Læsetid: 2 min.

Protestmøde mod mælkefusion

23. marts 1999

Syv landmænd i Kløver Mælks repræsentantskab arrangerer i aften protestmøde mod mejerifusionen med MD Foods

I aften vil det vise sig, om der er vægt bag Kløver-modstanden mod fusionen mellem mejeriselskaberne Kløver Mælk og MD Foods.
Syv medlemmer af Kløver Mælks repræsentantskab har indbudt mejeriselskabets over 1.700 andelshavere til protestmøde på Hovborg Kro ved Grindsted.
"Vi vil fortælle andelshaverne, at der er andre muligheder end en fusion, blandt andet et samarbejde med MD Foods, hvilket har været fremme under forhandlingerne om fusionen," siger landmand Henning Nielsen fra Bramming, der sidder i Kløver Mælks repræsentantskab, som på torsdag skal stemme om fusionen.
Han håber, at mødet kan være med til at lægge det sidste og afgørende pres på de valgte Kløver-repræsentanter, inden de skal stemme.
"Jeg tror, at det kan lykkes at få et nej på torsdag," siger Henning Nielsen, der sammen med seks andre medlemmer af det 184 mand store repræsentantskab i Kløver Mælk, har sat sig sammen for at kæmpe mod fusionen.

Det sidste spjæt
Gruppen tør ikke give et bud på, hvor mange andelshavere der kommer til protestmødet.
Landmand Anders Feldbak fra Herning-egnen vil ikke komme. Han er et af de medlemmer af Kløvers repræsentantskab, der gennem årene har været hårdnakket modstander af en fusion med MD Foods. Alligevel vurderer han, at løbet er kørt.
"Protestmødet vil virke som det sidste spjæt, og jeg tror ikke på, det vil ændre noget," siger Anders Feldbak, der fornemmer, at der blandt Kløvers andelshavere er en vis skepsis mod fusionen, men at de fleste alligevel ikke ser andre alternativer.
De syv initiativtagere til aftenens møde er grundlæggende utilfredse med den korte tid, andelshaverne har haft til at afklare deres holdning til fusionen og deres fremtid.
"Bliver fusionen er realitet, så har vi kun fire uger til at skifte mejeri eller starte et nyt, og det er alt for kort tid," mener Henning Nielsen, der er ved at få en jurist til at afklare, om andelshaverne ikke retteligt bør have ekstra tid.
"Denne usikkerhed burde få i hvert fald tvivlerne i repræsentantskabet til at stemme nej," siger modstanderen af fusionen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her