Læsetid: 2 min.

Pirret men ikke forført

6. marts 1999

Iben Hjejle som på én gang fræk Don Juan, klassisk Bimbo, trøstende Madonna

TEATER
En ung kvinde træder - efter nogle magnetiske forstyrrelser i luften - frem mellem træerne et sted i Sydsverige, hvor et hold yngre danskere holder weekend sammen. Efter på skift at have forført alle mændene og muligvis fortryllet en enkelt af kvinderne, bliver hun båret ud af Døden, som er en mand.
Det filosofisk-religiøse gods i Lars Kaalunds Donna Juanna er meget tungt og meget traditionelt: Kvinden som gavmild natur; manden som jæger og kultur; erotik som stakket glæde efterfulgt af anger, skamfølelse, straf. Ikke det skæggeste afsæt for noget, der også præsenterer sig som komedie.

Småborgerlige typer
Den ydre ramme: En velhaver-ødegård med pool, mange værelser, spisestue i japansk stil. Tre par plus en mandlig single er til fødselsdag hos Isabella, single. Alle tilhører den københavnske teater-, film- og modeverden. På trods af dette overraskende gråt-i-gråt småborgerlige typer.
Parforholdene har hver deres krise. Som også singlerne har det. Ind i denne verden vandrer naturens lyse datter - og understreger eller forstørrer kriserne.
Tonen og stilen genkendes fra de sidste fyrre års danske dramatik. Mest minder Kaalund om Rifbjergs tidlige dramatik - måske især filmen Weekend. Men der er konstante mindelser om Panduro, Jørgen Ljungdalh, Charlotte Strandgaard, (en masse) Nils Schou - helt frem til Nikoline Werdelin. Den væsentligste forskel er, at Kaalund måske ikke har fået tænkt sin ide helt til bunds.
En kvindelig Don Juan? Jo, det pirrer, men ideen er ikke fulgt til dørs. Denne Donna er ikke en charmerende psykopat, som mandlige Don Juan'er har det med at være. Hun har hverken vid eller begavelse - hendes udsagn om livet, døden og kærligheden er kortfattet kliche. Hun er mystisk, værner om sin mystik. Men man kan ikke selv med den bedste vilje hævde, hun er forfører. Mændene kaster sig over hende, mest af egen drift - og hun spreder benene. Som en våd pubertetsdrøm.

Mangler en historie
Der satiriseres en del over miljøets overfladiske omgangsformer - og sproget: "enormt" og "rimeligt" og "helt fedt". Man refererer til film, man har set, snarere end til fælles oplevelser ude i virkeligheden.
Af mangel på egentlig historie og fyld i karakterer, griber spillerne til solonumre. Trine Dyrholm har publikum med sig som underfrankeret blondine. Lars Brygmann er stærkt til stede med sit let distræte spil, som dog er i fare for at udvikle sig til maner. Sympatien samler sig om den stakkels Iben Hjejle, der prøver at bevare roen og overblikket, mens hun samtidigt skal forsøge at være fræk Don Juan, klassisk Bimbo, trøstende Madonna.

*Donna Juanna. Manus. og instr.: Lars Kaalund. Scen.: Chr. Friedländer. Østre Gasværk Teater.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu