Læsetid: 1 min.

Nielson får modkandidat

30. marts 1999

Trods udviklingsminister Poul Nielsons officielle kandidatur, leder Kofi Annan fortsat efter kandidater til posten som chef for FN's udviklingsprogram, UNDP

FN's generalsekretær Kofi Annan leder fortsat efter en egnet kandidat til posten som chef for FN's udviklingsprogram, UNDP. Det sker, selv om EU for længe siden har annonceret, at Unionens eneste kandidat er udviklingsminister Poul Nielson.
Den nye chef vil formentlig blive udpeget i løbet af den næste uge. Annan har tidligere sagt, at han vil foretage sit valg inden onsdag. Ifølge Washington Times vil udnævnelsen dog næppe være faldet på plads helt så hurtigt.
Washington Times skriver nemlig, at "Annan øjensynligt stadig leder efter nye kandidater udover den danske udviklingsminister Poul Nielson, hvis navn er det eneste officielle, men som har fælles, men lunken støtte fra Den Europæiske Union."
USA, som siden UNDP's oprettelse har siddet tungt på posten, har opgivet at præsentere en officiel kandidat. Dels fordi man frygter et nederlag på grund af de amerikanske betalingsrestancer til FN. Og dels fordi der nu ligger en forventning om, at en europæer står for tur.
Trods Poul Nielson officielle kandidatur nævnes der flere uofficielle i FN-hovedkvarteret: En australier og flere europæere - herunder nogle af de nyligt afgåede EU-Kommissærer. Størst chancer har tilsyneladende den nuværende britiske vice-præsident for eksterne anliggender i Verdensbanken, Mark Malloch Brown, som har USA's tillid og som Kofi Annan, ifølge Washington Times, lytter til.
Avisen skriver, at Annan i de sidste uger har mødtes med relevante ambassadører gentagne gange for at diskutere situationen og for at finde "en passende trøstepris at betale til danskerne."
Ingen ønskede mandag at kommentere sagen i Udenrigsministeriet. Det var heller ikke muligt at få en kommentar fra statsminister
Poul Nyrup Rasmussen til sagen, som kan besværliggøre hans forventede kommende ministerrokade.
Den nye UNDP-chef skal træde til den 1. juli.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her