Læsetid: 3 min.

Odin-mytens begravelse

3. marts 1999

Eugenio Barbas forestilling 'Mythos' sætter punktum for en drøm om et teater uden kompromiser

TEATER
Odin Teatret har altid kredset om de store myter. Teatret trækker selv hele den nordiske mytologi med sig i sit navn, og teatrets forestillinger har tilsyneladende altid haft den store skæbnefortælling som afsæt for hver konkret historie.
Nu er den verdensomfarende, 34 år gamle teatergruppe så atter i København - med en ny forestilling som kaldes 'et ritual for det korte århundrede'. Mythos er titlen, og på mærkelig vis synes forestillingen at opsummere og indkapsle hele Odin Teatrets eksistens.
Alt på scenen synes at være glimt af fortiden, men samtidig er alt til stede, som var det både første og sidste gang. For her er den optimale udlevelse af Odin-idealerne: Den levende skuespiller med det uomtvistelige nærvær og det hæmningsløst opdyrkede individuelle talent - sammen med andre skuespillere med samme raffinerede scenetilstedeværelse. Et ensemble så fint og kompliceret vævet som mytekvinden Medeas frygtelige jalousibrudegave - lige så smuk og forjættende og egentlig også lige så utilnærmelig. Og et ensemble, der holder sammen om nogle uudsagte idealer om både menneskets krav på retfærdighed og civilisationens umulighed.

Levende skuespillere
Men denne gang præsenterer Eugenio Barba ikke bare sit ensemble i endnu en forestilling. Han fremviser konklusionen på et livsværk, så det fremstår så eksplicit afsluttet, at det er svært at se begravelsen for bare sørgeslør. Men punktum sætter forestillingen altså - og formodentlig ikke bare for et kort århundrede, men også for en drøm om et teater uden kompromiser. Drømmen er nu levet ud; værket er fuldbragt.
I programmet handler forestillingen om alle de store skikkelser fra den græske mytologi - tilsat en længst glemt soldat fra den brasilianske oprørshær i 1920'erne. Og på scenen udtaler skikkelserne sig som de arketyper, de nu engang er blevet i vores kultur: Ødipus, Medea, Odysseus...
Som spontan, scenisk oplevelse bliver figurerne dog fortænkte; selv mytologi-kenderen skal overanalysere de eksklusive myteudpluk (tilsat Henrik Nordbrandt-lyrik) for at få personkonstellationerne til at give sammenhæng. Og for den mytologi-uvidende må replikkerne være noget nær uforståelige.
Til gengæld sker så dét, der gør denne myteoplevelse til teater - og dermed så væsensforskellig fra alverdens litteraturlæsning: Her lever skuespillerne.

Antihelt og idealist
Kassandras mytiske voldtægtsoffer fortoner sig, men til gengæld bliver Roberta Carreris intuitive skønhed desto mere fascinerende. Og Orfeus' håndafhuggende dødningefigur suger opmærksomheden på grund af Jan Ferslevs dæmoniske stemme, Medeas børnemoderske på grund af Iben Nagel Rasmussens hvileløst smertesøgende selvdestruktion, Ødipus' selvblindede antihelt på grund af Tage Larsens rustne græmmelse, Daidalos' angstfyldte skywalker på grund af Julia Varleys bløde lyde og flyvende håndled, Sisyfos' anonyme evighedsknokler på grund af Frans Winthers sindige overvågning - og Odysseus' beregnende overlever takket være Torgeir Wethals rævehurtige blikke.
Og så er der Kai Bredholt, Odin-teatrets evige lillebror med det klare blik - den ukuelige idealist, oprører og revolutionær, hvis loyalitet kommer til at koste ham livet.

Højeste perfektion
Sådan har ensemblet set ud længe. Og som tilskuer er det svært at forestille sig, at denne kerne af skuespillere overhovedet kan nå en højere perfektion end i netop denne forestilling. Alt er præcis, som Barba og Co. må have ønsket sig at kunne skabe det.
Den ydre form er præcis lige så fortættet. Den intime scenografi er evigt foranderlig, skabt af de mest basale rekvisitter som et bord og nogle vinglas, der samtidig kan forvandle sig til alt fra en trone til en forræderisk sidste-kalk.
Under det altsammen rasler sten i en lang skæbnebane på scenen - tusinder af småbitte sten af den slags, der både ruller ubekymret i strandkanten og på kirkegården. Sten, der får tegnet mønstre i sig af de mennesker, der træder hen over dem - men mønstre, der evindeligt viskes ud igen så let som ingenting. Og gør tiden og regnen det ikke, så skal der nok komme nogen forbi med en usentimental metalrive og ændre skæbnemønstret.
Her fuldendes begravelsen - til sidst ligger afhuggede lemmer blot tilbage og venter på glemslen under stenenes nådige dække. Og på denne måde foretager Mythos en udsletning fysisk af de myter, som forestillingen selv præsenterer.
Derved bliver forestillingens dominerende begravelsesritual ikke blot et dramaturgisk rammesymbol, men en sælsomt virkelig handling: En begravelse af en teaterfortid, der først slutter med denne forestilling.
Spørgsmålet er, hvad der vil ske med Odin Teatret herefter. For stenene røber intet.

*Mythos - et ritual for det korte århundrede. Tekster af Henrik Nordbrandt og Odin Teatret. Dramaturgi og instruktion: Eugenio Barba. Odin Teatrets i Kanonhallen til 8. marts. Herefter Odin festival med forskellige forestillinger frem til 18. marts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her