Læsetid: 5 min.

Polen fuldender befrielseskamp

9. marts 1999

Med medlemsskabet af NATO vil Polen kunne bygge et ægte partnerskab med Rusland, siger Polens forsvarsminister

Rykker mod vest
WASHINGTON - Efter så mange år vælter minderne frem.
I begyndelsen af december 1981 gav den nationale talsmand for Polens oprørsbevægelse, Solidarnosc, én af sine sidste interviews. Kort efter blev Janusz Onyszkiewicz og hundreder af intellektuelle og arbejdere sat bag lås og slå.
"Jeg var interneret i et år. Herefter kunne jeg vende tilbage til min stilling som lektor i matematik på Warszawas universitet og genoptage modstandsarbejdet," husker han.
Den 13. december 1981 havde general Wojciech Jaruzelski indført krigsretstilstand og den blev først ophævet fuldstændigt i 1984. I 1989 måtte det militær-kommunistiske regime opgive at styre Polen. Lederne af Solidarnosc overtog regeringsmagten. Herefter faldt den sovjetiske kommunisme i Østeuropa som et korthus.
På fredag - omtrent ti år senere - bliver Polen optaget i den nordatlantiske forsvarspagt NATO.
Hermed indtræder landet såvel som Vesten formelt set i en ny og radikalt anderledes historisk epoke.

'The' falder af og til ud
Hvem husker egentligt Warszawa-pagten? Leonid Bresjnev? De pansrede køretøjer og soldater væbnede til tænderne i Warszawas snebeklædte gader i julen 1981? Alt var tabt. Selv ikke de mest blåøjede polakker troede på en lys fremtid.
Siden dengang har Onyszkiewicz ikke ændret sig meget. Hans blå og intelligente øjne brillerer stadig, og latteren kommer pludselig og uventet. Stemmeføringen er den samme - et formfuldendt engelsk med distingveret britisk accent, hvor det bestemte kendeord 'the' af og til falder ud. Det eksisterer nemlig ikke på polsk.
Sidst vi sås var i Solidarnosc's ramponerede hovedkvarter på Mokotowska-gaden i Warszawa. Nu står den lille, tætbyggede Janusz Onyszkiewicz i foyeren på Mayflower Hotel i Washington omgivet af en minister fra den polske ambassade, en adjudant, som er kaptajn og på sit første besøg i USA og forsvarsattachéen, klædt i samme uniform, som officerer var iført under kommunismen.

Indtog fæstning
Hvordan endte han med at blive Polens forsvarsminister? "Du kan måske huske, at vi dengang i Solidarnosc forsøgte at styre uden om Forsvarsministeriet og Indenrigsministeriet. De var for følsomme at røre ved. Den gestus gengældte Indenrigsministeriet ikke. De udspionerede os og på den måde lærte vi noget om deres metoder."
"Forsvarsministeriet vidste vi derimod intet om. Det var som et sort hul. Da vi overtog regeringsmagten i 1989, fik kommunisterne lov til at bevare posten, men det gik ikke i længden. I 1990 blev jeg udpeget til at gennemtrænge den uindtagelige fæstning - ikke fordi jeg var bedre kvalificeret, men én eller anden skulle gøre det."
Onyszkiewicz har været forsvarsminister i to omgange og sidst siden 1997, da Polens bestræbelser på at blive optaget i NATO for alvor tog fart.
Fra starten stod det klart, at kampen for medlemskab ikke ville stå i Vesteuropa, hvor Polen havde den tyske kansler Helmut Kohls opbakning og resten af NATO-landene stort set agtede at følge præsident Bill Clintons udvidelsesplan.

Slaget i Senatet
Det egentlige slag skulle stå i USA's Senat, der har til opgave at ratificere traktatændringer. Så den polske regering iværksatte en lobbykampagne med støtte fra et talstærkt indvandrersamfund i de midtvestlige stater.
Til trods for indsatsen var det en hård nød at knække. En del senatorer frygtede, at en udvidet alliance ville miste livskraft og afskrækkelsesevne, andre var bekymrede over Ruslands reaktion. I sidste ende godkendte Senatet optagelsen af Polen, Tjekkiet og Ungarn. Protokollen bliver underskrevet den 12. marts i Missouri.
Polens kampagne for medlemskab begyndte allerede i 1990-91, da landet deltog i Operation Ørkenstorm i Kuwait og Irak. Siden er polske soldater blevet udstationeret i Bosnien og Haiti. Kosovo kan blive næste mission.
"Vi er nu den største bidragsyder til FN's fredsbevarende styrker," siger en stolt forsvarsminister.
Det nye Polen har også søgt at optræde som en stabiliserende regional stormagt i Østeuropa og Baltikum - en opgave, som både USA og nordeuropæiske NATO-lande værdsætter.
Efter kommunismens sammenbrud i 1991 skulle et strategisk tomrum mellem Rusland og Vesteuropa jo udfyldes på en eller anden facon.

Tilbage i familien
Det er således fristende at se Polens optagelse i NATO som en cadeau. Men det afviser forsvarsministeren straks.
"Vi skal ikke belønnes for noget. Vi bliver genoptaget i gruppen af demokratiske nationer som en logisk følge af kommunismens sammenbrud og vores befrielseskamp," siger Onyszkiewicz til Information.
Kodeordet her er genoptagelse. Polakkerne har altid anset Jerntæppets deling af Europa under Den Kolde Krig for noget midlertidigt og dybest set en abnormitet.
Roosevelts og Churchills beslutning i Jalta i 1943 om at lade Stalins indflydelsessfære række til Oder-Neisse, blev ydermere opfattet som forræderi overfor et destrueret Polen, der havde mistet flere mennesker end noget andet europæisk land i kampen mod nazismen.
Polens ønske om optagelse i NATO skal derfor ikke primært ses som et værn mod den historiske sikkerhedstrussel fra Rusland.
"Vi har naturligvis altid opfattet NATO som et fælleskab af nationer, der i solidaritet lover at forsvare hinanden. Men lige så vigtigt er det, at medlemmerne sammen bygger en fælles fremtid baseret på værdier, de deler," påpeger Janusz Onyszkiewicz, hvis hustru er barnebarn til Polens frihedshelt Jozef Pilsudski.
Medlemskab af en europæisk sikkerhedsalliance antager samtidig en særlig betydning for et land, der i det 18. og 19. århundrede blev rendt over ende og besat af stormagter som Frankrig, Preussen og Østrig-Ungarn - senest af det nazistiske Tyskland.
Polakkernes bitre historiske erfaring med europæisk storpolitik er stadig så nærværende, at de får kuldegysninger ved tanken om en amerikansk militær tilbagetrækning fra det europæiske kontinent.
"USA's tilstedeværelse i Europa er for os meget, meget vigtig. Det amerikanske lederskab af NATO medfører, at vi undgår rivalisering mellem europæiske stormagter," understreger forsvarsministeren.
"Vi er stærkt imod, at NATO's identitet bliver mere europæisk og mindre amerikansk. Alliancen må da gerne blive mere europæisk, men for alt i verden ikke mindre amerikansk."

Vi er de første, der lider
Det betyder selvfølgelig ikke, at polakkerne undervurderer en eventuel sikkerhedstrussel fra sin store østlige nabo.
"Ingen kan med 100 pct. sikkerhed forudsige, hvordan Rusland vil se ud om 20 år. Det ved selv russerne ikke, de bekymrer sig også. Fremtiden er usikker og kun sande kommunister troede på, at historien var holdt med at eksistere," bemærker Onyszkiewicz med en snert af ironi.
I USA har mange udenrigspolitiske eksperter svært ved at se den russiske trussel og anfører, at NATO's udvidelse mod øst snarere bidrager til at genopvække de nationalistiske og revanchistiske kræfter i Rusland.
"Det er en gal synsvinkel at anlægge," svarer Onyszkiewicz. "En forsvarsalliances eksistens er ikke nødvendigvis berettiget af en klart defineret trussel. Det samme gælder for en enkel nations forsvarspolitik. Hvorfor har Schweiz en stor stående hær? Ikke fordi de er truet af Italien, Østrig, Tyskland eller Lichtenstein. Schweizerne ville svare: 'Vi er ikke sikre på, hvor truslen kommer fra'."
I kraft af sin geostrategiske beliggende mellem Rusland og Europa er Polen enorm sårbar overfor ustabilitet og har særlig grund til at frygte en nedkøling i USA's relationer til Moskva.
"Vi er de første til at lide, hvis NATO og Rusland er i krise. Derfor støtter vi NATO's dialog med Rusland. For Polen bliver det lettere at bygge et partnerskab med Rusland, når vi er optaget i NATO," siger Janusz Onyszkiewicz.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu