Læsetid: 4 min.

Ren Columbo

29. marts 1999

Det blev aldrig rigtig den kamp, det skulle have været. I stedet gik det som forventet - ligesom i 'Columbo'

EM-KVALER
De kender godt Columbo, ikke? Tv-serien med den lille, etnisk-italienske detektiv, der altid starter med, at man ser mordet, og hvor man hele tiden ved, hvordan det vil ende: Den krøllede kommissær med den fingerede snotforvirring får ret til sidst.
Lørdag aften gik der Columbo i den i Parken. Det der burde have været et klassisk fodbolddrama fuldt af uforudsigelighed, endte som en velspillet og underholdende anti-krimi, hvor hele fodboldens suspense var afmonteret fra første minut: Klokken var 19.16, da Jesper Grønkjær - stjerneskud hos Ajax, grønskolling på det danske landshold - begik en fejl i en fodboldkamp, der af samme grund aldrig rigtigt blev det, den skulle have været:
40 sekunder spillet, Grønkjær lader sig presse til at spille bagud, og kombinationen af forståelige premiere-nerver og en forivret Jan Heintze, der moslede frem fra første fløjt og derfor ikke lå bag Grønkjær, som han 'burde', sendte Inzaghi alene med Schmeichel og Italien i front 1-0, mens Grønkjær stod ved midterlinien og tog sig til hovedet.

Burde, burde og burde
Der var gået Columbo i den: Italienerne hev en smal sejr hjem med en optimal udnyttelse af de nærmest ingen chancer, de havde. Og vi havde inkasseret et af de berømte hæderlige nederlag, som var så populære i Deres udsendtes ungdom. Dengang i 1976, hvor landstræneren hed Kurt Nielsen, og vi tabte 0-1 til Italien i Idrætsparken. Se, det var et rigtigt nederlag, og danskerne kunne bare grine, da Kurt konstaterede, at italienerne efter kampen var så trætte, "at de ikke kunne bide en stang makaroni over."
Men lørdag aften var det ikke rigtig til at holde ud. For det er, som Jes Høgh konstaterede efter denne Danmarks fjerde EM-kvalifikationskamp, "fuldstændig latterligt, at vi ligger og roder med to point efter fire kampe, når vi burde have ti."
Burde, fordi vi skulle have vundet i Minsk mod Hviderusland i september, mod Wales i Parken i oktober, hvor Danmark havde 99 pct. af spillet - og så lørdag aften, hvor vi spillede flere chancer mod et italiensk hold på halvanden time, end man normalt får på et par uger. Men efter 45 sekunder stod det altså 0-1. Fra starten skulle vi kæmpe os tilbage i en kamp, som burde have været vores.
De spiller jo godt
Det mærkelige var så, at det tildels lykkedes. Af et Columbo-afsnit at være, var der længe tvivl om udfaldet:
Den kollektive panik lagde sig gennem 1. halvleg, og i perioder, hvor italienerne ikke rigtig kunne finde ud af, om de skulle spille defen- eller offensivt, formåede danskerne med enkle midler at presse spillet op mod det italienske målfelt og skabe et par 80 pct.-chancer. Spillet blev bredt godt ud, og pasningsspillet fungerede nydeligt. Tempoet var rasende højt.
I pausen så de italienske journalister nervøse ud.
"Danskerne spiller jo godt," som en af dem lavmælt betroede mig med munden fuld af gratis DBU-sandwich.

Grøn, gal og klog
Og det gjorde danskerne. Ikke allesammen hele tiden, men allesammen en stor del af tiden. Også Jesper Grønkjær, der fraset brøleren, fik en helt almindelig debut med en række gode detaljer i en rasende svær kamp. Og da han ti minutter efter pausen blev taget ud, var der kun klapsalver: Man buh'er ikke af fremtiden.
Hans afløser, Miklos Molnar, gik olmt ind i alle nærkampe og trak de frispark, som ellers kun italienerne havde filmet sig til. Molnar er determineret, og han og Ebbe Sand klæder hinanden godt, fordi de er så forskellige. Forbløffende, at han sidder på bænken i en spansk 2. divisionsklub.
Men banens bedste var Rene Henriksen. En rasende fodboldbegavelse, som gjorde det lettere at være tilskuer. Han lavede ifølge mine notater kun to fejl. En kikset aflevering over en halv bane i starten af kampen - og så hang han ved det andet italienske mål og fikserede dermed Schmeichel ved det korte hjørne og fjernede målmandens muligheder for at blokere Tottis hårde indlæg.
Men resten af tiden var han på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og det var logisk nok ham, der stødte frem og med et følt indlæg ramte Miklos Molnars pande ved 1-1-målet. Var han ikke snart 30, havde han lørdag solgt sig selv til en eller anden stor og rig klub, der gerne vil gå med både livrem og seler. For det kan Henriksen som ingen siden Morten Olsen.

En splejset general
Men lige meget hjalp det. Det andet italienske mål var der intet at sige til. Totti snørede Jes Høgh med et par geniale træk, og Conte stod, hvor han skulle. Vi ville have elsket det, hvis det havde været i den anden ende af banen. Og så var det ekstra ærgerligt, at Ebbe Sand ikke fik foden på og bolden vippet over Buffon kort før tid, og satans at Helveg i de allersidste sekunder ikke så Høgh stå helt fri foran mål og forsøgte at heade direkte på mål i stedet for at sende den ind foran.
Fodbold-Danmark kan så bare konstatere, at EM-slutrunden er langt væk.
Og at vi har et hold fuld af gode spillere, men at vi mangler en general, en krumtap på midtbanen. En splejsning af Allan Nielsens arbejdsraseri og opportunisme, Claus Thomsens fysik og hovedspil og Jon Dahl Tomassons alder og spilforståelse. En, der kan sprede giftighed fremad og sikkerhed bagud.
Indtil vi opfinder sådan én, er der udsigt til flere kampe, hvor italieneren får ret til sidst - også selvom vi spiller så godt som i lørdags.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her