Læsetid: 3 min.

Renhedstrang

26. marts 1999

Helle Helles første roman bekræfter hendes talent, men keder ved glatsleben almindelighed

NY BOG
Anne mistede sine forældre, dengang hun var en halvstor pige. Moderen døde af kræft, og faderen kørte sig ihjel en aften på landevejen. Pigebarnet kom til København, hvor mosteren tog sig af hende. Men sorgen, smerten og savnet blev bare puttet i en lille kasse og stuvet bort et sted langt, langt inde.
Fjorten år efter vender Anne hjem til barndommens provinsby, hvor hun og hendes kæreste Anders har købt et parcelhus, dels fordi han er blevet forflyttet, dels fordi hun ubevidst længes efter et sted at høre til. I jeg-fortællingens form følger man hende fra marts til september, med en byfest i juni som mellemspil.
De overtager huset pr. 1. marts, og Anne ankommer først. Det er tanken, at hun skal pakke ud og male og indrette huset, til også Anders flytter ind. Men deres fyrre flyttekasser bliver stort set stående midt på gulvet, og heller ikke malearbejdet bliver rigtig til noget.

I neurosens navn
Anne er nemlig forvirret og rastløs. Føler sig underligt træt. Glemmer dumme ting. Lyver for hvem som helst om snart sagt hvad som helst. Har et mærkværdigt, valent eller ambivalent forhold til huset, der ikke vil blive et hjem. Sejler stilfærdigt ind i angstneurosens beskyttende favn.
I stedet for straks at 'slå rødder' kaster hun sig ud i alskens små dagligdags aktiviteter. Gør meget ud af maden. Inviterer veninder, snakker med naboerne, mest dog med præsten, Jens, der bor lige overfor. Læseren mere end aner, at denne sindige, rare mand vil kunne dirke Anne op. I hvert fald betror hun sig til ham om tiden efter forældrenes død:
- Du må have haft det frygteligt.
- Ja. Det havde jeg også. Alting gik fuldstændig i stykker.
- Det kan jeg godt forstå.
- Jeg var rasende på dem. Mest på min far.
- Fordi han kørte galt.
- Ja, og fordi jeg skulle væk herfra.
Dialoger som denne (der mest af alt minder om stiløvelser fra en skrive-skoles dramatikerhold, men som utvivlsomt også vil gøre sig på kurser for læseretarderede) bliver for Anne til stilfærdig terapi, og da hun i sin behage-iver ikke skelner imellem venskab og erotik, gør hun kun delvis modstand, når Jens viser sikre tegn på farlig forelskelse. Hendes egen betagelse forskydes dog over på kæresten, men at den har sat sig dybe spor, viser sig, når hun ser, at også andre kvinder frekventerer præstens embedsvilla.
En anden vigtig side af Annes liv er forholdet til to veninder fra folkeskolen, der modtager hende med åbne arme. Den ene, Anita, mister sin fader, og det bliver da også i selskab med hende, at Anne på bogens sidste sider indfinder sig henne på kirkegården og vedkender sig sit savn.

Håndholdt fortæller
Hvis referatet ligesom citatet, lyder en smule banalt, så er det, fordi Hus og hjem kredser monomant om det banale. Blot sættes trivialiteten effektivt i scene ved dén stramt fænomenologiske stil, man kender fra Helle Helles fænomenale noveller i Rester (1996). Til Annes neurotiske klyngen sig ved tilfældige ydre ting svarer i skrivemåden en art inderlig overfladiskhed, en ekstrem realisme, som man dog med lige så stor ret kan vende på hovedet og kalde eksperimentel depersonalisering. Følelsesudkrængning og fortolkning af psykiske tilstande er nemlig hos Helle Helle konsekvent forbudt, hvilket forlener bogens almindeligheder med et vist raffinement, en slags mystik, som imidlertid blot udgør et nyt blændværk, al den stund de sjælelige dybder egentlig blot er at ligne ved vandpytter på villavejen.
Litterært-stilistisk kan man kun imponeres over forfatterens evne til at sige alt ved hjælp af rensede dialoger og asketisk glatte beskrivelser, herunder madopskrifter. Men farligheden fra Helle Helles fint antydende noveller erstattes i romanen mest af gumpetung forudsigelighed. Grundsubstansen i denne tidstypiske dogme-fortælling består af psykologiske banaliteter, som via stilens stadige brug af 'håndholdt kamera' tilføjes et skær af dybsind.
Med sit nye eksempel på liv befæster forfatteren sin position som en af de allerstørste stilister blandt 90'ernes kvindelige prosaister. Men det lader sig ikke skjule, at raffinementerne i hendes skrift dækker over et følelses- og fortolkningsforbud, som i sidste ende ligner et forbud mod mennesket. Herre, din verden er rig, men uren, skrev en digter engang. Det indebærer, må man tro, at renhedstrang, den har Fanden skabt, i liv såvel som i litteratur.

*Helle Helle: Hus og hjem. Roman. 211 s., 225 kr. Samleren. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu