Læsetid: 5 min.

Pas på provinsialismen

16. marts 1999

... advarer vokalfænomenet Paul Hillier, der er i København for at give koncert med vokalgruppen Ars Nova. Information mødte den tidligere nøgleperson i Hilliard Ensemblet, nuværende ankermand i The Theatre of Voices, til en snak om, hvorfor gammel og ny musik går godt i spand - og om Ars Novas fremtid

KLASSISK
Paul Hillier er netop fyldt 50. Som han sidder med en kop te i hånden og et smil på læben, gør han et roligt og sympatisk indtryk. Han er hyggelig at være sammen med. Sangerens stemme er behagelig. Små bobler af humor dukker hele tiden op på den stilfærdigt flydende strøm af udsagn og danser med lidt af vejen, mens vi snakker om stort og småt.
Paul Hillier er i København for at arbejde med vokalgruppen Ars Nova. Sammen med de 12 professionelle københavnske sangere indstuderer han musik af William Byrd, Terry Riley og Ingram Marshall. På torsdag aften laver de koncert i Garnisons Kirke. Inden det når så vidt, er samme program blevet fyret af tirsdag aften i Hørsholm Kirke og onsdag aften i Opstandelseskirken i Albertslund.
Den tidlige musik, som den engelske senrenæssance-mester Byrd repræsenterer, har sin naturlige, faste plads på Paul Hilliers repertoire. Men også den nye amerikanske musik af komponister som Riley og Marshall er for alvor kommet ind i billedet.
I begyndelsen af 90'erne, omkring skilsmissen fra Hilliard Ensemblet, flyttede Paul Hillier til Californien, hvor han arbejdede og underviste.
For to et halvt år siden tiltrådte han stillingen som leder af The Early Music Institute ved universitetet i Bloomington i Indiana, der er et af de tre-fire største og bedste musikinstitutter i USA. Hillier lægger ikke skjul på, at han nyder at arbejde i de inspirerende omgivelser, hvor medlemmer af Beaux Arts Trioen og andre internationale topkunstnere er blandt lærerkollegerne.
Englænderen Hillier er blevet amerikaner, og det er ikke helt mod hans vilje. Den amerikanske samtidsmusik er i dag et af sangerens og dirigentens foretrukne repertoireområder.
Mens han var i Californien, mødte han en af den amerikanske minimalmusiks fædre, Terry Riley. Riley gav Hillier et eksemplar af The Mexico City Blues, der er en tonsætning af en tekst af beathelten Jack Kerouac. Hillier finder stykket meget attraktivt. Med sit anstrøg af jazz klæder musikken teksten, siger han, men det er ikke minimalmusik. Ars Nova og Hillier håber, at Riley vil skrive stykker til dem, som kan opføres i forlængelse af The Mexico City Blues. I øjeblikket tales der mellem komponist og kor om muligheden af en værkbestilling.

Kor ved skillevej
Hillier og Ars Nova har arbejdet sammen to gange tidligere i løbet af de sidste par år. Han er blevet fast gæstedirigent for gruppen, og sammen har de indspillet en cd med tidlig musik af nederlænderen Jacob Obrecht, som skulle komme på gaden i løbet af i år. Desuden er der planer om en Byrd-cd.
Arbejdet med Terry Rileys musik er en fortsættelse af Ars Novas og Hilliers beskæftigelse med ny amerikansk musik, som de har tænkt sig at holde fast ved. Når der også synges motetter af den gamle englænder William Byrd ved koncerterne tirsdag, onsdag og torsdag, er det ikke fordi, Riley og Byrd har noget som helst med hinanden at gøre, forklarer Hillier. De er tværtimod meget forskellige. Han har bare lyst til at opføre begge dele.
Der kan til gengæld godt trækkes en musikalsk tråd mellem Byrd og amerikaneren Ingram Marshall, som også står på programmet ved de tre koncerter. For Marshall er den traditionelle engelske kormusik nærmest et romantisk ideal, som har dannet udgangspunkt for hans egne værker, siger Hillier.
Paul Hillier sætter pris på samarbejdet med de dygtige Ars Nova-sangere, det kan man mærke. "De lyder godt," er hans enkle begrundelse, når man går ham på klingen for at få hans vurdering af deres stærke sider. Desuden deler Bo Holtens gamle ensemble Hilliers forkærlighed for at blande den gamle og den nye kunst. Interesserne er fælles.
Men Ars Nova står ved en skillevej, mener Paul Hillier. Som kor må de afgøre, hvilken vej de vil videre af. Han og sangerne har diskuteret spørgsmålet, og for Hillier er der ingen tvivl om, at vejen frem - også for Ars Nova - er at skabe sig en meget klar profil. Som eksempler til efterfølgelse nævner han succesfulde instrumentalensembler på eliteniveau som London Sinfonietta, Schönberg-ensemblet i Wien og Die Reihe. Han advarer kraftigt mod at gøre sig til ambassadører for dansk musik. Skal man opføre dansk musik, skal det være, fordi den er god, ikke fordi den er dansk. Ellers ender man i publikumsløs provinsialisme, mener han. I øvrigt vil han gerne betone, at der skam findes god dansk kormusik. Nørgård og Gudmundsen-Holmgreen hives frem som eksempler på komponister af værker, Hillier har opført eller gerne ville opføre.
Paul Hillier har holdninger til Ars Novas fremtidige repertoirepolitik og profil, men, som han betoner, han er ikke en del af gruppen, og Ars Nova har en fast dirigent i Tamás Vetö. Han selv er blot gæstedirigent og forstår sig selv som sådan. Selvfølgelig håber han at få indflydelse, hvis samarbejdet fortsætter, og det synes at ligge i kortene, at det gør det - selvom der er det helt banale problem med penge, hvis Hillier skal frem og tilbage mellem USA og København, siger han. Initiativet er i sidste ende Ars Novas.

Nye instrumenter
Når Paul Hillier har gjort det til sit felt at kombinere den meget gamle musik og den helt nye musik, er det først og fremmest, fordi han holder meget af begge dele. Han har altid været interesseret i at udforske middelalderens og renæssancens musik. Derudover er der mange områder inden for den helt nye musik, som Hillier finder interessante. Det er vigtigt at være i kontakt med sin samtids komponister, mener han.
I løbet af de sidste 20 år er der opstået vokalensembler, der har arbejdet så intenst med den gamle musik, at de har gjort sig selv til helt nye 'instrumenter', bogstaveligt talt.
Disse ensembler adskiller sig afgørende fra den romantiske kortradition. Den måde at synge gammel musik på, der er bevet kultiveret i de seneste årtier, er samtidig den ideelle måde at synge meget af den moderne musik på. Ikke mindst fordi den klarlægger musikkens akkorder. Det er Hilliers erfaring, at mange samtidige komponister drages mod denne sound. Det gælder først og fremmest esteren Arvo Pärt, som Hillier har et meget nært forhold til. Men også de fleste andre nulevende komponister, som Hillier opfører, er glade for hans gammel-musik-lyd. Den passer godt til musikkens æstetik, fortæller han.
Det handler først og fremmest om at synge lige, uden vibrato, så akkorderne står helt klart. Det er en mindre subjektiv syngemåde, mener Hillier, men han er ikke så glad for at bruge udtrykket 'objektiv' om den. Den betegnelse er farlig, fordi den antyder noget koldt. Kunstneren er absolut til stede som fortolker, selvom han synger så vibratoløst og rent, at det grænser til det renfærdige.
Når man har talt med Paul Hillier, er man ikke i tvivl om, at man har en engageret musiker foran sig. At manden på sin egen lavmælte måde formelig udstråler musikalsk kompetence, formår ikke at skygge for det faktum, at hans indgangsvinkel til musikken er, at han elsker at synge og dirigere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu