Læsetid: 7 min.

Nyhedsoverblik

16. marts 1999

Kommissionen står for skud
*Den samlede EU-Kommission blev mandag hårdt kritiseret for svindel, nepotisme og dårlig administration i Kommissionen.
Rapporten, der er udarbejdet af fem uafhængige eksperter, blev offentliggjort i Bruxelles mandag aften, og retter også en sønderlemmende kritik af Kommissionens formand Jacques Santer.

Serberne afviser fredsaftale
*Etniske albanere ventes at underskrive en fredsaftale for Kosovo tirsdag, men Serbiens præsident siger, at der ikke eksisterer nogen aftale.
Frankrigs udenrigsminister, Hubert Vedrine, og Storbritanniens udenrigsminister, Robin Cook, bekræftede i en fælles erklæring, at den etnisk-albanske delegation havde besluttet at underskrive en selvstyreaftale, der har som mål at sætte en stopper for kampene i den urohærgede serbiske Kosovo-provins.
Kort efter meddelelsen fra Kosovo-albanerne, sagde Serbiens præsident, Milan Milutinovic, at der ikke eksisterer nogen selvstyreaftale for Kosovo.

Hårde domme til systemkritikere
*En domstol i Cubas hovedstad Havanna offentliggjorde mandag dommene over de fire fremtrædende systemkritikere, der er fundet skyldige i blandt andet at have kritiseret præsident Fidel Castros ledelse.
De fire fik domme på mellem tre et halvt og fem års fængsel.
Sagen har været fulgt med stor bevågenhed både inden for og uden for Cubas grænser. Og en række europæiske politikere og pave Johannes Paul har forsøgt at udvirke de fires løsladelse. De har alle siddet fængslet siden 1997.

Katolsk advokat dræbt af bilbombe
*Den fremtrædende katolske advokat, Rosemary Nelson, der arbejdede for den irske republikanske bevægelse, døde mandag på et hospital af de kvæstelser, hun fik ved et bombeattentat tidligere på dagen.
Rosemary Nelson blev alvorligt kvæstet, da en bombe eksploderede i en bil i den nordirske by Lurgan.
Sinn Fein, der er den politiske fløj af IRA, Den Irske Republikanske Hær, beskyldte straks yderligtgående protestanter for at stå bag drabet.
En talsmand for britiske bombeeksperter sagde, at attentatet var udført af "eksperter, og ikke af amatører".

Kina åbner op for markedsreformer
*Med en forfatningsændring åbnede den kinesiske folkekongres mandag op for markedsøkonomiske reformer og øget privatisering af landets erhvervsliv.
Beslutningen blev truffet ved afslutningen af den 11 dage lange folkekongres, hvor over 90 procent af de 2.800 delegerede stemte for øget privatisering og markedsøkonomi.
Beslutningen indebærer, at private får muligheder for at foretage investeringer og drive selvstændig virksomhed.
Hensigten er, at øget privatisering skal sikre både inden- og udenlandske investeringer og dermed forhindre, at den økonomiske situation i landet forværres.

PKK truer Tyrkiets turister
*Det forbudte kurdiske arbejderparti (PKK) udsendte mandag en krigserklæring til Tyrkiets økonomisk vigtige turistindustri, mens endnu en eksplosion ramte landet, denne gang i hovedstaden Ankara.
"Hele Tyrkiet er krigszone nu. Den inkluderer Tyrkiets turistområder," hed det i en erklæring fra PKK's væbnede fløj, som blev offentliggjort af det prokurdiske nyhedsbureau, DEM.
Advarslen faldt samtidig med, at en bombeeksplosion tæt på EU-Kommissionens kontorer i Ankara sårede en forbipasserende kvinde. Det danske udenrigsministerium fraråder ikke indtil videre at rejse til Tyrkiet. Men turister, der tager afsted "skal tænke sig om og være agtpågivende."

Små mejerier skal sikres mælk
*Konkurrencestyrelsen gjorde på et møde mandag mejerigiganten MD Foods klart, at den planlagte fusion med Kløver Mælk ikke må hindre de små uafhængige mejeriers adgang til mælk. På mødet mandag formiddag aftalte Konkurrencestyrelsen med MD Foods' topledelse, at den kommende fusions følger for konkurrenceforholdene i mejerisektoren meget hurtigt skal kortlægges. Blandt andet vil Konkurrencestyrelsen have belyst, hvordan detailhandlen og de mejerier, der står uden for fusionen, ser på situationen.

Danskerne bruger mindre vand
*Kampagner mod at bruge unødigt meget vand har tilsyneladende båret frugt. I løbet af de seneste 10 år er forbruget af vand i danske husstande i gennemsnit faldet med mere end 20 procent. Det skriver Aalborg Stiftstidende mandag.
"I 1988 brugte hver dansk husholdning i gennemsnit 172 liter vand i løbet af et døgn. Vores seneste opgørelse viser, at forbruget er faldet til 136 liter vand pr. døgn," siger Jens Bastrup, der er civilingeniør hos Danske Vandværkers Forening, der står bag syv ud af 10 liter vand til de danske husstande.

Mangel på ældre arbejdskraft
*Danske virksomheder risikerer inden for de næste par år at stå uden kvalificeret arbejdskraft, medmindre de indfører en seniorpolitik.
Det fastslår arbejdsmarkedsfører Flemming Ibsen, der har undersøgt, hvor mange virksomheder, der har en seniorpolitik. Kun hver tredje virksomhed, 34 pct., har en særskilt politik for ældre medarbejdere. Og det får alvorlige følger, når de små ungdomsårgange kommer ind på arbejdsmarkedet.
Allerede nu er der problemer med at skaffe unge, og det bliver helt galt, når vi ser frem til f.eks. år 2005, advarer Flemming Ibsen.

Flygtningepræst må vente på dom
*Lyngby-præsten Leif Bork Hansen må vente til den 25. maj med at få den juridiske afgørelse på sin næstekærlige - men ifølge anklageren ulovlige - gerning.
Gennem de seneste godt fem måneder har 30 udviste serbere fra skjult i Danmark på præstens foranledning. Leif Bork Hansen mener, at han som præst har en udvidet pligt til at hjælpe mennesker i nød.

Bæhring vil have euroafstemning
*Et flertal af LO's medlemmer er for EU's fælles valuta, euroen.
53 procent vil stemme ja til euroen ved en kommende folkeafstemning, 38 procent siger nej og kun syv procent er i tvivl, viser undersøgelsen, der er lavet af Gallup for LO.
Forbundsformand Max Bæhring fra Dansk Metal mener, at flertallet er et udtryk for en større forståelse "af nødvendigheden af, at Danmark med i kernen af det europæiske samarbejde."
"Derfor ser jeg gerne en afstemning om dansk deltagelse i euroen så hurtigt som muligt - vel at mærke når vi er sikre på, at vi kan vinde den," siger Max Bæhring.

Kollektiv trafik skal være effektiv
*Der er ikke brug for flere penge til at styrke den kollektive trafik - derimod kan der for de allerede eksisterende midler skabes en langt mere effektiv kollektiv trafik. Det konkluderer Trafikministeriet i en ny rapport.
Rapporten foreslår, at kommunerne går væk fra de store rutebiler med faste holdepladser. I stedet skal der køres med mindre busser eller taxier, som folk kan ringe efter, når de har brug for dem. Rapporten er et led i regeringens aftale med SF og Enhedslisten om en forbedring af den kollektive trafik i de tyndt befolkede områder. Der er afsat 90 millioner kroner til dette formål i perioden 1999-2003.

Italien bekæmper mafiaen forgæves
*Den organiserede kriminalitet undergraver i stigende grad Italiens økonomi, fremgår det af oplysninger fra den italienske handelssammenslutning, Confcommercio.
"Der hersker nu højeste alarm," lød kommentaren fra sammenslutningens øverste chef, Sergio Bille, mandag på et møde i Rom. I centrum står såkaldt hvidvaskning af et beløb på omkring én mia. dollar (6,8 mia. kr.) dagligt.
Ifølge vurderinger fra Confcommercio kontrollerer den organiserede kriminalitet i Italien nu omkring 20 pct. af handelsvirksomhederne, 18 pct. af håndværksselskaberne, 24 pct. af byggepladserne, 15 pct. af supermarkederne, 20 pct. af restauranterne og 15 pct. af landets hotel- og turistcentre.

Danmark siger nej til ny genraps
*Danmark har sagt nej til, at en ny gensplejset rapsplante kan markedsføres i EU. Afslaget er begrundet i bekymring over rapsen, der har fået overført et gen, som gør planterne modstandsdygtige over for ukrudtsmidler med aktivstoffet glofusinat. Det findes i sprøjtegiftene Basta og Liberty.
Det danske afslag betyder, at rapsplanten ikke umiddelbart kan opnå tilladelse til markedsføring i EU, oplyser agronom Gitte Poulsen, Skov- og Naturstyrelsen. EU-Kommissionen skal nu vurdere samtlige svar fra alle medlemslandene. Det er koncernen Hoechst Schering AgrEvo, der har søgt om godkendelse hos de tyske myndigheder.

Tog til tiden eller pengene tilbage
*Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen står fast på, at DSB er forpligtet til at yde erstatning til passagerer, der lider økonomisk tab, når DSB ikke lever op til sit slogan "tog til take off". DSB er derfor indkaldt til møde med Forbrugerombudsmanden den 23. marts. DSB mener dog ikke, at hver enkelte forsinkelse skal udløse erstatning - det skal bero på en vurdering i hvert tilfælde.
Men det afviser Hagen Jørgensen.
"Det er ikke for at være meget rigoristisk, men det bør ikke være sådan, at passagererne får en hjælp, der afhænger af, hvad udbyderen har lyst til. Så har passageren ikke noget retskrav."

Det toldfri salg stopper
*Med seks lande imod afviste EU's økonomi-ministre i går at godkende en forlængelse af det toldfri salg inden for EU's grænser. Salget skal efter planen afskaffes 1. juli, og for at få en forlængelse derudover skulle der have været enstemmighed blandt alle 15 lande.
"Jeg har ikke grund til andet end at være tilfreds," sagde økonomi-minister Marianne Jelved (R), da punktet havde været behandlet på økonomi-ministermødet i Bruxelles mandag.
Den danske økonomi-minister har været under et pres fra en af de største og mest intense lobby-kampagner nogensinde i en enkeltsag. Desuden har der ikke altid været lige stor opbakning fra de andre medlemslande til hendes standhaftige nej til en forlængelse.
Belgien, Finland, Italien, Holland og Portugal støttede Danmarks synspunkt om, at der ikke er plads til et internt toldfrit salg i det indre marked.
Sverige, Luxemborg og Østrig ønskede ikke at komme med deres synspunkter på mødet, og seks lande er stadig for en forlængelse. Især har Tyskland og Storbritannien sat mange kræfter ind i kampen, og efter mødet understregede begge lande, at sagen bestemt ikke er død endnu. Både Tyskland og Storbritannien erklærede i går, at de vil tage sagen op igen på det kommende topmøde i Berlin d. 24. - 25. marts. I så fald bliver det tredje gang EU's regeringschefer skal diskutere emnet, der i virkeligheden hører til småtingsafdelingen i EU.

Redigeret af Manja Sørensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her