Læsetid: 2 min.

NGO'er ønsker komité i sager om uledsagede børne-flygtninge

22. marts 1999

Det vil tage for lang tid, hvis en særlig, sagkyndig komité skal tage stilling til, hvad er bedst for et barn, der har fået afslag på asyl, mener arbejdsgruppe i Udlændingestyrelsen

Danmark bør overveje at følge et forslag fra FN's Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) og oprette en særlig komité, der skal tage stilling til, hvad der skal ske med en mindreårig asylansøger, som har fået afslag på sin asylansøgning.
Det mener både Dansk Flygtningehjælp og Red Barnet, hvis repræsentanter fredag deltog i Udlændingestyrelsens seminar om uledsagdede, mindreårige asylansøgere.
Seminaret fandt sted på baggrund af en rapport - omtalt i fredagsavisen - fra en intern arbejdsgruppe i Udlændingestyrelsen, som udtrykkeligt fraråder opretttelsen af en særlig komité.
Det sker med henvisning til, "at der er risiko for, at sagsbehandlingstiden forlænges unødigt", og at Udlændingestyrelsens egne medarbejdere "vil kunne opnå den fornødne ekspertise".
"Det er helt sikkert vigtigt, at sagerne behandles hurtigt. Men jeg synes, at arbejdsgruppen afviser forslaget for hurtigt. Det er ikke et argument for ikke at prøve at finde en ordning," siger Louise Holck.
Hun er leder af Dansk Flygtningehjælps asylafdeling.

Erfaringer og viden
"Man bliver nødt til at have en komité eller følgegruppe med repræsentanter for de organisationer, der arbejder med de uledsagede børn, og som har erfaringer og viden derfra," siger programkoordinator John Reinstein, der deltog i seminaret som repræsentant for Red Barnet.
Louise Holck supplerer:
"Hvis man skal være sikker på, at afgørelserne tjener barnets tarv, er det nødvendigt at få folk med andre kvalifikationer end de rent juridiske ind. Udlændingestyrelsens rapport lægger op til træning af juristerne, men i disse meget vanskelige sager, kan der være brug for nogle med forstand på noget andet."
UNHCR-forslaget om en komité kan blive særligt aktuelt, hvis forslagene fra arbejdsgruppen følges. Som omtalt i fredagsavisen lægger arbejdsgruppen op til, at alle uledsagede, mindreårige asylansøgere skal have deres asylansøgning behandlet - i modsætning til i dag, hvor de yngste af børnene (typisk dem under 12 og nogle af de 12-14-årige) får en opholdstilladelse efter udlændingelovens paragraf 9, stk. 2, nr. 4 om "ganske særlige grunde" uden at skulle igennem en asylsagsbehandling. Asyl-retseksperten, docent, dr. jur. Jens Vedsted-Hansen, Københavns Universitet, der i andre sammenhænge har kritiseret Danmarks udlændingepolitik og administrationen af den for at være for restriktiv, mener, at der "er gode argumenter" for at lade alle børn gennemgå en asylsagsbehandling:
"Hvis nogle af de yngre børn virkelig har flygtningestatus, bør man også anerkende det. Omvendt: Hvis nogen virkelig ikke har et beskyttelsesbehov, er det måske ikke strengt nødvendigt, at de får opholdstilladelse," siger Jens Vedsted-Hansen.
Han peger dog på, at Udlændingestyrelsen bør fastlægge retningslinjer for, i hvilke typer af sager en mindreårig kunne tænkes at opnå asyl i Danmark.
Som eksempler nævner han børn, der risikerer tvangsrekruttering som soldater, eller piger, der står foran en tvangsmæssig omskæring.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her