Læsetid: 5 min.

Messe for en computer

30. marts 1999

Sex, biler og megabytes er en potent cocktail

NØRDER
Der var en gang, hvor edb var for bebumsede nørder med fedtede briller og rester af matadormix i togskinnerne. Der var en gang, hvor vi alle grinede hånligt af Søren, der havde brugt weekenden i selskab med sin elskede Amiga 2000 i stedet for at drikke øl og score piger. Der var en gang, hvor jeg med sindsro kunne smile af de allerede endeløse rækker af 0- og 1-taller og deres fysiske repræsentanter.
Sådan er det ikke mere. Det opdagede jeg på CeBit i Hannover: Verdens største computermesse, der løber over seks dage sidst i marts, hvor binære fagidioter fra hele verden strømmer til hovedbyen i Niedersachsen for at se og fremvise det nyeste inden for hardware og software. Alene messens gigantiske dimensioner demonstrerede, at der bestemt ikke var noget at grine af. De 28 store haller fyldt med alt fra printere til spil, de 10.000 dagligt besøgende, de 52 velassorterede restauranter, posthuset, de tre banker, helikopterlandingspladsen, den mindre banegård og områdets interne busser, affødte til sammen en massiv følelse af ærefrygt. Benovet gik jeg rundt i labyrinten af high-tech.
Over mig svævede en fjernstyret zeppeliner forbi og om bag den lille biograf, der viste 3D-grafik af en kvalitet, der gav begrebet cyberspace en ny mening. I forgrunden sås en stand formet som en rumkapsel fra et afsnit af Jens Lyn. I baggrunden et lille antikt tempel, der husede det nyeste inden for telekommunikation. Det hele krydret med en myldrende mængde af mænd i jakkesæt og dyrere slips end sko, der gik omkring og osede af vigtighed og penge.
Men til min store forbavselse så jeg, at ikke kun personer af hankøn var valfartet til morgendagens Mekka. Også velplejede, midaldrende kvinder med selvsiddende strømper og selvsikre miner gik rundt og talte i mobiltelefoner på størrelse med tændstikæsker. Foran mig snakkede to af disse moderne pilgrimme forretning på en blanding af engelsk og japansk, og lidt længere borte dystede unge gladiatorer på liv og død i et kybernetisk Colosseum. Og det blev ved. Overalt skete der noget. Kaos og kreativitet på det elektroniske overdrev.

Aloha
Og som jeg stod der med åben mund og polypper sagde en honningsød stemme lidt bag mig: "Aloha. Darf ich ihnen helfen?" Betuttet vendte jeg mig om og stod ansigt til ansigt med en hawaiipige. De lange ben var svøbt ind i et halvt gennemsigtigt klæde, den solbrune mave skinnede svagt i hallens hede, og den duvende barm var kun nødtørftigt skjult af en blomstret top med mål som et halvt lommetørklæde. Med ét forstod jeg Elvis, og inden mit blik var nået op til ansigtet, befandt jeg mig inde i en strandhytte med alt, hvad dertil hører af sand på gulvet, siv på taget og Tequila Sunrise. Til min store forbavselse begyndte det inkarnerede vidunder at forklare på sydtysk om et fantastisk stykke hardware, der ville gøre livet lettere for jordens befolkning i almindelighed og for mig i særdeleshed. Alt sammen for 50.000 DM., hvilket at dømme efter dingenotens eksklusive og strømlinede design var en latterlig lav pris.
Mens hendes brystvorter hoppede i takt til den memorerede salgstale, stod det mig langsomt klart, at dette var et fysik udtryk for det paradigmeskift, der sket i computerverdenen inden for de seneste år. Det er ikke kun på bilmesser, at man benytter sig af veldrejede modeller til at sælge varen. Den seneste generation af hardware er blevet statussymboler. Nu er det ikke længere lige meget, hvordan en PC eller en Mac ser ud. Computerindustriens topfolk tilhører i dag den absolutte elite, og på toppen har ingen råd til at være anonym. Image og form bliver med ét de vigtigste parametre, og derfor begynder en mere eller mindre subtil udnyttelse af seksualitet at spille ind i markedsføringen.
Alt sammen til stor glæde for mig og andre, for ved nærmere eftersyn viste det sig, at æggende blikfang var standard på hele messeområdet. I alle mulige afskygninger og udformninger vimsede repræsentanter for det feminine køn omkring og gjorde sig nyttige, Som for eksempel små, søde teenagepiger med sølvdragter og røde parykker. I dragtens tætsiddende, glinsende stof var store huller placeret på strategisk rigtige steder, hvilket uden tvivl medvirkede til den temmelig primære interesse, der hurtigt opstod omkring produktet.

Miss Internet
Eller som henne ved Netscapes stand, hvor Miss Internet 99 slog sine letpåklædte folder til stor glæde for en voksende skare af såvel gamle som unge. Og selvfølgelig måtte man tage billeder af den smilende skønhed - så længe det foregik foran firmaets logo. Foran andre kvinder kunne man beundre kvinder, som på imponerende vis var skruet ned i oplynede kedeldragter, der var mindst to numre for små. En påklædning, der passede fint til lejligheden, for også bilerne har holdt deres indtog på CeBit.
Højpolerede motorcykler glimtede af krom og flammer på tanken, og sportsvogne med læderbetræk og paneler af truede træsorter, stod dekorativt parkeret på indtil flere stande. I få tilfælde var sammenhængen eksplicit: f.eks. elektronisk positionsbestemmelse af bilen via satellit. For det meste var konteksten uudsagt men klar: Den ene store maskine passer godt til den anden, og selvom man er nørd, kan man godt være macho og køre rundt i en kussemagnet.
Racerspil var også rigeligt repræsenteret. Specielt kombinationen af storskærm og virkelig bil viste sig at være populær, for hvem vil ikke gerne føle sig som Mika Hakkinen for en stund, og bagefter blive hjulpet op af det trange karosseri af to kvinder med Ferrari-røde læber og kurver som Monzabanen. Og i den almindelige eufori kunne det jo være, at man fik lyst til at se nærmere på dette eller hint produkt.
Forbindelsen mellem de udstillede varer og jetsettets fornemste kendetegn, sportsvogne og smukke kvinder, fremgik med al ønskelig tydelighed. Usmageligt ville nogen nok mene. For det kan jo ikke andet end undre, at man både kan gøre krav på fremtiden og samtidig holde nogle af fortidens mest primitive skikke i hævd.
Men hold da kæft, hvor var det hyper & cyber, og jeg nød det instinktivt i fulde drag. Nu kan det ikke vare længe, før de respektive brancher tager skridtet fuldt ud og arrangerer de første bil-, sex- og computermesser. Det ville garanteret blive et kæmpehit.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her