Læsetid: 7 min.

Publikum søges

16. marts 1999

Afrikansk film lever og har det godt, men når ikke ud til publikum. Det var hovedbudskabet på den Danida-sponsorerede panafrikanske filmfestival FESPACO, der løb af stabelen i Burkina Fasos hovedstad Ouagadougou

AFRIKANSK FILM
Betontribunerne på Ouagadougous gigantiske 4. august-stadion gynger faretruende, da 50.000 mennesker bryder ud i spontan dans. Inden da har der været lidt uro på rækkerne under den bagende sol. Ambulancen har flere gange måttet hente livløse tilskuere, der er faldet om i varmen, og en hel publikumssektion har sat ild til programmer og andet brændbart, som de har smidt ned på grønsværen sammen med plasticposer med vand. Men da reggae-stjernen Alpha Blondy går på scenen og messer sin 'lektion til præsidenten' om, at korruptionen må bekæmpes med højere lønninger, jubler menneskemængden ekstatisk.
Vi er til åbningen af den panafrikanske filmfestival FESPACO, der i år kan fejre sit 30 års jubilæum i Burkina Fasos hovedstad Ouagadougou. Til stede er hovedparten af det afrikanske kontinents filmskabere, deres europæiske finansiører og sympatisører, omkring 700 journalister fra hele verden samt en stor del af Ouagadougous befolkning.
Og på ærespladserne, omgivet af sikkerhedsvagter, finder vi det meste af Burkina Fasos regering og landets øverste leder, præsident Blaise Compaoré, der efter at have lyttet høfligt til Alpha Blondys utvetydige opfordring klapper festivalen i gang med et gigantisk klaptræ.

Zongo og Sankara
Blaise har ellers ikke haft meget at klappe ad i den senere tid. Siden mordet på den kritiske journalist Norbert Zongo i december har det i øvrigt eksemplarisk fredelige Burkina været præget af demonstrationer og proteststrejker med krav om en uvildig undersøgelse af Zongos voldsomme død. Selv filmfestivalen truedes af boykot-aktioner og lignende, men med nedsættelsen af en undersøgelseskommission lykkedes det Blaise at ride stormen af, i det mindste indtil videre.
Zongos spøgelse rumsterer imidlertid lige under overfladen på al festivitasen. Man skal ikke bevæge sig mange skridt ned ad Ouagas menneskemyldrende gader, før hans navn bliver bragt på bane, og dét af filmfolk og burkinske journalister såvel som af skoleelever og gadesælgere.
Selv de mest kritiske røster mener dog ikke, at præsidenten selv var direkte involveret i mordet på Zongo. Mistankerne retter sig imod Blaises bror, og de fleste burkinere er nu spændt på at se, hvad præsidenten i givet fald vil gøre ved dét, eller om nogen eventuelt er mere lige for loven end andre.
Men uanset udfaldet af undersøgelseskommissionens arbejde må man konstatere, at ytringsfriheden i Burkina Faso trods alt er tilstrækkelig rummelig til, at Alpha Blondy f.eks. kan synge politiske sange ved officielle arrangementer, og at der på festivalen kan vises kritiske film, ja sågar film der priser Blaises forgænger, Thomas Sankara. Sankara, der måtte lade livet (for nu at sige det sådan) ved det kup, der i 1987 bragte Blaise til magten, har i mange burkineres bevidsthed antaget nærmest mytisk status - hvilket man ikke var i tvivl om, når den blotte omtale af hans navn udløste spontane klapsalver og jubeltilkendegivelser i de fyldte festivalbiografer.

Danida i front
Det er ikke nogen lille opgave for et af verdens fattigste lande at afholde en filmfestival af FESPACO's dimensioner hvert andet år. Ikke mindst koster det penge. Mange penge. Og selv om Burkina Faso får en hel del igen i kraft af de ca. 5.000 tilrejsende gæsters fremmede valuta, er udgifterne større end landets egen betrængte økonomi kan klare.
Når festivalen alligevel er mulig, er det takket være en lang række udenlandske institutioners og organisationers rundhåndede bidrag. EU støtter festivalen, og det samme gør Frankrig og en lang række andre europæiske lande, men hovedsponsor er Danida, der har skudt knap tre millioner kroner i årets FESPACO.
Nu vil der nok være en og anden, der tænker, at danske bistandskroner må kunne anvendes til noget mere livsnødvendigt end lige netop en filmfestival. Well, for det første må de tre millioner ses i forhold til, at Danida årligt lægger i alt omkring 170 millioner kroner i Burkina Faso (til bl.a. vandings- og landbrugsprojekter). Dernæst må man forstå, at det er uhyre vigtigt for afrikanerne at kunne producere og spejle sig i egne billeder, ikke mindst som en modvægt mod de mange amerikanske - og franske - billeder, der vælter ned fra himlen.
Og i den sammenhæng er FESPACO en slags knudepunkt. Ja, der er dem, der mener, at uden FESPACO ville der simpelthen ikke være nogen afrikansk film, for festivalen er meget andet end filmvisninger. Den er også en unik chance for de afrikanske filmfolk til at møde eventuelle producenter og distributører, og, ikke mindst, til at udveksle erfaringer og drøfte fremtidsstrategier.

Achilleshæl
FESPACO kunne i år byde på i alt omkring 150 nye film, alt inklusive. Selv om det stadigvæk er lidt af et job at strikke et budget sammen til en afrikansk film; selv om mange instruktører må bruge mange år på at færdiggøre en film, fordi pengene slipper op undervejs; selv om afrikansk film stadig i hovedsagen er finansieret af Europa - med hvad dét måtte indebære af kunstneriske kompromiser; og selv om det afrikanske kontinent lider af en fatal mangel på egne manuskriptforfattere, fotografer, klippere, lydfolk osv. - så produceres der film i Afrika som aldrig før, og kvaliteten af dem bliver stadig bedre.
Der er bare den alvorlige hage ved det, at filmene stort set ikke bliver vist. Hverken i Afrika eller i resten af verden. De indgår i et lukket internationalt festivalkredsløb, hvor mange af dem høster priser og kritikerroser, men er derefter henvist til at samle støv på producentens hylder. Kun tre procent af de film, der vises i afrikanske biografer, er afrikanske - 70 procent er amerikanske (mestendels udtjente actionfilm), og hovedparten af resten stammer fra Indien og Hong Kong.
Distributionen er afrikansk films achilleshæl, for hvad nytter det at producere stadig flere og stadig bedre film, hvis der ikke er nogen, der ser dem? Distributionen var da også det overordnede tema for årets festival og emne for et tre-dages seminar, hvor repræsentanter for branchen diskuterede, hvad man kan gøre for dels at forbedre kontinentets biografsystem, dels at sørge for i højere grad at få filmene ud via tv.

Bøsser og Biblen
De fleste af de film, jeg nåede at se i løbet af en hektisk festivaluge, fortjener i alt fald at nå ud til et større publikum. Det gælder f.eks. vinderfilmen Pièces d'identité, instrueret af Ngangura
Mweze fra Den Demokratiske Republik Congo (tidl. Zaïre). Den handler om en aldrende afrikansk konge, der tager til Belgien for at lede efter sin datter. Ved tilfældets magiske mellemkomst forenes de til sidst, men forinden har kongen oplevet både ydmygende fornedrelse og varm medmenneskelighed i den fremmede kultur. Pièces d'identité er sympatisk og meget professionel, men efter min mening bød festivalen på langt mere spændende film.
Væsentligt mere interessant var således den rebelske camerouner Jean-Marie Tenos dokumentariske videodagbog Chef. Chef er en modig film, der bl.a. indeholder rystende afsløringer af kvindens arkaiske status i Cameroun, af det gennemkorrupte retssystem og af de umenneskelige forhold i landets fængsler.
Og så kunne FESPACO blænde op for det afrikanske kontinents første bøssefilm, Dakan, af Mohamed Camara fra Guinea.
Som film betragtet er den vel ikke udelt vellykket, men dens skildring af kærlighedsforholdet mellem to gymnasiedrenge - og den modstand de møder ikke mindst fra forældrene - er både varm og smuk. Og det kan nok være, den skabte debat, for i Afrika er homoseksualitet officielt ikke eksisterende. I biografen fnes og kommenterede folk højlydt de chokerende billeder, og på den efterfølgende pressekonference - der i øvrigt nærmest blev kuppet af 'forkvinden' for Elfenbenskystens transvestitter! - gik bølgerne højt.
Festivalens uden diskussion mest ambitiøse film var La Genèse (dvs. Skabelsen) af Cheick Oumar Sissoko fra Mali. Med sangeren Salif Keïta i en af hovedrollerne søger filmen tilbage til rødderne og etablerer en dialog mellem afrikansk tradition og Det gamle Testamentes beretning om Jakob og hans sønner. Det er en storslået og betagende smuk, men også ganske fortænkt og tung film.

Mod det næste årtusinde
Min personlige favorit var La vie sur terre af Abderrahmane Sissoko fra Mauretanien. Den udspiller sig den 31. december 1999. Over hele verden fester man ekstatisk, kun ikke i den lille afrikanske landsby Sokolo, hvis sindige rytme ikke kan forstyrres af noget så abstrakt og uvedkommende som et årtusindskifte. Denne lille perle af en film, der er optaget i instruktørens egen landsby og har landsbyens autentiske beboere - og instruktøren selv - i rollerne, er ikke blot dybt poetisk og visuelt smuk, den formår også at præsentere nogle både væsentlige og tankevækkende forskelle på afrikansk og europæisk kultur.
Europæerne er nok lysår foran afrikanerne, hvad teknologi og materiel rigdom angår, men når det kommer til menneskelige relationer og respekten for naturen, kunne vi lære en del af afrikanerne - f.eks. ved at se deres film. Men det kræver naturligvis, at vi får mulighed for det. At biografer og tv importerer de afrikanske film - og at vi er parate til at åbne vore sind for anderledes måder at begribe verden på. Burkina Fasos kultur- og kommunikationsminister er ikke i tvivl om, at kontinentets film har noget at bibringe resten af verden: "Vi må bringe vores identitet, vores afrikanske særkende med ind i det næste årtusinde og derved bidrage til at berige verdens filmkunst."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu