Læsetid: 13 min.

Outsideren

20. marts 1999

En af dansk kunstlivs kæmper, Niels Strøbek, begyndte tidligt at male realistisk i en tid, der ellers dyrkede det spontane og abstrakte. Det gør han stadig. I dette interview langer han
ud efter den "populistiske ugebladsdyrkelse" og "studentikose opblæsthed",
der præger dele af det etablerede kunstliv

Niels Strøbek er iklædt marineblå jakke og vest og sirligt arrangeret slips, da han tager imod i sit lyse og kæmpestore atelier ved Jorcks Passage midt i København. Atelieret prydes af elegante, hvidmalede jernsøjler, og gennem et ovalt vindue kan man ane Vor Frue Kirkes terracottafarvede facade bag de røde tegltage.
For tiden diskuteres danske museers indkøb af kunst i pressen. Kunstmuseerne er blevet kritiseret for at købe for ensidigt ind. Niels Strøbek er en af de kunstnere, som - trods fænomenale evner - kun er repræsenteret med ét billede på Statens Museum for Kunst. Men det generer ham tilsyneladende ikke. Han har intet galleri og driver selv sin egen lille 'skomagerbutik'.
Strøbek er langt fra nogen nostalgiker trods sit klassiske billedsprog med rødder i flamsk 1600-talsmaleri og dansk guldalder, han er tværtimod en moderne maler, der medbringer det 20. århundredes opbrud og eksperimenter som en selvfølgelig del af sin åndelige bagage. Allerede som 17-årig - det var i 1962 - blev han optaget på Kunstakademiet hos COBRA-maleren Egill Jacobsen. Hvordan betragter en maler med Strøbeks legendariske uafhængighed det danske kunstliv anno 1999?
"Kunstlivet opererer med et uantastet begreb om det internationale. Men kunsten er i virkeligheden dybt provinsiel, når den undfanges, og lokalpatriotisk, når den fødes. Hvis de unge på Akademiet uddannes og opdrages til at være 'internationale', står de straks tomhændede og hjemløse. Den eneste kapital, man har som kunstner, kommer hjemmefra. Det er ens arvelod, og det er den, der skal opdyrkes.
"Når jeg bliver opsøgt af unge kunstnere, viser det sig igen og igen, at det eneste, der virkelig interesserer dem, er at blive rige og berømte. De kommer til mig, som var der tale om en praktiserende læge, der skal give recept på en medicin, der straks kan udvirke det, de drømmer om. Hvis jeg så analogt med lægen begynder at tale om, at man jo også kunne leve på en anden måde for at blive helbredt, det vil sige, at jeg begynder at tale om kunstens mål og midler, om hvad der egentlig er interessant, så bliver gardinet hurtigt rullet ned."
- Hvad siger du til kritikken af 'kunstklikeriet' i dansk kunst?

Kunstakademiets rektor, Else Marie Bukdahl, er sikkert et fortrinligt menneske, og hun kender sin Diderot, så hun må vide, at der altid er mindst ét ledigt standpunkt. Det er derfor helt uacceptabelt, at hun som kunsthistoriker i så lang tid dominerer en institution, der ikke er et universitet, men gerne skulle være et kunstakademi. Tidligere professor Mogens Møllers kronik i Politiken (9. marts, red.) demonstrerer med al ønskelig tydelighed den studentikose opblæsthed, der åbenbart søger at forflygtige kunstens praktiske dimensioner på Akademiet. At en billedkunstner forsøger at visualisere forholdet mellem livet og kunsten som to kegler, der støder ind i hinanden, er ganske enkelt for ringe."
- Hvordan fungerede Akademiet i din tid?
"Det var generationers traditioner, der stadig var levende. Egill Jacobsen opfattedes dengang som fremtidens håb på Akademiet. De øvrige professorer var Niels Lergaard og Søren Hjorth Nielsen, så det var virkelig to vidt forskellige verdener. Men trods Egills helt anden baggrund holdt han alligevel fast i den traditionelle uddannelse. Nu kom jeg på akademiet allerede som 17-årig, så jeg var den yngste derinde. Året før opsøgte jeg Egill Jacobsen og sagde, at jeg gerne ville ind, men det skulle absolut være hos ham. Vinteren inden tegnede jeg på Glyptoteket, hvad man skulle dengang."
"Det første år, jeg gik derinde, foregik undervisningen i Eckersbergs gamle professorbolig. Egill Jacobsen havde ansat en ung svensker, der underviste os i modeltegning om formiddagen. Det var obligatorisk, Egill insisterede og mente, det hørte med. Ligeledes blev vi kommanderet til at følge forelæsningerne om centralperspektivets mere komplicerede aspekter. Så havde vi gamle Peder Hald, der underviste os i farvelære og maleriets teknik. Vi rev selv vores farver. Vi begyndte timen som lange og tynde, og forlod den som tykke og fede, fordi vi havde proppet lommerne med tuber. Det var et utroligt incitament. Poul Gammelbo underviste os i kunsthistorie med særlig forkærlighed for det hollandske og flamske stillebenmaleri. Og så havde Egill overtalt kunstsamleren Erik Andreassen, der var professor i anatomi ved universitetet, til at tale om menneskekroppen. Hans forelæsninger var mageløse, han talte henført f.eks. om nyrerne: 'Disse vidunderlige, blanke, mahognifarvede organer!' Og så havde han nogle vidtløftigheder om, at kvinder rent biologisk aldrig blev voksne, fordi de bevarede barnets fedtlag."
"Egill sendte os også ind på Nationalmuseet, hvor P.V. Glob gik rundt med dolk i bæltet og fortalte om sine stenøkser, mens han begravede hovedet inde i skabene. Det hele drejede sig om niveau og format, det fattede Egill. Han forstod også, at inspirationens væsen og den dannende faktor for os havde med eksemplets magt at gøre. Men kernen i det hele var ubetinget Egill Jacobsens egen undervisning. Der var mesterlære over det. Han mødte op i blød hat og tweedjakke og rørte overhovedet ikke ved malingen, men der var et tæt, subjektivt forhold mellem ham og os. Vi havde fuldstændig frihed til at udtrykke, hvad vi følte og tænkte."

Egill var brændende, virkelig brændende, omkring kunstens mål og midler. Den lidenskab, hvormed han talte om, hvad farven kunne bruges til, eller hvad en linje egentlig kunne udtrykke, gjorde, at man følte, at hele Charlottenborg ville springe i luften, hvis man kom til at stryge en tændstik. Han kunne med den største aggression fare ind over en elev, som havde malet en ultramarin farve på et billede, og sige, at den var illusionistisk. Hans stående udtryk var: 'Det er der ingen dækning for!' Man følte sig virkelig som en checkbedrager. Men samtidig talte han om humanisme og tolerance, og hans mest anvendte glose var 'positiv', alting skulle være positivt. Han var et utroligt sammensat menneske. Et sjældent menneske."
- Hvad mente han med, at der ikke var dækning for det, I lavede?
"Hvis det var lånte fjer. Det var det, som var kardinalpunktet i hele hans undervisning. Han hadede tanken om, at vi allesammen skulle stå og male som Egill Jacobsen. Egill forventede et gennembrud hos os. Dermed mente han en åndelig afklaring. At vi fandt ud af, hvad det var for nogle kræfter, vi havde at trække på. At vi begreb, hvem vi var. Det gælder for alle mennesker i livet fra barn til voksen. Jeg oplevede selv - ikke mindst på grund af min alder - at jeg blev trængt længere og længere op i en krog, og sådan bør det også være. Det åndelige pres var stort, og det resulterede i, at jeg på et tidspunkt sagde til mig selv, at nu kunne det sgu' være nok! Jeg ville ikke male de andres billeder, det måtte de selv ligge og rode med. Nu ville jeg male mine egne."
- Og så tog du det højst usædvanlige skridt at male realistisk i en tid, der dyrkede det spontane og abstrakte.
"Jeg ved ikke, hvorfor det blev sådan. Det kan jeg selvfølgelig ikke svare på, men det var det, der fascinerede mig. Når man er fordybet i noget, er det altid problemet at skabe overblik. Det kan pludselig ske, hvis man påvirkes fra en anden kant, f.eks. hvis man hører et stykke musik - det har noget med selve inspirationen at gøre - så foretager man en afvejning. Hvordan forholder mit eget sig til dette vidunderlige, jeg lige har hørt? I min akademitid havde jeg et lille hus i Hornsherred, ikke ret langt fra, hvor Christian Winther havde skrevet sin 'Hjortens flugt', så det var så smukt, som det kunne være. Der tog jeg altid op, når Akademiet havde lukket om sommeren. Jeg var fuldstændig fortabt i landlivets lyksaligheder. Men når jeg om foråret så ukrudtet genstridigt vokse frem og begreb, hvor meget slid, slæb og også dygtighed, der krævedes for at skabe en tønde korn i laden, fik jeg det nødvendige overblik. Det hele skete for mig i sommeren 1965. Jeg malede mit selvportræt, som jeg debuterede med på Charlottenborg foråret efter."
- Det er en gåde for mange udenforstående, hvordan du kunne vælge en stil, der på den ene side er realistisk og på den anden side er surreel i lighed med Magrittes billeder?

Ja, da jeg afleverede mine tre første billeder til Charlottenborg, tænkte jeg, 'at det her passer jo ingen steder hen, men det kan sgu være ligemeget, for sådan skal det være!' Der var en anmelder, som skrev, at det var en underlig slags Neue Sachlichkeit, og jeg gik hjem og slog op, hvad dette ord betød. Det var før ekstremrealismen, hyperrealismen, fotorealismen etc. vandt frem. Da det skete, blev jeg kategoriseret som en del af den nye realisme, uden skelen til, at min baggrund var en ganske anden."
"I det øjeblik, jeg havde malet mit selvportræt, var jeg så at sige fløjet fra reden. Da var jeg 21 år. Jeg havde åbnet for et univers, som det fra da af blev min opgave at udforske."
- Hvilken rolle spillede fotografiet for dig i den tid?
"Jeg hadede fotografiet. Det var meget afgørende for mig, at hvad jeg malede, det havde jeg virkelig for øje. De stakkels mennesker, der først sad model for mig. De sad time efter time, dag efter dag. Men hvad er det, man vil? Det var noget med, at hvis jeg følte, at en næse var lang, så skulle den være lang. Det ville være en barriere med den kliniske synsmåde, som fotografiet har."
- Hvordan så Egill Jacobsen på din kunst?
"Egill Jacobsen havde jo råbt på oprør, men han havde som hovedoverskrift, at kunsten ville udvikle sig i mange forskellige retninger. Sådan gik det rent faktisk. Han troede ikke på Kunstens Darwinistiske udviklingslære, der ellers dominerede tressernes kunstscene, om at kunsten bar fremtiden i sig, afhængigt af, hvor meget den var opløst. De kunstnere, som jeg selv beundrede i min skoletid, var Matisse, Cézanne, Giersing, Weie og Lundstrøm. Jeg syntes, de var vidunderlige."
- Hvad synes du om dem i dag?
"Stort set det samme. Men den autoritet, som de indtog i min bevidsthed dengang, gjorde, at de var helt utilnærmelige. Dette pres betød, at jeg blev nødt til at finde mine egne græsgange."

Det er måske svært at se, at den påvirkning Egill Jacobsen udgjorde på mig, var afgørende for mit afsæt. Hele den indsigt, jeg havde fået i, hvad et kunstværk egentlig er, gjorde, at der for mig straks var en afgørende forskel på det, der hedder illusion og det, der hedder realitet. Jeg kunne unde de unge realister, der vælter frem, at de havde del i dette udgangspunkt. Det er jo ingen kunst i sig selv at male virkeligheden."
- Du ser dine objekter fra flere vinkler samtidig, og du maler helt bevidst 'fladt' i dine frække portrætter af bl.a. Poul Schlüter og af Dronning Margrethe.
"Der er en afgørende forskel mellem realitet og illusion. Det interessante er bevidstheden om, at det vidunderlige medium, som maleriet er, altid er en firkantet, bemalet flade. Det er fladt som en pandekage. Beethoven gør sig virkelig umage for at gengive fuglenes kvidren i sin Pastorale Symfoni, men det er ikke illusion. Det er fuglenes kvidren, der er transformeret til at få en ny realitet i Beethovens værk. Det er problemet at transformere. At give substans og troværdighed i et helt andet medium."
- Hvordan ser du på 90'er kunsten, specielt den del, der er kontekstuel og går i direkte dialog med de samfundsmæssige omgivelser, som f.eks. den amerikanske kunstner Christine Hills værk 'Volksboutique', hvor hun solgte brugt tøj på Dokumenta i Kassel i 1997?
"Når den slags opstår, kaldes det nyskabelse. Men bagved ligger et problem. Det er, som når skuespilleren står på scenen, og ingen hører ham. Forklaringen kan være, at det enten er en dårlig scene eller en talentløs skuespiller. Der bygges mange nye scener i vor tid. Man taler mere om formen og mindre om indholdet, hvis man overhovedet kan få øje på det. Det minder om rokokoen, hvor man slog triller og talte artificielt, måske fordi man ikke følte at have noget vigtigt at sige, eller fordi man var fikseret på, om vokalerne var de rette. Jeg opfatter det som åndeligt armod. Der er sket en deroute i opfattelsen af, hvad en kunstner er, og hvad kunsten kan bruges til."
"Kunstnerne er blevet en samling ynkerygge. Det er så utrolig synd for kunstnerne. I forskellige rapporter kan man læse, hvordan Danmark per tradition er i modtagerens rolle, dvs. at vi modtager kulturpåvirkninger udefra. Den desillusion og fortrykthed, der ligger i sådanne udtalelser, medvirker ikke til at skabe entusiasme hos kunstnerne eller hos det interesserede publikum. I den seneste rapport (Ohrt-udvalgets, red.), kan man læse, at det er så utrolig synd for kunstnerne, hvad det sikkert også er. Og så føjer man til, at det, kunstnerne producerer, faktisk er værdiløst. Det har den samme udskiftelsesgrad, som computerudstyr! Dermed kan man konkludere, at virksomhederne kan trække skidtet fra og smide kunsten ud og få noget nyt."
- Jamen, Ohrt-udvalget konstaterer, at kunsten ved andengangssalg - f.eks. på auktion - faktisk falder i værdi?
"Hvis det ikke er udtryk for den dybeste armod, ved jeg da ikke, hvad det er. I min barndom havde man respekt for kunsten i bevidstheden om, at kunsten kunne fastholde og videregive menneskets åndelige identitet. Det var lige så meget et statsanliggende fra gammel tid, som det var en sag, der berørte hver og én. Deraf fulgte agtelsen for kunstneren."
"Det var ikke den populistiske ugebladsdyrkelse af berømtheder, man kender nu, men det var en agtelse, der var begrundet i opfattelsen af kunstneren som budbringer eller tjener hos en mægtig herre, nemlig kunsten. Det var kunsten, der var det interessante."
- Museernes indkøb er også blevet alvorligt kritiseret, hvad siger du til det?
"Rostrup Bøyesen sagde, da han tiltrådte som direktør for Statens Museum for Kunst i 60'erne, at man skulle passe på, at toget ikke var kørt, inden man nåede at stige på. Hvis den bekymring har udviklet sig til en gennemgribende nervøsitet, og hvis man derfor foretager dispositioner, som man alligevel ikke føler sig helt overbevist om er kvalificerede, så er det kritisabelt. Men selve museumsbegrebet har ændret sig, så det i dag kan sammenlignes med et bibliotek, hvor man vælter ind og ud af døren for at samle indtryk, så folk også kan underholdes. Man skal hele tiden finde på nyt. Det er jo også en politisk beslutning med besøgstal etc."
- Hvorfor er du ikke medlem af en kunstnersammenslutning?

Jeg var med på Grønningen som gæst i et par år, men kunne ikke med den kollektive ånd, fordi den var ødelæggende. Mit kunstneriske arbejde kan ikke gøres til genstand for diskussion, og det fordrer en fordybelse og koncentration. Jeg ville ikke have en eftersætning i en anmeldelse efter 37 andre. Når man virkelig gør noget for egen regning, skal man også give sig selv den mulighed at vise det alene - og tage ansvaret på sig."
- Hvor mange billeder har du skabt?
"Jeg har malet omkring 250 billeder, men de er fra begyndelsen malet som efter et dogmemanifest. Det, jeg maler hver dag, skal gerne være synligt. Min produktion er ikke så stor i tal, men der er ingen nitter imellem. Jeg har ikke 500 skrottede billeder. Mit princip har været, at når jeg begyndte på noget, så var det vederhæftigt, og altid noget, jeg følte havde den størst mulige interesse, og som skulle gennemføres med størst mulig konsekvens. Jeg prøver at arbejde, ligesom man siger om Schubert, at han mødte op, komponerede og gik hjem igen. Hele skabelsesprocessen har jeg prøvet at afmystificere."
- Hvordan tror du, at det vil gå kunsten i fremtiden?
"Åhh, fremragende. Vi skal bare lige over på den anden side. I forhold til den utrolige lange kæde af indsatser, er tidens kraftesløse frembringelser kun en ganske lille splint i øjet. Al den øvrige kunst har handlet om, hvordan det er at være menneske, om forholdet mellem mennesker, om Gud, om dødelighed og om fødsel. Man tænker, det er umuligt - det er jo de samme mennesker. Herregud man kan da ikke forestille sig, at resten af menneskets tid på jorden skal være knyttet til en så marginal interessesfære som det demonstrativt ubegribelige og det bevidst uforståelige."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu