkekrig

20. marts 1999

Tillidsfolkene på Kløver Mælks mejeri i Fredericia har indgået uvant alliance med landmændene. De kæmper for et nej til fusion med MD Foods

Nej, medarbejderne på Kløver Mælks mejeri i Fredericia har endnu ikke fået lov til at købe deres arbejdsplads, og pengene har de heller ikke endnu.
Det må Bent Andersen slå fast over for en landmand, som ringer for at høre, om medarbejderne kan komme og hente hans mælk, hvis Kløver Mælk fusionerer med MD Foods på onsdag.
Bent Andersen kan ikke love ham noget.
"Mange af Kløver Mælks andelshavere ringer til os for at høre, hvad der sker med fusionsplanerne, og om vi står klar med et selvstændigt mejeri," siger Bent Andersen, der er tillidsmand for kølerumsarbejderne på mejeriet i Fredericia.
Så kimer telefonen igen i mødelokalet hos den lokale afdeling af Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (NNF), hvor medarbejdernes aktionsgruppe mod fusionen har lånt enden af et langt mødebord til kommandocentral.
Endnu en journalist vil have en udtalelse om medarbejdernes vurdering af situationen. Tror de på, at et flertal i Kløver Mælks repræsentantskab vil stemme nej til fusionen, og kan medarbejderne rejse kapital til at byde på mejeriet i Fredericia, hvis de to selskaber fusionerer?

Utilfredshed
Mens Bent Andersen taler i telefon for gud ved hvilken gang, kommer fællestillidsmand René Korsgaard ind ad døren.
Han er egentlig på arbejde på mejeriet lige ovre på den anden side af gaden, men kommer for at hjælpe den frikøbte Bent Andersen med at kontakte politikere, kopiere og skrive breve - og for at tale med pressen, som Kløvers ledelse har nægtet adgang til mejeriet.
Der er kun få dage til Kløver Mælks repræsentantskab skal stemme, og de skal påvirkes til at stemme nej.
"Jeg er forbavset over, at vi som fagforeningsfolk kan have et så godt samarbejde med andelshaverne, der plejer at være noget fagforeningsfjendske," siger fællestillidsmanden.
Medarbejderne har fået henvendelser fra mere end 80 andelshavere i Kløver Mælk, som er utilfredse med fusionsplanerne.
Men der er over 1.700 andelshavere i Kløver Mælk, og hvor stor den reelle modstand er, bliver muligvis aldrig klarlagt.
Bestyrelsen i Kløver Mælk har bestemt, at et simpelt flertal i det 184 mand store repræsentantskab er nok til at godkende fusionen.
Men det er i strid med Kløver Mælks vedtægter, mener såvel René Korsgaard som nogle af andelshaverne.
De er i fællesskab ved at få undersøgt, om Kløver Mælks vedtægter om opløsning af selskabet ikke retteligt skal bruges i stedet, som blandt andet kræver 60 procents flertal og mulighed for urafstemning blandt alle andelshavere.

Imod MD stil
Altså nogle regler, der vil gøre det sværere at få godkendt en fusion.
"Vi ved ikke, om de regler skal bruges, men vi vil gøre alt for at kæmpe imod fusionen," siger fællestillidsmanden, hvis optimisme er svær at få til at vakle, selvom realiteterne siger, at kun få andelshavere i Kløver Mælks repræsentantskab i hvert fald offentligt har sagt, at de vil stemme imod fusionen. Og selvom medarbejderne endnu ikke har mange penge i hånden til at byde på mejeriet, hvis fusionen bliver en realitet.
"Vi prøver at forklare landmændene, at MD Foods økonomiske løfter til dem slet ikke kan indfries, og det tror jeg, at flere og flere af Kløvers andelshavere er ved at indse," siger René Korsgaard, der ikke ved, om mejeriet i Fredericia bliver lukket af det eventuelle nye fusionsselskab, som reelt vil blive ledet af MD's nuværende ledelse.
"Vi kæmper ikke bare for at bevare vores egen arbejdspladser her i Fredericia, men også mod at skulle ind under det MD Foods, som har presset Kløver økonomisk gennem så mange år," siger fællestillidsmanden for de medarbejdere, der uden ekstra kompensation i oktober sidste år gik med til at møde om natten.
Det gjorde de for at svare igen på MD Foods strategiske krigsførelse med at levere mælk til butikkerne samme dag, som det var hentet hos landmændene: "Ved at bakke op om Kløver troede vi, at vi kunne undgå fusion, så vi blev noget chokerede, da vi i radioavisen den 10. marts hørte om fusionsplanerne," siger René Korsgaard.
Han er skuffet over, at Kløvers bestyrelse så pludseligt skiftede holdning.

Stavnsbundet til MD
Landmand Henning Nielsen fra Bramming er en de andelshavere i Kløver, der jævnligt taler med tillidsfolkene.
Han sidder i repræsentantskabet, og er skarp modstander af fusionen.
"Jeg håber, at vi i fællesskab kan finde ud af at starte noget nyt, hvis fusionen bliver gennemført. Og køber medarbejderne mejeriet i Fredericia, så er jeg sikker på, at de vil få mange leverandører, men det bliver svært at realiserer" siger Henning Nielsen, der tidligere leverede mælk til det nu lukkede Borden Mejeri.
Mejeriet blev overtaget af MD Foods i oktober måned sidste år, og Henning Nielsen valgte sammen med over hundrede andre leverandører at skifte til Kløver Mælk frem for at gå med ind i MD Foods.
Nu vil han ikke tvinges ind i MD Foods.
"Jeg er sikker på, at landmændene i MD bliver de store tabere på længere sigt," siger Henning Nielsen, der dog har svært ved at tro på, at et flertal i repræsentantskabet vil stemme nej på onsdag.
Med fusionen mener han, at landmændene bliver fuldstændig stavnsbundne til mejerikoncernen.
"Vi får fire uger til at skifte til et andet mejeri, men der er ikke andre steder at gå hen, og på den tid kan hverken medarbejderne eller andre nå at starte et nyt mejeri," siger han.
Nogle af de få selvstændige mejerier, der endnu ikke er opslugt af de store, bekræfter Henning Nielsens bange anelser.
Det lille Endrup Mejeri ved Esbjerg ligger tæt på mange af Kløver Mælks leverandører.
"Vi har 47 leverandører og har ikke kapacitet til at tage flere ind," siger mejeribestyrer O. Jensen.
Samme melding kommer fra mejerileder Niels Stavnsbæk, Mammens Mejeri ved Bjerringbro.

Små mejerier fyldt op
Udenfor Kløvers mejeri i Fredericia er mælkechaufførerne ved at ordne deres tankbiler oven på morgenens ture ud til landmændene.
Chauffør Ejner Nielsen diskutere dagligt situationen med de landmænd, han henter mælk hos.
"De tror alle, at løbet er kørt, og selvom de ikke er glade for MD Foods, så ser de ikke andre muligheder nu," siger Ejner Nielsen, der selv har samme lidt opgivende holdning, selvom han er ærgerlig over fusionen.
"Jeg tror heller ikke på, at vi medarbejdere kan overtage mejeriet," siger Kløver-medarbejderen.
I NNF's mødelokale ryger den ene spand sorte kaffe ned efter den anden - uden mælk eller fløde i.
Det er døgnarbejde at lede slagets gang, og de to tillidsfolk erkender, at de ikke har megen erfaring i den slags lobbyarbejde og tiden er knap.
Og når der nu er en journalist til stede, vil de gerne lige høre, hvordan de lettest kontakter den danske presse, når de skal indkalde til pressemøde i næste uge.
"Når vi bagefter kigger i bakspejlet, vil vi nok kunne se, at vi kunne have grebet sagen anderledes an. Men vi gør, hvad vi kan, og vi er blevet mødt med utrolig megen velvilje," siger René Korsgaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her