Læsetid: 2 min.

Råddenskab under gulvtæppet

31. marts 1999

Strindberg-komedie leger med og advarer mod uforpligtende umoral

TEATER
Er den ægte kærlighed kun en krusning på overfladen, et irriterende brud på rutinen? Eller eksisterer den slet ikke? Findes der kun praktiske arrangementer?
Spurgte Strindberg i 1892 i en lettere misantroisk komedie, der heder Leg med ild, og som p.t. vises i det gamle Husets Teater i Magstræde - som nu hedder Teater Sthyr & Kjær, efter de kolonialgrossister, som holdt til i bygningen før 1969.
Historien: I en hus et sted i verden bor et par generationer af frisindede lediggængere. Præsentationen af dem varer en formiddag og foregår i en atelierdagligstue hos sønnen i huset, Knud (spillet af Claus Bang), som noget sløset nurser et malertalent.
Det står en smule hen i det uvisse, om han faktisk elsker sin kone Kirsten (Lene Laub Oksen), men han elsker i hvert fald med hende. Samtidig med at han har noget kørende med kusinen Adele (Dya Hauch), som også er faderens elskerinde.
Faderen (Niels Weyde) og moderen (Elena Strøbech) bor under samme tag, men har hver deres liv og omfatter hinanden med stor tolerance.
Den tætte sociale kontrol understreges af de ulåste døre. Hele tiden er der familiemedlemmer, der vælter ind og ud. Atelieret er et kvælende drivhus af tropeplanter med eksotiske fuglelyde. Den afslappede erotiske parathed understreges af kostymerne: morgenkåber, undertøj.
Instruktøren, Kristine Helga Olsen, har valgt en skæg, udadvendt spillestil - beslægtet med den faretruende overtydelighed i amerikanske tv-komedier. Ikke-amerikansk er de mange henvisninger til fysisk kærlighed - greb i skridtet, demonstrative berøringer af bryster og baller.
Kirsten, konen, har problemer med ledigggangen: "Dette monotone liv, uden beskæftigelse, uden sindsbevægelse... Sommetider er jeg så grusom, at jeg ønsker mig en stor sorg; at der kommer en epidemi, at der udbrød brand - at mit barn døde. At jeg selv døde!"
En husven Axel (Jens Gotthelf) kommer på besøg. Han er for alvor forelsket i den unge fru Kirsten. Knuds store leg er herefter at få Axel og Kirsten til at dumme sig og erklære sig overfor hinanden.
Axel har svært ved at gennemskue holdningen i huset: "Der må være noget, der ligger og rådner under gulvtæppet." Dette noget synes at være uforpligtende umoral. Som forestillingen både leger med og advarer imod.

*Leg med Ild. Skuespil af August Strindberg, oversat af Niels Barfoed. Instr.: Kristine Helga Olsen. Scen.: Marianne Hartvig Nielsen. Teater Sthyr og Kjær i Huset i Magstræde. Til 17. april.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu