Læsetid: 13 min.

Munter og vis

19. marts 1999

Succes, yndlingsaversion, provokatør, stor dansk forfatter. Klaus Rifbjerg
er det hele. Nu får han svenskernes 'lille nobelpris'. Det er han ikke ked af

Påklædningen er ternet sixpence à la 1930'erne, matchende overfrakke. Han hilser venligt rundt, manden, der groft udtrykt har inkarneret dansk åndsliv siden debuten i 1956 med digtsamlingen Under vejr med mig selv.
Klaus Rifbjerg er en høj mand, med et karakteristisk udseende og en udstråling som et fyrtårn på blink. Måske er det medvirkende til, at han i 30 år har været en næsten automatisk yndlingsaversion, især blandt folk, der nødigt læser hans bøger, men også blandt dem, der har smagt hans skarpe vid.
Som når Rifbjerg under en oplæsningsaften i Det danske Akademi ville vide, om den optrædende forfatter havde gået på "den såkaldte Forfatterskole?" Og til det bekræftende svar blot satte sig med et "Tak, så var der ikke mere."
Kendt er også Rifbjergs glæde ved jagt, god mad og vin samt huse på attraktive steder som Spanien, Kandestederne og Rørvig.
En sans for livsglæder, han deler med både journalister og direktører, men som hos en forfatter og samfundskritiker åbenbart er en tvivlsom og temmelig politisk ukorrekt sag.
"Jeg er et borgerligt væsen," forklarer han, der har været lykkeligt gift med Inge siden deres grønne ungdom.
Faktisk har Store Klaus sjældent været rigtig politisk korrekt, derimod tit for meget, også som selvudnævnt provokatør. I dag, 67 år gammel, er han bedstefar til to og har modtaget snart sagt enhver tænkelig litterær hæderbevisning, bortset fra Nobelprisen. Ikke mindre end 130 bøger er det foreløbig blevet til - to-tre om året. Den næste, novelleudvalget Kort sagt, udkommer til maj.
Netop nu er Klaus Rifbjerg - som fjerde dansker efter Villy Sørensen, Henrik Nordbrandt og Inger Christensen - blevet tildelt Det svenske Akademis 'lille' - skandinaviske - 'Nobelpris', indstiftet i 1986.
"Det er en hæderspris for en indsats, ikke øremærket som belønning for en enkelt bog," forklarer Rifbjerg selv. "Der er jo mindst tusind forfattere i verden som fortjener at få Nobelprisen, og da man ikke kan give den til så mange i Skandinavien, gætter jeg på, at man har villet give en lille nobelpris til nogen, man syntes fortjente det."

Samtidens stemme
- Du er født i 1931 og mange jævnaldrende ser dig som en forfatter, der har givet sin tid stemme?
"Ja, det er der noget om, selv om det ikke udelukker, at der også er yngre læsere. Ikke sådan, at man siger: 'Nu skal jeg fortælle jer hvordan,' men det ligger altså i mit naturel at jeg skriver på de erfaringer jeg har. Det er ikke så mærkeligt, at mine to sidste novellesamlinger hedder Andre Tider (1997) og Vi blir jo ældre (1993): Man skal skrive om det man har forstand på, og man ved noget, hvis man følger med sin egen alder og gør sig selv til, ikke hovedperson, men vidne. Historikeren Tage Kaarsted, som jo lå et andet sted politisk end jeg, gav mig engang den kompliment, at 'alt hvad du har skrevet i historisk belysning er korrekt, det tidsbeskrivende holder vand.' Det synes jeg egentlig var ret flot."
"Hver generation har på en eller anden måde sin forfatter. Man kan altid se på opmærksomhedsbølger i forfatterskaber, de stiger op til et vist punkt hvor opmærksomhedsintensiteten er meget høj, så fla'er det ud, og så er der nogen der bliver hængende, og der kommer nye til. I 60'erne kunne romaner som Operaelskeren og Anna (jeg) Anna jo sælges i 25.000 eksemplarer inden jul, der røg ekstra 10.000 ud over nytår, og så kom de i bogklub i 150.000 eksemplarer, og så i paperback. Det var fuldstændig ustyrligt ... Det er der ikke meget kunstnerisk ambitiøs litteratur, der oplever mere."
- Hvor får du de antenner fra, som gør dig til en registrant af din tid?
"Det ved jeg sgu ikke! (høj latter). Øh, jeg vil ikke sige, at der løber nogle bestemte kunstneriske gener i familien, men den har altid været meget bevidst."
- Du har ofte fortalt om din barndom, lærerhjemmet og villakvarteret, man kaldte Klogerup. Det lyder, som om den kulturradikale tradition er noget nedarvet for dig?
"Ja, det er der ingen tvivl om. Jeg blev bevidst og kom ind i maskineriet i 1950'erne, og også på Information handlede det dengang om ideernes krise i åndsliv og politik. Kulturredaktør Johannes Møller, som var vendelbo, sagde: 'Wi skal helt ned på fortwiwlelsens bund' og syntes, at Poul Henningsen var sådan en fjollet Hellerup-abe. Det var ret sort og fint og fornemt og Heretica, det reagerede jeg og min generation på."
"Men jeg har da erfaret i mit liv, at hver gang man tror, at en bestemt ideologi eller smagsretning har sejret, så ved man med stensikkerhed, at lige rundt om hjørnet venter det nye. Efter de meget ideologiske 1960'ere og 70'ere lå forhammeren lige om hjørnet i form af et kolossalt højretilbageslag."

