Christina Åstrand redegjorde omhyggeligt for Nørgårds violinkoncert, der ser ud til at genudkomme på cd uden det store, saftige sus
KONCERT
Niveauet er blevet højt, både hvad angår Radiosymfoniorkestrets Torsdagskoncerter og opførelser af svær, ny musik.
Ugens Torsdagskoncert samlede sig om en opførelse af et centralt stykke ny dansk musik, Per Nørgårds violinkoncert. Vi taler om arvtageren for Carl Nielsens ditto, en i særklasse vellykket koncert for violinist og symfoniorkester skrevet af vores mest agtede nulevende komponist.
Opførelsen ved Torsdagskoncerten pådrog sig opmærksomhed, fordi den lægger op til en cd-udgivelse på det engelske mærke Chandos, som nærmest har gjort det til en sport at overgå sine danske konkurrenter i at udgive dansk musik. Nørgårds violinkoncert findes indspillet i forvejen, men den tekniske kvalitet af EMI-cd'en med Anton Kontra som solist foran Sjællands Symfoniorkester er til grin. Hosten, skramlen og larmende bladvendinger fra solisten skæmmer koncerten, der bærer den sarte, poetiske titel Helle Nacht.
Man kan godt regne med, der bliver mindre teknisk amatørisme hos Chandos. Til gengæld må man efter torsdagens opførelse indstille sig på, at der nok også bliver mindre saft og kraft i solostemmen. Kontra spiller med et stort, rødt og råt musikerhjerte bankende inden for læderjakken. Radiosymfoniorkestrets kvindelige koncertmester, Christina Åstrand, spiller rent og redegørende. Man fornemmede ikke for alvor en påtrængende kunstnerpersonlighed bag tonerne. Det er måske ikke musikpolitisk korrekt at påstå, men så dårlig er Kontra heller ikke. Der er - alt andet lige - en nerve i hans indspilning af koncerten, der giver liv. Bare fordi det er ny musik, behøver det ikke være upersonligt.
Vor tids Mogens
Åstrand og Radiosymfoniorkestret kommer til at lave den bedste af de to Nørgård-indspilninger, hvad angår rigtige toner til tiden og teknisk perfektion, det er der næppe tvivl om. Tingene var godt på plads, og Thomas Dausgaard dirigerer med fuld kontrol, selvom både solo- og orkesterstemmer er svære at spille.
Men ny musik må ikke bare blive en perfektionssag. Man skal kunne høre hjerteblodet bruse under overfladen, også i en samtidsklassiker som Nørgårds violinkoncert. Det hørte jeg mest hos Christina Åstrand, da hun satte fjerde og sidste sats an.
At den svære, nye musik i dag opføres på et så højt teknisk niveau, at man kan tillade sig at kritisere et luksusproblem som kunstnerisk fortolkning, kan vi ikke mindst takke radiomanden Mogens Andersen for. Gennem et langt arbejdsliv har den lille, store ny musik-forkæmper og tidligere magtfulde radiochef skaffet samtidsmusikken opmærksomhed, sendetid og plads på koncertprogrammerne. Det blev han takket for af de levende danske komponister, der, personificeret af komponisten Tage Nielsen, benyttede denne koncertaften til at udnævne Andersen til æresmedlem af deres forening.
Mogens Andersen forsvinder ud af æteren - omend næppe med sin gode vilje - al den stund han i går rundede de 70 og måtte gå på pension. Men hans engagement i den ny musik, lovede han, forsvinder ikke. Så lur mig, om ikke vi alligevel kommer til at høre mere til Vor Tids Mogens.
I de to midterste, lyriske 'tilstandssatser', der udgør hjertet i Per Nørgårds violinkoncert, kæmper Nørgård med Béla Bartók om rangen som europæisk mester i komposition af lysende, sart nattemusik.
Tæt på plet
Bartók selv stod på programmet efter Nørgård med Koncert for orkester, som Dausgaard dirigerede med intensitet som nøgleord. Fjerdesatsens tragisk afbrudte intermezzo, der minder om kompositionstidspunktet under Anden Verdenskrig og den syge, fattige Bartóks sidste leveår i eksil, satte Dausgaard glimrende skik på. Andre detaljer i koncertens femsatsede forløb blev mindre vellykkede. Strygere og træblæsere gjorde sig smukt bemærket, men messinget havde ikke den helt overlegne slagkraft.
Debussys med rette oversete balletmusik Khamma kunne man have undværet. Der er ingen særligt gode grunde til at opføre dette kuriosum af et bestillingsarbejde, når man kan spille La mer i stedet for. Så meget nybrud er der ikke i den syv år yngre balletmusik i forhold til det symfoniske digt, selvom programnoten forsøgte sig med dette argument for at sælge rariteten.
Lad den ægyptiske solgud Amon-Ra og hans tempeldanserinde Khamma hvile i fred, men giv kejseren, hvad kejserens er: Thomas Dausgaard kan dirigere Debussys store, dramatisk underspillede orkester, så man kan høre alle finesserne. Havde Dausgaard haft lige så meget indstuderingstid til Bartóks fænomenale koncert som til Debussy og Nørgård, havde der været to ud af tre mulige orkesterpletskud ved denne koncert.
*Debussy: Khamma, Nørgård: Helle Nacht, koncert for violin og orkester, Bartók: Koncert for orkester. Christina Åstrand (violin), Radiosymfoniorkestret dirigeret af Thomas Dausgaard, Radiohusets Koncertsal, torsdag
