Læsetid: 0 min.

Regeringen har splittet naturgassen

8. marts 1999

Regeringens forsøg på at samle den danske naturgasfamilie under det statsejede DONG har skabt endnu mere splittelse i den danske gas-sektor, før det frie gasmarked åbner, mener forsker

Regeringens pres for at samle de fem danske naturgasselskaber har splittet naturgasfamilien mere end nogensinde før. Mens Naturgas Syd, har bøjet sig for regeringens pres, vil de fire øvrige ikke være med, og de har tilmed delt sig i to lejre.
"Regeringens pres er endt i noget nær den værst tænkelige situation med en endnu mere opsplittet gassektor," siger Stefan Brendstrup, der er forsker i miljø- og energistyring på Aarhus Universitet.
Regeringen ønsker at samle hele den regionale gas-familie under det statsejede DONG, før det europæiske gasmarked gradvist åbnes for konkurrence næste år.
Men kun Naturgas Syd har bøjet sig for finansminister Mogens Lykketofts let skjulte trusler om, at staten måske ikke fremover kan hæfte for selskabernes milliardgæld, og for lokkemaden på tilsammen 1,4 mia. kroner til de kommunale ejere, hvis de vil sælge.
Trods lige dele lokkemad og trusler fastholder de fire øvrige regionale naturgasselskaber deres selvstændighed. Og nu i en sådan grad, at de ikke vil samarbejde indbyrdes.
Stefan Brendstrup mener, at regeringen pres har tvunget hvert selskab til at tage en alt for hurtig og konsekvent stilling til deres fremtid, og de har derfor malet sig op i hvert sit hjørne.

Indbyrdes uenige
Tidligere stod de fem regionale selskaber sammen, men nu er Naturgas Syd hoppet fra, og de fire tilbageblevne er delt i to lejre.
De to små, Naturgas Sjælland og Naturgas Fyn, satser begge på at danne regionale energiselskaber med el-selskaber og affaldsselskaber i deres områder.
Og de to store, Naturgas Midt-Nord og Hovedstadens Naturgas (HNG) er sure på de små, fordi de ikke vil være med i et fælles samarbejde.
"Vi har trillet tommelfingre med de to små selskaber i et halvt år, uden de har villet noget som helst," siger Ishøj-borgmester Per Madsen (S), der er formand for HNG, som på et repræsentantskabsmøde i sidste uge fik opbakning fra 63 ud af 65 ejere til at bevare HNG som selvstændigt selskab.
Straks efter mødet indledte HNG forhandlinger med Naturgas Midt-Nord om et tættere samarbejde.
Både Per Madsen og formanden for Naturgas Fyn, Ringe-borgmester Bo Andersen (V) tvivler på, at de fire selskaber kan opretholde fællesskabet i deres interesseorganisation, Komgas.
"Vi har nu vidt forskellig strategi, så det eneste vi kan være fælles om, er at forhandle en ny finansiering af selskaberne med staten," siger Bo Andersen.

Risikabel satsning
Måske kunne regeringen og det brede, politiske flertal i Folketinget, der har støttet forsøget på at samle gas-sektoren under DONG, leve med én samlet regional naturgassektor.
Forskeren Stefan Brendstrup mener, at regeringen har spillet meget højt spil ved at give de regionale naturgasselskaber et økonomisk tilbud, regeringen ikke troede, de kommunale ejere kunne sige nej til. Og så har fire af dem gjort det alligevel.
"Regeringen har bragt sig selv i en position, der ikke længere byder på så mange handlemuligheder," mener Stefan Brendstrup.
Den vurdering er formanden for Naturgas Fyn helt enig i.
"Regeringen har sendt os ud i en demokratisk proces, hvor vi har taget stilling til statens tilbud, og sagt nej. Så vil det være uhørt bagefter at tvinge os, fordi regeringen ikke fik sin vilje," siger Bo Andersen.
Endnu mangler kun Naturgas Midt-Nord officielt at sige nej til regeringens tilbud, men inden repræsentantskabsmødet i april har langt de fleste kommunale ejere meldt ud, at salg til DONG ikke kan komme på tale.
Finansminister Mogens Lykketoft lader meddele, at først efter Midt-Nord officielt har svaret, vil han tage stilling til, hvad regeringen kan have af nye træk, der kan samle den endnu mere opsplittede gassektor.
Embedsmænd i såvel Finansministeriet som Miljø- og Energiministeriet oplyser uofficielt, at den seneste udvikling blandt gasselskaberne er noget nær uholdbar.
Men det mener HNG-formand Per Madsen slet ikke.
"Vi er yderst effektive, og vi har ikke noget imod at købe stort ind i fællesskab med DONG, men en sammenlægning kan slet ikke komme på tale," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her