Kontrarevolutionær humor
"Selv har jeg altid haft det gode held på et eller andet tidspunkt at blive marginaliseret. Jesper Jensen og jeg startede på de der Studenterrevyer fra 1953, vi var med i atommarcher, Villy Sørensen og jeg nyradikaliserede Vindrosen, samtidig med at vi kunne servere fed modernistisk poesi og mærkværdighed. Men i det øjeblik den nye generation satte ind i 1960'erne, med Hans-Jørgen Nielsen og de andre, var jeg 'old hat'. Og en marxistisk videnskabsmand fandt i en anmeldelse af Og andre historier ud af, at det gik jo ikke, for der var ingen af personerne, der nåede frem til en kapitallogisk eller marxistisk løsning. Og ud røg også Pontoppidan og Johannes V. Jensen og hele baduljen."
- Men var det ikke også et valg? Har man som kunstner lyst til at blive spændt for en vogn?
"Selvfølgelig ikke. Fundamentet i kunsterisk sammenhæng er jo et vist
anarki. Når rebene begynder at snære for meget, siger man farvel og tak. Jeg sad engang og skulle danne en slags basisgruppe sammen med hele kleresiet af de nye magthavere, vi skulle hver især fortælle, hvem vi var, og hvor vi kom fra."
"Det, syntes jeg, var lidt underligt, det havde bl.a. stået i avisen, hvem jeg var, men der stod Bente Hansen i høje russiske knapstøvler, og hvis man ikke opførte sig ordentligt, fik man én på krukken ... lidt i den retning, ikke? Det var ikke til at holde ud, også fordi ironi og humor jo var kontrarevolutionært. Det var fandengalemig alvor, og det skal man jo også have mobiliseret, hvis man skal ud og slå folk på kæften og brænde ting af og bruge vold."
- Fremme i 1980'erne, hvad er det, du dér bliver så gal over?
"Frederik Dessau har udmøntet et meget godt udtryk, Billet mrk. Alvor, og det var det 80'erne gik hen og blev. Et af generationens kvindelige medlemmer, som her fornylig har fået Nordisk Råds store Litteraturpris, udtalte i et interview i Weekendavisen, tror jeg, at hun ikke vidste, hvad ironi var. Det var noget af det, der var udfordrende."
"Men så kommer næste generation - Fjollegenerationen, nu er det Øverste Kirurgiske og de der folk, der skriver Hopla-vers, og Lars Bukdahl, som efterlyser den nye avantgarde, som er en blanding af Halfdan Rasmussen og stik begge fingre i elektricitetsværket for at få et stød og lyn ud af næsen ... Når bare vi morer os. Stor alvor i 80'erne og fut og fjot i 90'erne. Der er jo stort talent i alle generationer - men man må ha' lov at sige de ting."

De unge har altid ret
- Hvad er det for en verden, du ser - og kan du lide den, f.eks. de unge?
"De unge har altid ret. Det har de, fordi de er unge. Når man er ung, så tror man, og man er varm og føler for noget, og det er vigtigt for én at få det sagt og at gøre oprør og fjerne de bånd som binder én til forældre og konventioner. Men derfor kan man godt som ældre sige, at noget af det er åndssvagt. Generelt er det jo sådan i en fysiologisk sammenhæng, at der indtræder en vis stivnen. F.eks. viser en undersøgelse, at efter 35 har de fleste mennesker svært ved at tilegne sig ny musik..."
"Hvad med f.eks. de unge billedkunstneres bilvrag på Kgs. Nytorv?
- Jeg synes det er gab, mand. Duchamps udstillede sin pissekumme på det rette tidspunkt, og siden har man spekuleret på hvordan man skulle overgå det, men det er aldrig lykkedes. Om de så udstiller lig, der ryger pibe med røvhullet, synes jeg, det er fuldstændig kedsommeligt.
- Hvor håber du, at de unge går hen i år 2000?
"Jeg er sgu ikke profet... Men jeg kunne da håbe på en ny saglighed. At man genopfinder virkeligheden i stedet for at nedvurdere den. Som kunstnerisk objekt er virkeligheden jo i dag ikke noget. Jeg synes, det ville være interessant, hvis forløbet gentog sig fra sidste århundredskifte, så man med det store talent og kunstneriske potentiale, man har, også sætter 'problemer under debat'.
- Dine satiriske bøger fra 1980'erne prøvede at lære de alvorsfulde 80'ere at grine. Er det familiens pædagog-trend, Overlæreren, der stikker pegefingeren frem?
"Der er nok ingen tvivl om, at der er en skabspædagog i mig."
- Men håber du, at det hjælper?
- (Lang pause.) Det er et kolossalt aktuelt spørgsmål i disse Morten Korch-tider. Da jeg var filmanmelder her på bladet, tæskede jeg løs på Morten Korch og film som Prinsessen på Benzintanken - og så kommer de senere i fjernsynet og bliver den største succes, man kan forestille sig. Jeg kan selv grine, når Poul Reichardt pisker løs på en hest af pap, mens en fed bagprojektion går op og ned. Min pointe er bare, at kulturradikalismen som opdrager har tabt - med det resultat, at vi på visse punkter er blevet dummere.
- Tror du, det reelt nytter at svinge med den kulturradikale pisk?
"Det har også at gøre med at få luft, ikke, at skabe et klima, hvor man selv kan holde ud at være. Så tror jeg jo på, at bare man frelser én, er det nok ... Samtidig skal man gøre sig klart, at løftede pegefingre for det meste har den modsatte effekt. Hvis det alligevel serveres med en eller anden form for opstemt munterhed - hvad jeg altid mener det har gjort - skaber det luft for nogle mennesker, også de unge. Det oplever jeg gang på gang, at de kommer og siger: 'Det var sgu godt du sagde det der.'"

Slængskud
- En sætning i novellesamlingen 'Andre Tider' (1997) lyder sådan her: 'Hvis jeg begynder at tænke over tingene går det hele i skuddermudder.' Er det en slags selvportræt på halvanden linje?
"Ja, det er nok meget godt set. Villy Sørensen har sagt, at jeg tænker, mens jeg taler, eller tænker, mens jeg skriver. Nogen kan skrive et digt på præmeditering, jeg kan kun slængskud for at bruge et jagtudtryk. Jeg har en vag idé, men pludselig opdager man altså: Hov, du skrev et digt. Og en gang imellem opdager man, at man er bedre, end man troede. Dybt tilfredsstillende. Hvis man kan genskabe den samme oplevelse hos læseren, må det være det fineste overhovedet."
"Næsten alt hvad jeg har lavet er skrevet i ét stykke. Jeg går ikke sådan og klatter et enkelt digt af. Amagerdigte, Kandestedersuiten, Krigen, der er en tematik - noget, der hænger sammen.
- Hvor lang tid er du om en digtsamling?
"En måned."
- ?!
"Noget af det mindre. Jeg er jo en hurtig mand. Det er også noget af det, der er frygtelig fornærmende for folk, ikke?"
"Men jeg kan godt lide at skrive. Jeg har taget til Spanien hvert år i 35 år i tre-fire måneder, og der sidder jeg hver morgen fra 9-12 og skriver, i skriveperioderne fuldstændig regelmæssigt. Min familie har været med på det."
- Er der noget der har taget dig rigtig, rigtig lang tid, som f.eks. Sophus Claussen der var otte måneder om at skrive et digt til Ingeborg Stuckenberg?
"Nej. Vi skrivere er meget, meget forskellige. Ole Sarvig havde 27.000 skotøjsæsker fulde af små lapper med ideer. Jeg har aldrig brugt et halvt år på et digt. Ellers ville jeg heller ikke have skrevet så meget. Per Øhrgaard har sagt noget meget godt, synes jeg, om mig: Det er ikke lige godt alt, hvad han skriver, men der er altid noget godt i det. Og det, synes jeg, er fint. Jeg har sagt det før også: Jeg er ikke noget geni, men af og til er jeg genial."

Provokatøren
- Har du altid kunnet lide rollen som provokatør?
"Rollen ligger nok for mig. Jeg havde en klassekammerat, der syntes at jeg skulle have bank, men så fandt jeg ud af at være frækkere end ham i timerne, så blev vi altid noteret i protokollen for 'ét Slag' - sammen."
- Men der sker et eller andet, da du bliver direktør for Gyldendal og samtidig vil fastholde en rolle som provokatør. Humor er jo et modsprog, som de undertrykte kan bruge mod magthaverne. Oplevede du selv et sammenstød?
- Altså, når du lægger det op på den måde, kan jeg godt se det tvivlsomme. Men samtidig kunne jeg ikke nære mig, selv når jeg sidder, som du antyder, i en magtfuld stilling. Jeg havde jo været konsulent på forlaget i masser af år og følte det ikke som nogen voldsom overgang at sidde i den stol. Men det er jo ofte et problem med kunstnere i den slags stillinger, og nogen har måske håndteret det mere elegant end jeg. Men bortset fra det har jeg ikke fortrudt, jeg synes, det var fuldstændig regulært - dét kan så være dumt eller forkert."
- Men du takkede jo af som direktør?
"Jeg havde hele tiden sagt, at jeg ville være der i syv år. Syv år for Fromberg."
- Er der noget, du har fortrudt?
"(Pause) Næh, det tror jeg ikke. Jeg tror, at hvis man ser på mit samlede forfatterskab, så er det en stor tidskronologi, som nu er nået tilbage til start. Masser af mine bøger står på bibliotekerne og bliver sikkert ikke læst ret meget. Men jeg tror, at hvis man pillede dem ned og læste dem, ville der være masser af ting, som ville være spændende og underholdende."

En heldig mand
- Du virker, som om du betragter dig selv som en heldig mand?
"Jeg er ekstremt privilegeret!"
"Men det er klart, man kommer ikke igennem sådan et langt liv uden skrammer, så ville man jo være af cement eller asbest. Men det har været et fantastisk held for mig, at jeg hele livet har været underlagt kritik, der har aldrig været et rent, enstemmigt henrykkelsesbrøl, altid nogen der har sagt, 'Hva' faen er det her for noget?' Nu tror man jo, at f.eks. Den kroniske Uskyld ... da jeg for første og eneste gang stod dér på Rådhuspladsen for at se, hvad der stod i morgenaviserne, det var ikke sjovt. Det var en kold afvaskning. Så sagde jeg til mig selv: Kan du klare den tur, kan du klare hvad som helst. Også i revyerne, der kom man jo med de dér forsøgsvise tekster, og der var skånselsløs kritik. Det er sundt. Man skal være glad for sine kritikere, men også sparke dem over skinnebenet."
- Hvad med Ekstra Bladets kampagne mod særligt dig i 1960'erne?
"Man vidste jo helt præcis, hvad det var for mekanismer, der var i gang, nemlig ganske almindelig gemenhed. Dengang gik de efter forfatterne, nu har de så fundet frem til malerne. Det var ikke særlig morsomt at gå hen over Rådhuspladsen og se det store flag deroppe hvor der stod: 'Rifbjerg får 4,5 millioner kr. af staten.' Pengene var i øvrigt givet til en filmproduktion, vist Der var engang en Krig. Og mine børn kom en gang imellem og spurgte: 'Far, er det rigtigt at du er en tyv?'"
"Mordtrusler, som jeg bl.a. var ude for i Rushdie-sammenhæng, er heller ikke morsomme. Når man i sin boks på bladet finder et brev hvor der står, med dødningehoved: 'Du kan ikke være sikker på, at du ikke bliver skudt ned bagfra...' Så siger man til sig selv: Det er en tosse. Men der var et par gange om natten, hvor der blev banket på døren og råbt ind ad brevsprækken."
- Hvad skal du nu?
"Tage imod min pris og se glad ud. Noget af det man kan ønske sig når man bliver gammel er, at man bliver vis og munter. Det er meget svært. Blandt andet fordi man får ondt alle steder. Det knirker og brager."
- Er du blevet munter og vis?
"Ja, på visse punkter. Det er en del af den visdom, man arbejder på at nå frem til, man får en meget klar fornemmelse af, hvad ens hartkorn er, hvem man selv er, hvor meget man kan og ikke kan. Netop med denne her pris er der nogen, der spørger: Skulle det ikke have været Nobelprisen? Jeg kunne godt få Nobelprisen - men den, jeg får nu, er helt fin. Jeg har fået, så hatten passer."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu