Læsetid: 4 min.

De oversete Kosovo-serbiske stemmer

20. marts 1999

Mens krigsfaren igen øges i Kosovo, gør lokale serbere endnu et forsøg på at råbe verden op

KOMMENTAR
DE ALBANSKE forhandleres underskrivelse af den udenlandske fredsplan for Kosovo torsdag har spillet bolden over på jugoslavernes banehalvdel. Her nægter man fortsat at acceptere NATO-tropper på jugoslavisk territorium og forbereder sig militært på den voldelige konfrontation, som muligvis kommer. Mange serbere ser situtationen som fuldstændig håbløs, de har mistet troen både på deres egen regering og på udlandet. Og det er svært at fortænke dem i det.
Én part har dog spillet ud med et alternativ: Kosovos ortodokse biskop Artemije, som støttes af en organisation af lokale Kosovo-serbere under ledelse af Momcilo Trajkovic. Forgæves har de forsøgt at blive inddraget i Rambouillet-forhandlingerne. Senest har biskop Artemije skrevet et 'hastebrev' direkte til ambassadørerne Hill (USA), Petritsch (EU) og Majorskij (Rusland), hvori situationen analyseres fra Kosovo-serbernes vinkel, og hvori biskoppen appellerer til det internationale samfund om at sikre den serbiske minoritet i provinsen samme beskyttelse, som det er hensigten at sikre det albanske flertal.
Biskoppen tager ikke afstand fra udlandets fredsplan som sådan og betegner det endog som positivt, at det internationale samfund alvorligt og aktivt bekymrer sig for situationen i Kosovo. Men han finder det nødvendigt, at planen forsynes med et tillæg, som sikrer de lokale serbere mod fordrivelse og de serbiske kulturelle mindesmærker mod ødelæggelse.

Biskop Artemije konstaterer, at situationen i Kovoso i dag reelt er den, at der stort set ikke er nogen serbere tilbage i de cirka 50% af landdistrikterne, som nu domineres af Kosovas Befrielseshær, UÇK. Serberne er flyttet sammen i lokalsamfund, hvor de enten relativt eller absolut udgør et flertal.
Den kommunale inddeling bør ændres i forhold til dette og der bør gives de serbiske lokalsamfund lokalt selvstyre. I byerne, hvor der stadig er tale om en blandet befolkning, bør administrationen bygges op på en sådan måde, at det serbiske mindretal sikres mod forfølgelse. Hvordan det kan gøres, giver biskoppen også en konkret opskrift på.
Artemijes synspunkt er, at hvis der ikke tages sådanne skridt, vil fredsplanen i praksis føre til masseudvandring af de sidste serbere fra Kosovo. Herved vil det internationale samfund have bidraget til en etnisk udrensning af provinsen. Og det vægrer han sig ved at tro er dets hensigt.
Appellen til ambassadørerne går derfor ud på, at ligesom man har været meget omhyggelig med at inddrage de forskellige kosovo-albanske og andre ikke-serbiske grupper i forhandlingerne, bør man også inddrage autentiske repræsentanter for de lokale serbere i dem, for deres interesser bliver ikke varetaget af den nuværende forhandlingsgruppe som regeringen i Beograd har håndplukket.

Det, de lokale serbere frygter, er at de i sidste ende vil blive ladt i stikken både af Milosevic og det internationale samfund, således som det er sket med serberne i de kroatiske områder Krajina og Østslavonien, og i de områder i det vestlige Bosnien, som blev erobret af kroatiske og bosniske styrker i efteråret 1995. Og man må desværre indrømme, at det er en meget reel frygt. Således er 9/10 af den serbiske befolkning i Østslavonien emigreret siden overdragelsen til kroatisk administration i januar 1998.
Præcis den samme proces har længe været i gang i Kosovo, og biskop Artemije forudser, at området vil blive totalt renset for serbere, hvis det reelt kommer under UÇK's kontrol i forbindelse med en fredsaftale om Kosovo.
Der er noget fortvivlende i, at menneskeretsspørgsmål som vilkårene for de forskellige befolkningsgrupper i Kosovo underordnes hensynene til suverænitet, grænsernes ukrænkelighed og militær kontrol. Biskop Artemije tager ikke principiel afstand fra en eventuel tilstedeværelse af udenlandske soldater i Kosovo, sålænge det tjener sikkerheden i de lokale samfund for både serbere, albanere og andre befolkningsgrupper - og bevarelsen af områdets kulturarv.
Hans holdning er, at hvis man tilgodeser disse hensyn og får dem seriøst bakket op fra det internationale samfunds side, så vil både kirken og den lokale serbiske Kosovo-befolkning også bakke fredsplanen op, uanset hvad Beograd så mener om den.
Bag hans holdning ligger erkendelsen af, at serbernes overleven i Kosovo både fysisk og kulturelt kun vil være mulig gennem en forståelse med albanerne i et demokratiseret Kosovo. Det mener han ikke, regeringen i Beograd har forstået, og mindst af alle Milosevic, som han offentligt har betegnet som den største hindring for at opnå fred og demokrati på Balkan. Så man forstår på denne baggrund godt, hvorfor hverken biskoppen eller hans meningsfælle Momcilo Trajkovic er blevet udpeget til den serbiske forhandlingsdelegation i Rambouillet!
Selvom Beograd ikke lytter til dem, kunne det internationale samfund imidlertid godt interessere sig lidt for et forslag, som i virkeligheden harmonerer fint med det værdigrundlag, det internationale samfund har, og også er foreneligt med de udmeldinger, der er kommet fra den albanske regering i Tirana.
Der er andre muligheder end en militær konfrontation om Kosovo. Men så længe man kun tager de forhandlingsparter alvorligt, som sidder med våbnene, rykker sandsynligheden for en sådan konfrontation nærmere og nærmere. Mens muligheden for en varig fredsløsning baseret på en betryggelse af alle befolkningsgruppers fysiske sikkerhed, udfoldelsesmuligheder og kulturarv fortoner sig i det uvisse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her