Læsetid: 4 min.

Psykologi og eksistens

19. marts 1999

Ja, jeg synes, det er den bedste psykologibog i mange år

NY BOG
Lad mig begynde med konklusionen: Her er den! Den største og mest fuldtonende psykologibog i mange år. Irving Yaloms Eksistentiel psykoterapi. Bliv ikke afskrækket af titlen. Bogen handler om meget mere end psykoterapi, selv om den sandelig også handler om at hjælpe folk med følelsesmæssige fejlstyringer til at finde tilbage til den vej, der for dem har hjerte og betydning.
Det er lige så fuldt en grundbog, nej selve grundbogen i eksistentiel psykologi - og så er det ydermere en grundbog i selve eksistensen.
I fagkredse har man vidst det i mange år, for bogen er næsten tyve år gammel. Tyve år gammel! - det er ikke mange psykologibøger, der kan stå for den prøve. Men Yaloms værk er fuldstændig dugfrisk og så med den tillægsgevinst, at det han taler om, har vi vidst før, anet, ikke så tydeligt og gennemforklaret som her, men det rører ved sider af os, vi kender mere end godt, ikke mindst i
Kierkegaards fædreland. Kierkegaard er Yaloms store forbillede, sammen med Heidegger og især Sartre, som de fleste af os ældre engang har holdt tæt til hjertet.
Yalom hamrer en rungende mol-klang ind i sindet på os, så vi som læsere mærker jorden smelte væk under os. Vi er som enestående, levende mennesker udleveret til døden, fordømt til friheden, skæbnebestemt til ensomheden og stillet over for livets principielle meningsløshed.

Klart og medrivende
Vi har hørt denne frygtindgydende firklang før: Døden, friheden, isolationen og meningsløsheden. Og vi har også mærket, at firklangen efter et par modulationer er blevet til syv, fordi dødstemaet anslår angsten, og friheden straks spaltes i kravet om ansvar og valg.
Men vi har aldrig hørt det så udtømmende og dybsindigt beskrevet, og vi har aldrig før fået det båret igennem på et så klart og medrivende sprog.
Den eksistentielle psykologi er en dynamisk psykologi ligesom Freuds og hans efterfølgeres psykoanalyse. Og med 'dynamisk' menes, at psykologien handler om kræfter i voldsom brydning. Men hvor Freuds kræfter bestod af jeg'ets konflikt med de fortrængte drifter, og hvor ny-freudianerne lagde vægten på konflikten mellem jeg'et og de vigtigste personer i omgivelserne, ser Yalom kampen som stående ved menneskets konfrontation med tilværelsens grundvilkår.
Vi kan enten leve, som om intet var hændt. Eller vi kan tage livet alvorligt. Og så undgår vi ikke at tage stilling til, at vi godt nok er levende lige nu, men at vi en dag ikke lever mere. Denne viden er ikke en viden om en tidsmæssig rækkefølge med en tid til at leve og en tid til at dø. Det er en stadig leven med døden som en tavs sidemand, der giver den mørke kontrast, der kræves, for at lyset ikke skal blive fadt og intetsigende.

Mol-klange
Friheden, det er ikke friheden til at gøre, hvad fanden vi vil. Det er en rædsel for, at der ikke er nogen struktur på og forud fastlagt mening med vores liv. Vi loves ikke frihed, vi er kastet ud i friheden. Mennesket er frit, fordi det selv må skabe sin verden og sit liv. Friheden spalter sig straks ud i kravet om, at vi skal stå til ansvar for, hvad vi gør, og at vi er tvunget til at vælge vores bane gennem de 75 år.
Med den viden, at min død er min, og min helt alene, viser det sig også, at jeg dybest set er isoleret. Ikke nødvendigvis ensom i betydningen, at jeg er isoleret fra andre mennesker, heller ikke i betydningen at jeg ikke lever mit liv fuldt ud og derfor er isoleret fra ukendte sider af mig selv, men isoleret i betydningen at den mening og den bane, jeg skal give mit liv, den er mit ansvar helt alene, og om de vigtigste grundvilkår og grænsesituationer er der ingen anden end mig selv, der er ansvarlig for mig.
Som den fjerde tone i molklangen er der meningsløsheden. Jeg er et menneske, og der er ingen forud fastlagt mening med mig. Meningen med mit liv kommer med det liv, jeg lever, de valg jeg tager, de handlinger jeg beslutter mig for, og den frihed jeg er udleveret til.
Ordet 'eksistere' kommer fra latin, eks-istere, som betyder at træde frem eller træde ud af. Vores eksistens som tænkende væsener beror på, at vi er kastet ud i et frysende, endeligt univers, som først befolkes, når vi selv befolker det med de valg, vi foretager; de valg der giver vores liv retning, værdier og betydning.
Dette er desværre kun skelettet til de 600 siders betagende læsning. Og hermed har jeg især beskæftiget mig med bogen som en bog om eksistensen. Det er også en vidunderligt large fremlæggelse af den eksistentielle psykologi, men det er naturligvis også på sin plads, at sige, at det er en yderst værdifuld bog om eksistentiel psykoterapi, og det var jo bogens titel.
Men jeg synes, denne vidunderlige bog har et langt bredere sigte. Den kan opfattes som en grundbog i, hvad det overhovedet vil sige at være et menneske.

*Irving Yalom: Eksistentiel psykoterapi. Oversat af Anders Johansen. 560 s., 398 kr. Hans Reitzel

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu