Læsetid: 6 min.

NATO's problematiske luftkrig

27. marts 1999

Det er ikke kun Milosevic, der har problemer efter starten på luftkrigen mod Jugoslavien

Natten mellem tirsdag og onsdag startede det, mange har ventet utålmodigt på og andre har frygtet: NATO-luftbombardementer af mål i Jugoslavien. Aktionen, som i første omgang involverer fly fra USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland, er begrundet med to hovedargumenter: at forhandlingsmulighederne var udtømt, og at man vil forhindre en humanitær katastrofe. Begge argumenter virker plausible, men er i virkeligheden dybt problematiske.
Det russiske medlem af FN's sikkerhedsråd har benægtet, at forhandlingsmulighederne var udtømt. Mens bl.a. den danske udenrigsminister har hævdet dette. Begge har ret. For på den måde, forhandlingerne har været ført, var forhandlingsmulighederne godt nok udtømt. Men det ville de ikke have været med et andet forhandlingsforløb.
Det man fra vestlig side har gjort i Rambouillet over for både Jugoslavien og den albanske modstandsbevægelse har været at præsentere dem for et ultimatum, et "take it or leave it". Man kan principielt sige, at det ikke har meget med konfliktløsning at gøre. Snarere med ønsketænkning. For målet var jo at få begge parter til at skrive under på aftalen. I stedet blev det den part med mest taktisk flair, som efter grundige overvejelser med sit bagland skrev under, mens den anden part ærligt og uklogt lagde sig fast på sin sædvanlige position: At insistere på videre forhandlinger og så eventuelt først give sig i sidste øjeblik.
Det er en politik som i dette tilfælde har givet mildt sagt uheldige resultater. For det blev et signal til de albanske forhandlere om, at de roligt kunne give køb på deres ultimative krav: en folkeafstemning om fuld uafhængighed om tre år. For serberne skulle nok forhindre, at der blev en aftale. Det er et spil, der meget minder om, hvad der foregik gang på gang i Bosnien: Den der var klog nok at erklære sig villig til ind-rømmelser, slap ofte for at hænge på dem, fordi den anden part i sidste ende sagde nej og dermed torpederede våbenstilstanden eller fredsaftalen.

Det er lidet kendt, at det ikke blot var albanerne, der skrev under på noget i Rambouillet i anden omgang. De serbiske delegerede underskrev alle en aftale den 18. marts, før de forlod Rambouillet. Det var et forslag, som efter deres opfattelse opfyldte alle væsentlige krav i den internationale kontaktgruppes udspil, men samtidig var udformet på en sådan måde, at det var i overensstemmelse med den jugoslaviske og serbiske forfatning. Dette forslag er dog ikke kommet til forhandling. Det blev anset for at være en måde at trække tiden ud på. Efter den albanske underskrift blev der kun givet den jugoslaviske side to alternativer: Enten at underskrive samme aftale som albanerne betingelsesløst, eller at udsætte sig for NATO-angreb.
For en serber må en sådan procedure minde uhyggeligt om situationen i juli 1914. Efter mordet på den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand i Sarajevo den 28. juni gav Østrig-Ungarn Serbien et ultimatum, der var overordentligt vidtgående. Da serberne svarede i juli lige før fristens udløb, gik de ind på alle vilkårene med undtagelse af ét: At de ikke ville tillade østrigske politifolk at operere direkte på serbisk område. Det anså de for uforeneligt med en suveræn stats rettigheder. Udlandet åndede lettet op: Det kunne ikke forestille sig, at Østrig-Ungarn ville hænge sig i dette punkt. Men det var lige præcis, hvad Østrig-Ungarn gjorde. Det ville nemlig krigen mod Serbien, dets erobring og indlemmelse eller reduktion til østrisk vassalstat.
Det er dette scenarie, sammen med Hitlers overfald på Jugoslavien i en lignende ultimativ situation i marts-april 1941, som ligger i baghovedet på serberne, og som serbisk tv nu ideligt minder sine seere om, hvis de mod forventning skulle have glemt det. Og Slobodan Milosevic har personligt udtalt, at det, NATO er ude på, er andet og mere end Kosovo. For Kosovo er porten til Serbien. Det virkelige mål er at underkue den eneste tilbageværende stat på Balkan, som modsætter sig USA's og NATO's lederskab.
Selvfølgelig er dette ikke NATO's hensigt. NATO er ikke interesseret i at underlægge sig Jugoslavien. NATO ønsker at bevare sin troværdighed i sin nye selvudnævnte rolle som international politibetjent for menneskerettigheder. Det er muligt, at Milosevic forstår dette. Men helt klart ikke serberne. Derfor er de taknemmelige ofre for en propaganda, som hele tiden slår på, at fædrelandet er i fare, og at det, der truer det, er en ondsindet konspiration med Tyskland og USA som de drivende kræfter.

USA's rolle tager man ikke så tungt blandt serberne. Amerikanerne har jo aldrig forstået europæisk politik, og Clinton skal have oprejsning efter Monica-affæren. Og Tyskland har hele det 20. århundrede kastet sig over Serbien, hver gang det har haft mulighed for det. Det ser serberne nærmest som en naturlov. Det, der virkelig svier, er de gamle våbenbrødre Englands og Frankrigs deltagelse i krigen. Og så Danmarks, for Danmark er et af de lande, som serberne traditionelt altid har følt en dyb sympati for. Der er tale om en dyb, dyb skuffelse og smerte, som enhver vil møde, som i disse dage taler med serbere i Danmark.
I denne situation samler næsten alle serbere sig om Milosevic, som alt andet lige er blevet styrket af bombardementerne. Vestens forventning om, at han hurtigt bliver mør - og så kan han jo bare tage telefonen og ringe - er efter alt at dømme forkert. Milosevic kan læne sig tilbage og lade vesten fortsætte med at bombe - og så vente på, at NATO ringer. For jo værre det går, desto mere vil man rykke sammen i Jugoslavien.
Imens forøger bombardementerne dag for dag den humanitære krise, som er fulgt i kølvandet på forhandlingernes sammenbrud. Mekanismen er den samme, som vi kender fra krigen i Bosnien: Når man alligevel bliver afstraffet, hvorfor skulle man så opføre sig ordentligt? Nu kan man uforstyrret af alle generende OSCE-observatører og vestlige journalister gøre alle de regnskaber op, som man har lyst til. Nu kan man frit slippe Arkans bødler løs på albanerne. Og UCK holder sig naturligvis heller ikke tilbage. For der er heller ingen, der kigger dem over skulderen mere.
Derfor har NATO et stort problem: Jo længere bombardementerne fortsætter, jo værre bliver den humanitære katastrofesituation, NATO-aktionen angiveligt skulle forhindre. Hvor længe kan troværdigheden holde til det? Og hvor mange civile ofre vil det kræve, hvis man går videre og foretager en landmilitær invasion? Hvis det overhovedet bliver muligt at samle enighed om det. Også dette ved Milosevic naturligvis.

Er der ingen vej ud af dette mareridt? Jo, det er der faktisk. Man skal se at få begge parter til at se ud som vindere på deres respektive hjemmebane.
Hvis nu f.eks. Milosevic giver køb på modstanden mod udenlandske tropper i Kosovo og underskriver Rambouillet-aftalen til gengæld for 1) at det bliver en blandet russisk-NATO styrke, 2) at bombardementerne ophører, 3) at sanktionerne mod Jugoslavien ophæves, så kan han sælge den i sine regeringskontrollerede medier som en stor sejr. Og samtidig vil NATO have nået sit erklærede mål: at skabe acceptable vilkår for alle befolkningsgrupper i Kosovo. Forudsat selvfølgelig, at der også følger penge med fra EU til genopbygningen af de mange afbrændte huse, som der for øjeblikket bliver stadig flere af.
Tilbage bliver så spørgsmålet, hvor længe vi skal vente, før nogen tager telefonen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu