Læsetid: 3 min.

Det nuværende tidspunkt

20. marts 1999

KALENDER
DET ER VIST lidt gammeldags at sige 'for øjeblikket'. Det er ellers et kønt udtryk med sansekarakter horisonten rundt netop nu. For øjeblikket er alt roligt i dansk erhvervsliv! Det vil man næppe høre nogen politiker sige til mikrofonen, hvorimod han, og vel også hun, på stående fod vil sige på nuværende tidspunkt.
Denne fjollede, helt barokagtige omskrivning af ordet nu udgår sikkert fra behovet for at strække det alt for korte ord i tid, så den adspurgte kan nå at finde på noget mere at sige. Nu er da også overstået så hurtigt som selve nuet, der kun fylder vældig meget i Ordbog over det danske Sprog, otte spalter og en halv, mens Nudansk Ordbog i en ruf får afleveret sine eksempler.
Et sted uden for den store ordbog har begrebet nu dog en naturlig fylde af væren, og det er i poesien. Utallige er de digte fra gammel tid og til nu, der opfordrer os til at nyde øjeblikket. For nok er det flygtigt, men egentlig ikke nær så flygtigt som livslysten, skønheden og ungdommen. Derfor gælder det om at gribe dagen, fastholde den og strække nydelsens tid - på nuværende tidspunkt.

DENNE LITTERÆRE topos er gerne en moralsk eller umoralsk opsang. Interessantere er poesien, dér hvor den ikke formaner, men i sig selv er dette udvidede, ophøjede nu som i Goethes "Über allen Gipfeln ist Ruh", nedfældet som skrift på væggen om aftenen 6. september 1780: alt er hvilende ro i det tidløse nu, ikke en luftning i trækronere, ingen fuglelyd i skoven. Desværre kunne den nu 250-årige jubilar ikke nære sig for at tilføje, at snart hviler også du. Tidsfæstelsen kan have sin særlige virkning. I Hjerte-Bogen fra 1930 digtede Jens August Schade et indhold til øjeblikket "På Jorden, Mandag d. 5. marts, kl. 6":

Solen drejer pudsigt
om fra vest til øst.

Skælvende i jubelsang
går jeg baglæns hen ad
gaden -

Tankerne står stille.

Og han forklarer dette vendepunkt: i halvanden time har han været hjemme hos sin gamle far, som er død for nylig. Her løber tidens regnestykker sammen eller fra hinanden i en surrealistisk oplevelse af momentan bagudskriden. Han går mod nye verdener klokken seks.

ET PAR ÅR EFTER kvitterede hans unge beundrer Gustaf Munch-Petersen med "i onsdags kl. 16 1/4" (mod jerusalem, 1934), hvor han beskriver et åbenbaringens gennembrud i borgermennesket:

duen strejfede
kontorchefens tinding -
hans vielsesring
gik i bordet - :
jeg ønsker, at
vejre en falkerede og høre
ungerne skrige i
livets flagknap -

Og så følger en række ønsker, hvor naturen og driften og sproget slippes løs i ålesmuttende og solglitrende billeder af energi denne onsdag klokken 16 1/4:

c'est impossible
(hvad?)
to go on (like this)
kontorchefen hvisker:
jeg
ønsker TID til
at finde
det uundværlige!

Sekundernes højeste ønske er TID, øjeblikket er ekspansivt, så ikke engang det udmærkede danske sprog slår til over for primitivismens behov.

GUSTAF MUNCH-PETERSEN var fristet af mystikkens erkendelser, især den slags som drømmene henpeger på. Mørkets lys, sjælens sorte nat, der måske med ét befolkes. Hos Jørgen Gustava Brandt skete det "Natten d. 11. oktober 1975, kl. ca. 3" (Regnansigt, 1976): "Englen kom til mit vindue. Det var lyden, der vækkede mig, men også lyset, som var af samme udspring. Først troede jeg, at det var en pludselig voldsom blæst og skæret af et uvejr."
Så følger en prosalyrisk beretning om lyset og lyden, der gennemryster ham, som lå han inde i en detonation af ufornemmelig varighed. Dér står så englen i luften uden for vinduet, roende roligt med vingerne, med en blik af frygtelig sekraft, lydløst talende.
Den dokumentarisk virkende rapport afsluttes med nogle ord om længdevirkningen af det natlige særøjeblik: en følelse af tyngde og død. En fornemmelse af, at tiden ikke findes. Han hører sig selv tale nok så livagtigt og letflydende som enhver anden afdød. Der er således forskellige indbrud i tidsstrømmen, hvor den standses, ophæves og et parentetisk, betydningsfuldt indhold, en meddelelse, gør sig gældende, medmindre det må opfattes sådan, at hverdagens virkelighed er det nødvendige skjold mod en indre verden, hvis karakter vi ikke har kræfter til at udholde i andet end korte øjeblikke. Hurtigt videre!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her