Læsetid: 4 min.

Musikernes komponist?

2. marts 1999

Omkring Alec Wilder, amerikansk populærkomponist uden popularitet, undtagen hos en inderkreds af jazzmusikere og jazzlyttere

RIFFS
Et ikke ukendt fænomen i jazzens verden er den såkaldte musikernes musiker, en instrumentalist eller vokalist, som sættes højt af visse af sine kolleger og enkelte tilhørere, men ikke nyder større popularitet i jazzmiljøet i øvrigt. Pianisterne Herbie Nichols og Andrew Hill kunne være et par eksempler.
Normalt taler man ikke om musikernes komponist, men der findes også komponister som nyder visse jazzmusikeres bevågenhed, men ikke er velkendte, endsige estimerede, af et større publikum, og det skønt de udfolder sig inden for den såkaldte populærmusik. Her må den amerikanske komponist Alec Wilder (1907-80) være skoleeksemplet.
Wilder havde en meget omfattende produktion, som i 30'rne og 40'rne især omfattede popular songs, derefter mest kammermusik, orkesterværker, operaer og balletmusik. På intet af felterne vandt han megen anerkendelse, dertil var hans musik for reflekteret og ofte ironisk dobbelttydig.
I årene omkring 1940 arbejdede han desuden med en oktet, bestående af træblæsere og en rytmegruppe med cembalo, et tidligt forsøg med noget man i dag ville kalde crossover-musik. En del af oktettens indspilninger, som overvejende bestod af Wilder-kompositioner, blev udgivet under Frank Sinatras ledelse, og Sinatras interesse for Wilders sange afspejles desuden på adskillige Sinatra-plader.
Ikke engang det var dog nok til at give Wilder videre status som komponist af popular songs, heller ikke enkelte indspilninger med andre populære sangere som Bing Crosby, Jeri Southern, Peggy Lee, Nat Cole. I dag er det i stedet en lille gruppe jazzmusikere, der har holdt hans musik levende.

Wilder à la jazz
Efter nogen tids efterforskning har jeg foreløbig fundet frem til fire plader, hvor jazzmusikere kun spiller musik af Alec Wilder. En af dem er en lp med Bob Brookmeyers kvartet, hvor Brookmeyer både spiller ventilbasun og klaver i selskab med bl.a. guitaristen Jim Hall: 7 x Wilder (Verve, 1961) - den fortjener snart at blive overført til cd. Guitaristen Vic Juris har med sin kvintet, der rummer saxofonisten Dave Liebman, indspillet Music of Alec Wilder (Double Time Records, 1996).
En tredie Wilder-beundrer er pianisten Marian McPartland, som akkompagneret af bas eller bas/trommer tegner sig for The Music of Alec Wilder (Jazz Alliance, 1973). Og en af de plader, som sangerinden Helen Merrill i sin tid producerede til det japanske marked, og som nu er udgivet herhjemme (i modsætning til de foregående tre), består af Wilder-kompositioner spillet uakkompagneret af pianisten Roland Hanna: The Music of Alec Wilder (EmArcy, 1978).
I et af stykkerne på den plade synger Merrill Wilders "Sounds Around the House" ledsaget af Hanna, og på to andre af Merrills japanske EmArcy-cd'er er der også Wilder-sange - jeg anbefaler især A Shade of Difference (1968) med fine Merrill-fortolkninger af "While We're Young" og "Where Do You Go", ledsaget af selveste Jim Hall og Ron Carter.

De mest benyttede
Enkelte Wilder-sange er benyttet særligt meget af jazzfolk, først of fremmest "I'll Be Around" fra 1943, som er lige ved at have status af standard-melodi. Den kendes ikke mindst fra versionen på Billie Holidays Lady In Satin (Columbia, 1958), men også Sarah Vaughan og Helen Merrill har sunget den, og der er gode instrumental-versioner af Art Farmer, Toots Thielemans og Gerry Mulligan, samt pianisterne George Shearing, Hank Jones, John Hicks og Ray Bryant.
Tre andre Wilder-melodier er benyttet næsten lige så meget af jazzfolk. "Moon and Sand" har vi lige hørt med pianisten Renée Rosnes, der desuden har indspillet den i kvartet med tenoren Rich Perry. Guitaristen Kenny Burrell har indspillet den sammen med Gil Evans på Guitar Forms (Verve, 1964), der er klavertrio-udgaver med Keith Jarrett, Fred Hersh, Richard Wyands og Bobo Stenson, og der er Chet Bakers version fra filmen (den amerikanske!) Let's Get Lost.
Førnævnte "While We're Young" er, foruden af Helen Merrill, også blevet indspillet af pianisterne George Shearing, Bill Evans og Keith Jarrett, foruden af Coleman Hawkins, Rob Rockwell og Wes Montgomery. Og "Who Can I Turn to?" findes med pianisterne Bill Evans, Wynton Kelly, George Cables og Larry Willis, alle med trioer, samt med Dexter Gordon og Booker Little.
Som det ses, hører også Keith Jarrett til Wilders beundrere. Derom vidner desuden hans udgaver af "The Wrong Blues" og "Blackberry Winter."

Forfatteren Wilder
Alec Wilder boede i et halvt århundrede på to hoteller, "Sheraton" i hans fødeby, Rochester, New York, og "Algonquin" i New York City. Hans efter sigende farverige erindringer om livet blandt kunstnere på den sidstnævnte lokalitet er endnu ikke udgivet.
Udgivet er derimod hans klassiske studie, American Popular Song. The Great Innovators 1900-1950 (New York, 1972), som nøjere gennemgår ca. 800 sange udvalgt på grundlag af ca. 17.000 undersøgte sange. Den vigtigste mangel ved bogen er, at den af gode grunde går uden om Wilders egne sange, af hvilke flere kunne fortjene at være med.
Men det er selvfølgelig kun en af mange ironier, som optræder i forbindelse med denne højst usædvanlige komponists værk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu