Læsetid: 4 min.

Nazisme og logistik

6. marts 1999

KALENDER
I LARS NORÉNs nye skuespil 7:3, som han selv har sat op i Stockholm, stikker nynazismen sit grimme fjæs frem, eller rettere to fjæser, siddende på et par ægte straffefanger, som taler deres sag til forståelig forargelse for offentligheden, der derfor reagerer på avisernes debatscene og drager forfatteren til ansvar for eksperimentet.
Men også gammelnazismen er under stadig diskussion i tilfældet P.O. Sundman, forfatteren, der fra 16-års alderen i 1938 og frem til 1945 var aktivt medlem af den renlivet nazistiske organisation Nordisk Ungdom i Sverige, som det blev dokumenteret for et par år siden i Arbetarn. Selv havde han kun betroet sig til et par forfatterkolleger, der sammen med ham bevarede tavsheden til hans død. Og vi læste glade bl.a. hans prisbelønnede roman om Andrées luftfærd.

SPØRGSMÅLET ER, hvordan Sundman som forfatter har forvaltet sin ømtålige hemmelighed, og hvad man som læser stiller op med en sådan viden.
Derom står og går i Sverige en aktuel strid, litterær og moralsk, provokeret ikke mindst af forfatteren og journalisten Per Svenssons kulegravende og graverende reportagebog Frostviken (1998), som blev omtalt her i Kalenderen 17. oktober. Dens omslagsfotografi af den unge Sundman som vildmand i ødemarken er nærmest blevet et logo i debatten.
Bogens opfattelse er, at ungdomsnazismen ligger indkapslet som en hemmelighed i Sundmans fortællekunst, og at den efterhånden udmarvede ham, gjorde ham tavs også som forfatter, selv om det menneskesyn, der ligger i alle hans arbejder: At man ikke kan komme til kendskab om andres handlingsmotiver, var en motor.
Sognet Frostviken i det nordlige Jämtland er stedet, hvor Sundman drev et pensionat og først udfoldede sit forfatterskab, og Svensson gør det til en symbolsk betegnelse for skaberevnens forfrysning i dump skyldfølelse. Og i øvrigt som udtryk for en generel svensk tavshed, en stor kollektiv livsløgn om neutralitetspolitikkens suspekte karakter under Anden Verdenskrig.

I ET ESSAY i tidsskriftet Ord & Bild (1998, 6) imødegår forfatteren Lars Jacobson denne fortielsesteori ved at sætte Sundmans tematik i et andet lys: Han behandlede netop til stadighed sin ungdomsforvildelse med det voksne jegs følelse af tab af ungdommens identitet og ideal. Sundmans beskrivelser af menneskers ensomhed, dette at man aldrig kommer hinanden nær, at undersøgelser og forhandlinger fører til ingenting, var hans måde at fortælle om sin konflikt, som også er en generel konflikt mellem natur og teknik, vildmark og storby, periferi og centrum. Han har således ikke fornægtet sin fortid, men netop brugt den kreativt, forvandlet den til kunst.
Det er én måde at forsvare eller forklare Sundman på. Jacobson går i det nye nummer af Ord & Bild (1999, 1) i polemik med kritikeren Lars Bäckström, der både før og her læser P.O. Sundman ganske anderledes. Forkert og sentimentalt! siger Jacobson, at anse denne uafsluttethed, denne fraværende fortolkning af konflikter mellem mennesker som udtryk for åbenhed, som en demokratisk fortællerholdning. Bäckström finder ved analyse af nogle tekster klare træk af en bodfærdig exnazist, der troede på stærke mænd og nationalistiske erobrere. En ondskabsfuld skikkelse i romanen To Dage, to Nætter opfatter han som et negativt selvportræt, et symbolsk selvmord.

MIKAEL LÖFGREN, medarbejder ved Dagens Nyheter, skriver både dér og i Ord & Bild kommentarer til disse to opfattelser og foretager selv en analyse af en tidlig Sundman-novelle, "Vaderen" - det er faktisk en fisker, der vader, da hans båd er forsvundet. En undervandsvadning. Den læser han med støtte i Jacobson som Sundmans omstøbning af sin 'nazisme' til en litterær virkningsfuld modernitetskritik: Det er fortællerens forsvar af en uheldig helt og hans modstand mod konsumideologien og den forbrugeriske læser.
Löfgren finder begrebet logistik frem af Encyklopædien til karakteristik af Sundmans materialeadministration. Litterær logistik. Et ikke ueffent ord for metode.

SÅDAN KÆMPES DER for at finde en tilforladelig læsning. Professor Örjan Lindberger giver i Nordisk Tidsskrift (1998, 4) sit bud på Frostviken: Det var jo netop det sted, hvor Sundman gennem fjorten år netop fik sine samfundsmæssige og litterære ambitioner til at mødes. Som kommunalpolitiker blev han skolet i demokrati og fik et sprog i samklang med miljøet. "Resultatet blev bland annat några riktigt bra böcker." Det var denne inspiration og det fællesskab, han mistede som storbybo og rigsdagsmand for Centerpartiet. Der var først her, forfrysningen efterhånden satte ind.
Som Lars Jacobson siger om læseren, men ikke om sig selv, at man kan bøje det, som teksten kan sige, til det, man for tilfældet vil, at teksten skal sige, uden at bekymre sig om, hvad teksten de facto siger. Fakta skal dog fortolkes, og det viser sig svært ganske at se bort fra, at de er stillet sammen af en bevidsthed, at materialet ikke er administreret forudsætningsløst. Vores biografistiske nysgerrighed accepterer nødigt den rene logistik.
Hvem kan skelne dansen fra danseren?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her