Læsetid: 4 min.

Nunavut - ikke en aprilsnar

31. marts 1999

Inuit-Canada får eget lokalparlament og en premierminister, der kender sit lands problemer som sine personlige problemer

Datoen kunne være heldigere valgt for dannelsen af et nyt samfund, hvis reelle selvstændighed er omtvistet allerede fra første dag.
1. april vrider Nunavut, Inuit-Canada, sig ud af det canadiske nordvest-territorium og får en status, der i meget kan minde om det hjemmestyrede Grønland.
Netop deraf den omtvistede grad af selvstændighed. For hvor selvstændigt er et hjemmestyret område egentlig?
Som så meget andet i denne verden afgøres graden af hjemmestyre næppe alene - eller blot hovedsagelig - af samfundets formelle fundament, men nok så meget af den grad af reel selvstændig adfærd, samfundet har materielle forudsætninger og politisk vilje til at tilkæmpe sig og opretholde.
Netop sideblik til Grønland kan have bidraget til, at Nunavuts fødselsdato bliver 1. april. For allerede 1. maj fylder Grønlands hjemmestyre 20 år - og Inuit-Canada skal som nærmeste nabo gerne være gæst i det grønlandske hjemmestyre til jubilæumsfestlighederne i Nuuk som Inuit-befolkningen senest tilkomne Inuit-styrede samfund.
Denne gang skal det hele helst forløbe lidt bedre, end da Danmarks ambassadør i Canada engang i 70'erne besøgte Grønland og på en anmodning om at være behjælpelig med at organisere kontakterne til inuitterne i Canadas kortfattet svarede:
"Hvad vil I med dem?"
Stammefrænderne i Canada er for længst blevet de naturlige naboer. Ingen dansk mellemkomst behøves for at oprette og opretholde kontakten, og Nunavut - 'Vort Land' i direkte oversættelse - kan udvikle sig til noget meget mere substantielt end en 1. april-selvstændighedsnar, hvis blot nogle af de mange fine festtaler, der blev holdt, da samfundet blev holdt over dåben ved valg til parlament og regering, vinder gehør i hverdagen.

Vejen til Nunavut har været lang. Inuit-Canada kan for en første betragtning af det nye samfund helt uden politiske partier virke som en samfundsdannelse, der er dalet ned fra himlen med Inuit-identiteten som eneste fælles nævner. Men vejen frem mod Nunavut har været så brydsom, at der alligevel er skabt personlige profiler og politiske landemærker undervejs. Et politisk udskillelsesløb har fundet sted.
I formel forstand er Nunavut aldeles nyt. Reelt findes dog allerede veteranpolitikere, som har gjort hele selvstændighedsprocessen med. At de så i dag er mindre synlige i første række af nyudpegede ministre, er en helt anden sag, der ret beset blot endnu engang bekræfter den velkendte iagttagelse, at én type politikere er bedst til at skabe forudsætningerne for selvstændighed, en anden type politikere klarer bedre at føre den ud i livet.
Tydeligst er dette udtrykt ved, at den kun 34-årige advokat Paul Okalik er valgt til Nunavuts nye leder. Han slog overraskende veteranpolitikeren Jack Anawak i opløbet om at blive det nye selvstyrede områdes første premierminister.
Regeringens enkelte medlemmer er først og fremmest udpeget efter den faglige ekspertise, de besidder - ikke efter de regioner, de kommer fra i det vidtstrakte selvstyreområde.
De får alle en barsk start. Nunavut har påtrængende problemer. Boligmangel, mangel på arbejdspladser og betydelige sociale problemer tvinger regeringen til hurtigt at komme i arbejdstøjet og præstere synlige resultater i et område, der nu for første gang får mulighed for selv at prioritere opgavernes løsning.
Paul Okalik er som regeringsleder ung af alder, men har dog gennem de år, han studerede jura, sideløbende arbejdet for den kommission, der forberedte Nunavuts overgang til selvstyrende område. Han færdiggjorde sine jurastudier ved universitetet i Ottowa i 1997 og regnes nu for en ung "mirakelmager", der hurtigt kan få både formel og praktisk orden på Nunavut.
Hans største styrke er dog næppe den formelle kompetence som Nunavuts eneste uddannede jurist, men at han på et personligt plan har været alle de problemer igennem, der hærger Nunavut - et personligt problemkatalog, som i de fleste samfund ville have afskåret personen fra offentlig karriere, men som i Nunavuts hovedstad Iqaluit blot regnes som "den menneskelige dimension" hos politikeren.
Dette så meget mere selvfølgeligt, som Paul Okalik har sin problemfyldte fortid, præget af alkoholisme og depressioner, fælles med adskillige andre af de i alt 19 nyvalgte parlamentarikere i Iqaluit.
Han blev bortvist fra skolen i Iqaluit, fik alkoholproblemer og havnede gentagne gange i detentionen. Broderen begik selvmord. Men efter datterens fødsel i 1991 vendte han hovedstaden ryggen og fandt gennem bedstemoderen tilbage til familiens rødder og Inuit-kulturen.
Han kom ud af afhængigheden af alkohol, fik afsluttet skolegangen og gennemførte det jura-studium, der til hans egen store overraskelse placerede ham i rollen som Nunavuts første og foreløbig eneste jurist. Denne placering overraskede ham mere end den nye politiske post. For han havde af gode grunde aldrig set en Inuit-jurist!
Derimod vidste han fra arbejdet for Nunavut-kommissionen meget vel, at der fandtes Inuit-politikere. Det var dog en synlig rørt jurist, der modtog valget til posten som premierminister.

Den alt andet end problemfrie vej til topposten kan vise sig nyttig bagage netop på denne post. Nunavut-regeringen skal omgående i gang med en række af de vanskeligste sociale og økonomiske problemer i hele Canada.
Selvmord blandt unge er seks gange højere end landsgennemsnittet, og misbrug af stoffer og alkohol stort i en region, hvor arbejdsløsheden er over 20 procent.
Den nye selvstyreområde har 25.000 indbyggere, hvoraf 85 procent regner sig for inuitter. Den politiske kurs vil blive betragtet med stor interesse i alle Inuit-samfund i Arktis.
Størst interesse vil der opstå om holdningen til uranudvindingen. 'Et atomfrit Arktis' har længe været et næsten rituelt krav fra alle inuitter. Men denne holdning er under opblødning, omend langsomt, i retning mod en tøvende accept.
Et forslag om tilladelse til udvinding af uran ventes at blive sendt ud til folkeafstemning. Hvis Nunavut skal medvirke, skal det være, fordi et flertal af befolkningen vil det, hedder det i en af de første regeringskommentarer.
Den nye regering har på den måde sikret sig en "kattelem" i en prekær sag. Foreløbig er al uran-efterforskning dog forbudt.
Imedens fortsætter den canadiske separatisme sin stille evolution, når Quebec-Canada akkurat den 1. april får selskab af Nunavut-Canada.
Det er ingen aprilsnar!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu