Læsetid: 4 min.

Oldefar på universitetet

12. marts 1999

Flemming Herbert er tidligere sømand, oldefar og studerende på Københavns Universitet. Det er han glad for, selv om han godt kan se noget vanvittigt ved projektet

Trods alle odds
Da Flemming Herbert skulle præsentere sig selv for de nye medstuderende på Københavns Universitet, fortalte han glad om sine fem børnebørn.
"Det kan måske forlede nogen af jer til at kalde mig bedstefar," gættede han.
"Men det vil jeg altså blive meget ked af. For jeg er faktisk oldefar."
Med sit hvide hår og rynkede ansigt ligner Flemming Herbert snarere en underviser end en studerende. Men den 65-årige tidligere sømand deler hverdag med de spændstige studerende i midttyverne, som han læser sammen med på Instistut for Statskundskab på Københavns Universitet.
Han har dog ingen planer om at udkonkurrere dem i kampen om drømmejobbene i Udenrigsministeriet.
"Det bliver jo svært at få et arbejde på grund af min alder, men jeg vil gerne undervise på aftenskoler. Og så har jeg et hemmeligt projekt inde i hovedet," siger han med et mystisk smil.
Det var en række blodpropper, der førte Flemming Herbert tilbage i uddannelsessystemet efter 15 år på søen og 25 i edb-branchen.
Lægen frarådede fysisk arbejde, og så måtte Flemming Herbert lukke sin virksomhed og søge førtidspension.
"Men jeg er ikke den type, der kan sidde derhjemme og klistre frimærker ind, så derfor søgte jeg optagelse på universitetet og kom ind i kvote II. Eller kvote 17, som jeg plejer at sige."
Selv om mange unge mennesker forgæves søger optagelse på statskundskabsstudiet, har Flemming Herbert ikke spor dårlig samvittighed over at tage en plads.
"Hvis man ser det ud fra et rationelt synspunkt, kan man sige, at det er helt vanvittigt, at jeg skal gå herinde. Men jeg tror, jeg kan bidrage til noget godt i den gruppe studerende, jeg tilhører. Og i givet fald burde det jo være systemet, der frasorterede mig og ikke mig selv," argumenterer Flemming Herbert.
Han mener selv, at han i kraft af sin alder kan bidrage med nogle særlige indgangsvinkler, når han arbejder i gruppe med de unge studerende. Men livserfaringen kan ikke direkte omsættes til universitetspoint.

Oprør i Gdansk
Med et smil mindes Flemming Herbert første semester, hvor han skrev en opgave om sikkerhedsproblematikken i Europa. Her nævnte han Solidaritets første oprør på skibsværftet i Gdansk uden at henvise til kilder på litteraturlisten.
Som sælger af skibsudstyr var han nemlig til møde på værftet, da arbejderne begyndte at blokere porten med trucks, traktorer og store metalplader. Og han måtte forklare Lech Walesa, at han bare var en tilfældig dansk sælger for at få lov til at slippe ud.
Men da opgaven kom tilbage, fik Flemming Herbert kritik.
"Det går ikke at bruge noget, man selv har oplevet som reference. Det skal være noget, man har læst," smiler Flemming Herbert.
Det var ikke tilfældigt, at han netop valgte statskundskab som studie. Han har altid næret en brændende interesse for samfundsforhold, og var blandt andet med til at stifte partiet Solidarisk Alternativ i 1993, ligesom han længe har været aktiv i Juni-Bevægelsen.
Som studerende får han et bedre fundament for det politiske arbejde og en større ballast til at vurdere forskellige politiske problemstillinger. Samtidig holder han hjernen i gang.
"Jeg har altid haft den holdning, at man har pligt til at udvikle sig som menneske og som samfundsborger."
Ud over nogle vanskeligheder med svære engelske tekster og en dårligere hukommelse ser Flemming Herbert ikke alderen som en barriere, og han har gennemført studiets fem første semestre på normeret tid.
Inden han begyndte på universitetet, var han bange for at falde helt uden for det unge miljø. Men selv om han for eksempel fravælger fester og rusture, føler han sig hjemme på universitetet.
"Det var et skift pludselig at skulle være omgivet af unge mennesker. Men det skift har været fantastisk positivt. Vi har det sjovt sammen, og jeg føler mig overhovedet ikke uden for. Jeg kan kun ærgre mig over, at jeg ikke gjorde det her for mange år siden."

Inspirerede sønnen
Den 65-åriges studie har også fået betydning for andre end ham selv.
I en alder af 34 er Flemming Herberts søn begyndt at læse til kiropraktor på Odense Universitet.
"Jeg havde mange gange sagt til ham, at han skulle gå igang med en uddannelse, men han har altid følt sig for gammel. Men da han så så, at hans far gik igang, ja, så begyndte han også. Det er nok den mest positive sidegevinst, jeg har fået ved studiet."
"Jeg er sikker på, at der er en masse ikke helt unge mennesker, der har et latent ønske om at uddanne sig. Men nu tænker de, at de er blevet for gamle. Jeg kan kun sige: Glem det! Gå i gang!"

*Retten til højere uddannelse uddannelse gælder i princippet enhver. Men vilkårene for at gennemføre kan være meget forskellige. Dette er den anden artikel i en serie, hvor Information sætter ansigt på nogle af de studerende, hvis udgangspunkt stikker ud fra mængden. Den første blev bragt d. 10. marts. Serien fortsætter

Fakta - En verden af unge

Nystartede studerende er i gennemsnit 22 år gamle. De yngste er 18 og de ældste over 50. Størstedelen er mellem 18 og 24.
"Det er ikke lovligt at vurdere ansøgningerne ud fra personernes alder. Det må hverken tælle som plus eller minus," fortæller Anker Hoch, der er konsulent i Den Koordinerede Tilmelding.
"Men man må gerne kræve en hvis erfaring. Og selvfølgelig er der en sammenhæng mellem alder og erfaring."
Ifølge Anker Hoch er det ganske, ganske få studerende, der rundede de 50, før de begyndte på studiet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her