Læsetid: 5 min.

'Et pinefuldt åbent sår'

11. marts 1999

Thuleboerne og deres advokater belyser baggrund og forløb for retssagen mod den danske stat

NY BOG
Sagen om den erstatningsløse tvangsforflyttelse med få dages varsel i maj 1953 af 30 grønlandske fangerfamilier - 105 mennesker - fra den frodige fangstplads ved Thule til Qaanaaq 150 km nordligere var senest fremme i medierne i forbindelse med den anden såkaldte Thule-sag, dén om USAs 'hemmelige' atomvåben i Thule i 50'erne og 60'erne. Denne sag førte til udarbejdelsen af den omfattende historiske udredning fra Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI), Grønland under den kolde krig (1997).
Selv om en række nye og opsigtsvækkende dokumenter om fanger-forflyttelsen blev tilgængelige i forbindelse med DUPI's arbejde, gjorde DUPI-rapporten trods sin øvrige grundighed ikke meget ud af sagen. Dette er der nu rådet bod på med udgivelsen af bogen Retten til Thulelandet, skrevet af Thule-boernes to advokater op til åbningen af den siden 1. marts verserende retssag ved Østre Landsret, som foreningen Hingitaq 53 ('De udstødte fra (19)53') har anlagt mod Statsministeriet. Kravene omfatter økonomisk erstatning (knap 45 mill. kr.) for bl.a. forringede jagt- og fangstmuligheder samt anerkendelse af de oprindelige fangerfolks territoriale ejendomsret til Thule Distrikt og den fraflyttede boplads Uummannaq.
Det materiale, der ligger til grund for bogen, er det samme som det, der indgår i forfatternes arbejde med retssagen. Bogen er således i bogstavelig forstand et partsindlæg, og ikke et historisk forskningsarbejde i gængs forstand. Til gengæld lades læseren ikke i tvivl herom, så det er op til den enkelte at vurdere såvel den historiske dokumentations som de juridiske argumenters bærekraft.

Stærk sag
For den, der som undertegnede bedst er i stand til at vurdere det første, forekommer Thule-boernes sag at stå stærkt. Bogen samler og fremlægger overskueligt de vigtigste dele af den hidtidige historiske og juridiske udforskning af sagen, herunder ikke mindst Mads Fægteborgs og især den utrættelige Jens Brøsteds omhyggelige og banebrydende arbejde.
Det påvises, at den danske stat i alle årene før og efter anlæggelsen af Thule Air Base i 1951 og fanger-flytningen i 1953 konsekvent viste sig rede til at udbetale økonomisk erstatning til grønlændere, som blev berørt af USAs militære baseanlæg på øen. Videre påvises det, at der ikke findes dokumentation af, at Thule-fangerne gennem 1952, året inden forflyttelsen, var interesserede i en massiv fraflytning fra Uummannaq, selv om der var konstateret en nedgang i bl.a. hvalros-fangsten i 1951 p.gr.a. baseaktiviteterne ved Thule.
Spørgsmålet om frivillighed eller tvang står centralt i sagen, fordi de danske myndigheder (med Grønlandsdepartmentets chef Eske Brun i spidsen) i 1953 udsendte bevidst vildledende og fejlagtige oplysninger om baggrunden for fanger-flytningen: at den skete efter "eskimoernes ønske" og efter forhandlinger i København med repræsentanter for "Thuleboerne". Vildledningen af den danske offentlighed skete, som det hed i et udenrigsministerielt telegram, for at afbøde presseangreb på USA's militære virksomhed i Grønland. Sådanne angreb frygtede man, hvis det kom frem, at forflytningen skete på direkte amerikansk krav (bopladsen skulle bruges til anti-luftskytsbatterier til forsvar af Thule-basen), at der ikke var tale om en frivillig flytning, og at flytningen skulle foregå med 3-4 dages varsel.
Ironisk nok var de danske myndigheder ved at blive fanget i deres eget net af usandheder om flytningen: Med henvisning til den officielle danske version om frivillighed afviste Washington i første omgang at gå ind på det danske ønske om, at USA skulle betale Danmark en godtgørelse for omkostningerne ved flytningen. Det endte dog med, at USA tilbød Danmark en godtgørelse på 700.000 dollar - en omstændighed, som bogens forfattere naturligt nok bruger til at nedskyde Statsministeriets bemærkelsesværdige fastholden under retssagen af, at flytningen i 1953 skete frivilligt. I øvrigt påvises det også i bogen, at regeringen i 1953 direkte misinformerede finansudvalget om flytningen, da det skulle bevilge midlerne til opførelsen af den nye by i Qaanaaq.

Grønlandsk pres
Ifølge Statsministeriets advokat kan Grundlovens relevante bestemmelser ikke anvendes på Thule-boernes krav, idet Grønland på tidspunktet på flytningen endnu havde kolonistatus: den nuværende Grundlov blev først vedtaget ved folkeafstemningen en uges tid efter flytningen. Forfatterne dokumenterer imidlertid, at den danske regering siden 1947 årligt rapporterede til FN, at grønlændernes nød de samme borgerrettigheder som danskerne, herunder "frit valg af opholdssted og beskæftigelse."
Statsministeriet procederer også på passivitet fra sagsøgernes side, samt på den 45-årige sags forældelse. Begge dele afvises skarpt i bogen: Det påvises, at Thule-befolkningen umiddelbart efter flytningen tog initiativ til at rejse krav om erstatning via det daværende kompetente organ, Thules Fangerråd, men at befolkningens krav i årene 1953-61 blev bremset af danske embedsmænd og direkte syltet af Statsministeriet. Fangerrådets forsøg på at rejse sagen i den statskontrollerede grønlandske presse blev forpurret af danske embedsmænd.
Når de danske myndigheder således i denne periode reelt svigtede deres forpligtelse til at realitetsbehandle Fangerrådets erstatningskrav, er det ganske bemærkelsesværdigt, at Statsministeriets energisk procederer på erstatningskravets forældelse. Hertil kommer, påpeger forfatterne, at ejendomsretskrav og territorierettigheder (det andet af sagsøgernes krav) ifølge dansk ret ikke forældes, samt at Danmark for nylig har tiltrådt en international ILO-konvention, som indebærer forpligtelse til at sikre tvangsforflyttede befolkningsgruppers ret til at vende tilbage.

Den kolde krigs ofre
Selv om bogens historiske dokumentation forekommer ganske overbevisende, vil de fleste læsere formentlig savne nærmere forklaringer end forfatternes af sagens fundamentale ydre rammer: hvorfor anså amerikanerne Thule-basen og dens anlæggelse og udvidelse i lyntempo for så vitalt vigtig på netop dette tidspunkt? Hvilke nøjere udenrigs-, sikkerheds- og indenrigspolitiske hensyn og overvejelser lå til grund for de danske beslutningstageres holdning til USAs militære aktiviteter i Grønland under den tidlige kolde krig? Svarene på disse spørgsmål er allerede i vidt omfang givet i foreliggende historiske undersøgelser. Svarene bidrager til at forklare, hvorfor de tvangsforflyttede Thule-fangere blev nogle af den kolde krigs mange sagesløse ofre. Om de bør bruges til at forsvare den danske - og amerikanske - stats behandling af dem, er derimod en anden sag.
Under alle omstændigheder har sagen, som præsidenten for Inuit Circumpolar Conference (ICC), Aqqaluk Lynge, skriver i bogens efterord, i 45 år været "et pinefuldt, åbent sår". Det kan først læges, såfremt sagen finder en retfærdig løsning. Det fremtidige forhold mellem Danmark og et stadig mere selvbevidst Grønland vil påvirkes heraf.

*Christian Harlang, Aqqaluk Lynge, Henrik Karl Nielsen: Retten til Thulelandet. 208 s., ill. 278 kr. Forlaget DIKE
*Opdaterede informationer om retssagen findes på Internet-adressen http://www.inughuit.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her