Læsetid: 4 min.

Mellem nåde og gru

26. marts 1999

"Der findes en teologi, som beskriver Gud ved at sige, hvad han ikke er, og der findes også en fiktion, som taler om nåden ved at beskrive dens fravær." Sådan står der i et af de manuskripter af sydstatsprosaisten Flannery O'Connor, som indgår i en samling oprettet til hendes minde på universitetet i Atlanta.
Passagen sammenfatter flot radikaliteten hos denne mester i novellegenren - hendes rå kompromisløshed, når det gælder om på én gang at være tro mod virkeligheden i al dens gru - og artikulere håbet, det dybt paradoksale håb, hvor alt ellers synes sortest.
De, der har læst titelhistorien i hendes gennembrudsbog A Good Man Is Hard to Find fra 1955, véd, hvad hun taler om.
Her skildres nemlig en lille familie, som på den første feriedag bryder op fra Georgia i bil med kurs mod Florida. Bedstemoder, en rappenskralde af gigantisk format, brokker sig - hun ville have været til Tennessee, til noget familie, og ydermere advarer hun om, at en farlig forbryder er rapporteret på fri fod. Men da de først er på landevejen, falder famililevulkanen så nogenlunde til ro, og får med ét dét prægtige indfald, at turen skal lægges om ad en gammel herskabsvilla, som hun besøgte for længe siden, og i hvis paneler der - vistnok - fandtes og findes en klækkelig skat.
Sønnen i førersædet protesterer hårdnakket, men børnene på bagsædet jubler, og ad en stedse ringere vej skumpler de sig af sted, indtil uheldet med ét er ude, og familien havner i grøften, ved siden af den havarerede bil. Dog, som frelsende engle dukker tre fyre op, som nok ser ud til at kunne hjælpe. Men hvorfor har de skydevåben med? Og minder deres anfører ikke mistænkeligt om den efterlyste forbryder?
Jo, det er godt nok ham, og mens sønnen og svigerdatteren og de tre børn gennes om bag nogle træer, udspiller der sig mellem morder og rappenskralde en skæbnedialog så rørende og viltert grotesk, men også så sagtmodig i sin insisteren på menneskelig oprigtighed, at læseren uvilkårligt tænker: Det her kan aldrig gå, eller det ville aldrig gå godt hos nogen anden forfatter.
At novellen trods samtalens glimt af guddommeligt lys slutter ulykkeligt, ligner forfatteren udmærket. Her bliver ikke givet ved dørene.

Modstand og sprogsang
Overrumplende forekommer en beretning i samme værk, "A Stroke of Good Fortune", om 34-årige Ruby, der kommer hjem til sin lejlighed, tynget af indkøbsposer, og knap kan få slæbt sig op ad trappen. Læseren aner ret hurtigt hvorfor, thi kvindens tanker snor sig om dén graviditet, hun så ihærdigt har søgt at undgå. Men da hendes sande tilstand går op for hovedpersonen selv, rives man med af hendes lidt modstræbende forløsning:
"Så genkendte hun fornemmelsen igen, en lille rullen. Det var, som om det ikke var i hendes mave. Det var, som om det var ude et sted i det tomme intet, i hvile og ventende, med masser af tid."
"Resting and waiting, with plenty of time," står der i originalen. For her skal der trods al modstand vugges i sproget, synges! Bliver én og anden læser mindet om en vis yngre kvinde og hendes overraskende, gådefulde graviditet, i disse dage for 2.000 år siden, bortset fra en lille regnefejl, sker det formentlig helt efter forfatterens styrende hensigt.

Et blivende håb
Selv fik Flannery O'Connor ikke nogen børn. Født som enebarn af irsk-amerikanere i 1925 i Savannah, Georgia, fik hun en strengt katolsk opdragelse. Hun vidste tidligt, at hun ville prøve at blive forfatter, og det var med dette for øje, at hun i 1945-47 opholdt sig ved universitetet i Iowa.
De første fortællinger kom i 1946, men sin romandebut fik hun først med Wise Blood, siden filmatiseret af John Huston. Da dette værk udkom, i 1952, havde forfatteren allerede fået konstateret en uhelbredelig bindevævslidelse, der gjorde, at hun resten af sit liv opholdt sig på forældrenes gård i Milledgeville, til stadighed kæmpende for at få levet, og skrevet. Tre af fortællingerne i den posthumt udgivne samling Everything That Rises Must Converge (1965) blev bogstaveligt talt skrevet i et kapløb med døden, ja, forlæggeren Robert Giroux oplyser i sit forord til en paperbackudgave af hendes samlede noveller, at manuskiptet til den sidste fortælling "Dommedag" kom ham i hænde tidligt i juli 1964. Flannery O'Connor døde 3. august.
Håbet og den smittende humor i hendes prosa, der ellers altid opsøger det grufulde, grotesk forvredne, bliver siddende i én, som en stadig selvmodsigelse - af den slags, som man kan leve med, og, for nogles vedkommende: på.

*Af Flannery O'Connor foreligger på dansk to novellesamlinger. 'A Good Man Is Hard to Find' (1955) kan læses i Karina Windfeld-Hansens oversættelse 'En god mand er svær at finde' (Grafisk Forlag 1965), og 'Everything That Rises Must Converge' har Ingegerd og Torben Riis formidlet i 'Skæringspunkt og andre noveller' (Katolsk Forlag 1984). En standardudgave af samtlige noveller kom på Faber and Faber i 1971 under titlen 'The Complete Stories'. The Women's Press har til overkommelig pris besørget en udgave af 'A Good Man Is Hard to Find', med forord af Lisa Alther (1980). Robert H. Brinkmeyer Jr.s store monografi 'The Art & Vision of Flannery O'Connor' (Louisiana State University Press 1989) kommer udmærket rundt om det meste.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her