Læsetid: 4 min.

Mus og Mænd

1. marts 1999

Endnu en ny genteknik er opfundet i vores musestyrede samfund - til mulig glæde for ufrugtbare mænd

Genvejen
Siden Louise Brown blev født for lidt over tyve år siden som det første reagensglasbarn, er mere end 300.000 børn blevet skabt ved kunstig befrugtning. I mellemtiden har betydningen af udtrykket "kunstig befrugtning" dog ændret sig drastisk. Dengang i slutningen af 70'erne var det i store træk et spørgsmål om at blande noget sperm og nogle ægceller i et reagensglas, vente et stykke tid og så anbringe blandingen i kvindens livmoder.
Nu har man en langt større viden og kan derfor også lave mere avancerede ting i laboratoriet. Vi har efterhånden vænnet os til tanken om reagensglasbefrugtning. Men der dukker hele tiden nye teknikker op, som udfordrer vores normer.
I Japan hævder en græskfødt forsker at have udviklet menneskelige spermceller i rotter og mus. I løbet af få uger mener han at være i stand til at befrugte en human ægcelle med sperm, som er dyrket i mus, siger han til New Scientist.

Immunsystemets nej
Det er ikke nogen ny idé. Allerede i 1996 lykkedes det for biologen Ralph Brinster fra Philadelphia at dyrke rotte-sæd i mus. Derefter var det nærliggende at forsøge at gøre det samme med menneske-sæd. Hvis det kunne lade sig gøre, ville man kunne bruge teknikken som et hjælpemiddel i forbindelse med kunstig befrugtning.
Både blandt mennesker og andre pattedyr modnes sædcellerne i pungen med bistand fra de såkaldte Sertoli-celler.
Men hvis Sertoli-cellerne af en eller anden grund ikke virker, sker der ikke nogen modning af sædcellerne. Og så kan de ikke befrugte et æg. Det er f.eks. problemet for mange ufrugtbare mænd.
Brinsters forsøg vakte håb om, at man kunne tage de umodne sædceller fra et menneske, modne dem i en mus med normale Sertoli-celler og endelig bruge dem til at befrugte ægcellen med. Det er det mange forskere i praksis har forsøgt at gøre i de tre år, der er gået siden Brinsters forsøg.
Men først nu er det tilsyneladende lykkedes. Problemet har været, at der sker en immun-reaktion i musens testikler - man kan kalde det en afstødning af de fremmede sædceller. Denne immunreaktion er kraftigere, når der er tale om sædceller fra et menneske, fordi mennesker ikke er så nært beslægtede med mus som rotter. Sædcellerne bliver simpelthen destrueret af immunsystemet.

Celler fra øjne
Det er denne forhindring, Nikolaos Sofikitis fra Tottori Universitetet i Japan nu hævder at have overvundet. I eksperimenterne har man hele tiden brugt gensplejsede mus, som havde et dårligt immunsystem. Men selv et dårligt immunsystem var nok til at ødelægge de fremmede sædceller.
Sofikitis' smarte ide var at bruge nogle celler fra musens øje. Disse celler udskiller et stof, som får immunsystemets celler til at "begå selvmord" - det er derfor, immunsystemet ikke virker i øjnene. Sofikitis flyttede øjen-cellerne ned i testiklerne, hvor de sørgede for at immunsystemet blev sat ud af kraft.
Sofikitis' forsøg involverede 10 rotter og otte mus, som alle fik sprøjtet menneskelige umodne sædceller ind i deres testikler. Efter fem måneder undersøgte han resultatet. Hos tre af rotterne og to af musene fandt han store mængder af modne menneskelige sædceller. En af rotterne havde endda produceret sperm, som var "mere sprælsk end man ser der hos mange frugtbare mænd," siger han til New Scientist. Resultaterne er dog endnu ikke blevet publiceret i en videnskabelig artikel.
Næste skridt bliver at finde ud af, om den gnaverproducerede sperm kan bruges til at befrugte en ægcelle med. Sofikitis har allerede ansøgt om tilladelse fra Japans regering om at udføre forsøget. En tilladelse han regner med at få hurtigt. Han har til hensigt at lade eventuelle fostre, som kommer ud af forsøget, udvikle sig i højst seks dage. For, som han siger: "Der er etiske barrierer - men i medicinsk forskning er der altid etiske barrierer at overvinde, hvis man vil gøre noget nyt."

Museskader
Alt tyder på, at de gnaver-producerede sædceller vil være lige så gode til at befrugte en ægcelle som normale sædceller. Sofikitis har allerede, efter eget udsagn, udført et tilsvarende eksperiment med hamstere og rotter. Spørgsmålet er, om sædcellerne har genetiske defekter, og om der kan overføres sygdomme fra gnaveren til sæden. Mange af de mest dødelige sygdomme, såsom hiv og Ebola, stammer fra andre dyrearter, hvor de har været forholdsvis uskadelige.
Nogle forskere frygter, at hybridforsøg som Sofikitis', der involverer overførsel af væv og celler fra dyr til mennesker, direkte inviterer til epidemier af dødelige sygdomme.
Disse spørgsmål kan kun opklares ved at udføre flere forsøg med dyr, i hvert fald med aber, før man begynder at lege med menneskefostre. Altsammen noget, Sofikitis og andre tilsyneladende ikke mener at have tid til.
Også i USA har en forsker, Roger Short, ansøgt om tilladelse til at udføre lignende forsøg.
På positivsiden er der med Sofikitis' metode blevet skabt mulighed for, at ufrugtbare mænd kan give deres gener videre til næste generation - selvom man kan spørge sig selv, om ufrugtbarheden også nedarves.
Og sjovt nok kan metoden også være med til at afhjælpe problemer med for stor frugtbarhed. Det, at menneskesperm kan leve i mus, gør det muligt at lave forsøg med sæd, som ikke ellers kunne blive udført. Der er tale om forsøg, som måske en dag kan føre til skabelsen af en p-pille for mænd.
Det ændrer dog ikke ved, at muligheden af at producere menneskesæd i rotter og mus føjer noget til den række af etiske problemstillinger, som kunstig befrugtning allerede har medført.
Sidste år benyttede et barnløst ægtepar fra Californien sig af en sæddonor, en ægdonor og en surrogat mor, for at bringe et barn til verden. Et barn som i en vis forstand havde fem forældre. Og det kan være galt nok.
Men en mus som far?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu