Læsetid: 7 min.

Ret skal være ret - også for aber

22. marts 1999

Som det første land i verden fremsætter New Zealand et lovforslag, der skal tildele dyr rettigheder ligesom mennesker. Over hele kloden diskuterer fortalere og modstandere heftigt om det er vejen frem

DYRERETTIGHEDER
New Zealands parlament skal om kort tid stemme om en ny dyrebeskyttelseslov, som indeholder en klausul om at menneskeaber skal tildeles visse juridiske rettigheder. Det drejer sig om retten til at leve, retten til ikke at udsættes for lidelse, og retten til ikke at blive brugt til eksperimenter. Hvis lovforslaget bliver vedtaget, vil det betyde, at man for første gang i historien vil kunne føre retssager på individuelle abers vegne.
Lovforslaget er kommet til verden som et resultat af lobbyvirksomhed fra en organisation, der kalder sig Menneskeabe-projektet. Bevægelsen forsøger også at få FN til at tage skridt i retning mod en "menneskeabe-rettighedserklæring", som udover rettighederne i det newzealandske lovforslag også skulle indeholde retten til "ikke at blive indespærret uden en forudgående rettergang."
Lovforslaget får - hvis det bliver vedtaget - ikke nogen større praktisk betydning på New Zealand, hvor man aldrig har brugt menneskeaber til videnskabelige eksperimenter. Alligevel har lovforslaget gjort de newzealandske forskere nervøse - de frygter, at lovforslaget er det første skridt i retning mod den totale afskaffelse af dyreforsøg i det hele taget. Mange af forskerne har også svært ved at acceptere Menneskeabeprojektets argumentation om, at der er stor mental og genetisk lighed mellem mennesker og aber, hvilket på en måde er ironisk, eftersom ideen om nært slægtskab mellem mennesker og aber jo i sin kerne er en naturvidenskabelig teori. Men disse forskere lægger altså større vægt på forskellene end på lighederne.
Nogle af aktivisterne fra Menneskeabeprojektet indrømmer da også, at det vigtigste for dem er at forhindre at aberne lider - ikke at argumentere for at aber befinder sig på samme stadium som mennesker, selv om det er klart, at identifikation med aberne spiller en stor rolle i den sammenhæng.
Filosoffen Peter Singer, som var med til at stifte bevægelsen, argumenterede i bogen Animal Liberation fra 1975 for det synspunkt, at dyrs lidelse skal tages lige så alvorlig som menneskers.
Singer gav startskuddet til en langvarig filosofisk debat om dyrs rettigheder, som stadig foregår med uformindsket styrke. Han er et forbillede for alverdens dyrebeskyttelsesorganisationer - også de mere militante, som f.eks. terroristerne fra Dyrenes Befrielsesfront.

Moralske dyr
En lang række filosoffer har kastet sig ind i debatten om, hvorvidt dyr skal tilskrives moralske rettigheder - og mange af dem står på dyrenes side. De interesserer sig især for spørgsmålet om, hvilke grunde der kan være til ikke at betragte dyr som en del af den moralske sfære. Eller med andre ord: Hvordan kan man etisk forsvare at bruge dyr til menneskelige formål?
Filosoffernes synspunkt strækker sig fra, at man ikke skal foretage unødvendige eksperimenter med dyr til at det er uetisk at spise kød.
Men de fleste af dem er enige om én ting: Dyrene har allerede moralske rettigheder. Selvom de ikke er moralske agenter, er de moralske subjekter. Det kan blandt andet ses af den modstand, man har mod at sparke til en hund, mens man ikke ville have noget problem med at sparke til et træ (selvom man ville få mere ondt i foden). At tildele dem juridiske rettigheder, tilføjer mange, ville blot være at institutionalisere disse moralske rettigheder.
Hvad er så grunden til, at man har 'moralske følelser' over for dyr? Er der principiel forskel på menneskers og dyrs ret til at blive behandlet efter en etisk målestok? Disse spørgsmål forsøger filosoffen Bernard Rollin fra California State University at besvare i sin bog Animal Rights and Human Morality fra 1992.
Først og fremmest, mener han, er fornuft, rationalitet og sprog ikke gyldig grund til at skelne moralsk mellem dyr og mennesker. Dels behandler vi spædbørn, retarderede, sindssyge, senile, hjerneskadede, autister og komatøse efter en moralsk målestok, og dels ser man tegn på sprog og rationalitet i en vis forstand hos dyr.
For det andet er det ikke nok kun at tale om "evne til at føle smerte". I naturvidenskaben er dyr siden Descartes' tid blevet betragtet som en slags maskiner, der ikke kunne føle smerte. Det har ganske vist ændret sig meget i de senere år, men for ikke så mange år siden brugte man stadig dyrs formodede mangel på evne til at lide som et moralsk forsvar for eksperimenter, der i dag ville blive betragtet som unødigt grusomme.
I vore dage anerkender de fleste, at dyr kan føle smerte. Men der er også andre måder at lide på, siger Rollin. Hvis en europæer besøger en russisk zoologisk have og ser en ørn, som holdes indespærret på en halv kubikmeter, så vil det vække anstød, selvom ørnen måske ikke direkte føler smerte.
Det afgørende er, at dyr - i lighed med mennesker, men i modsætning til for eksempel planter - har interesser. En af disse interesser er ikke at lide, en anden er frihed. Interesserne er forskellige, alt efter hvilket dyr der er tale om. Men det er interesserne, der bringer dyrene ind i den moralske sfære.
At dyr har moralske rettigheder, betyder ifølge Rollin ikke, at det altid er moralsk forkert at bruge dyr til menneskelige formål. Men det betyder, at man i hvert enkelt tilfælde bør afveje de gener og den lidelse, man tilføjer dyret, med den gavn man får ud af det - man skal argumentere moralsk for sin handling. Og det gælder, uanset om man spiser en hakkebøf, spærrer dyr inde i zoologiske haver (hvilket der i høj grad kan være moralske bevæggrunde til), går på jagt eller eksperimenterer med dyr. Håbet for Rollin og andre dyre-etikere er så, at resultatet af en sådan moralsk undersøgelse vil blive, at man behandler dyrene bedre.

Dyreforsøg
Et af de områder, som debatten har fokuseret på, er naturligvis spørgsmålet om eksperimenter med dyr. Forskerne er delt i to lejre: En stor gruppe, som mener at dyreforsøg er altafgørende for videnskabelige fremskridt, og en mindre gruppe, som mener at dyreforsøg ikke gør nogen større forskel for forskningen.
Modstanderne af dyreforsøg argumenterer især med, at dyr som f.eks. rotter og mus er så forskellige fra mennesker, at man ikke kan gå ud fra at et givet stof vil have den samme virkning på et menneske.
Tværtimod ved man, at et stof som thalidomid, der forårsager svære misdannelser på fostre, kun har tilsvarende virkning på kaniner og visse primater. Så selvom thalidomid var blevet testet på dyr før det blev solgt til intetanende kvinder for få årtier siden - hvad det ikke blev - er det usandsynligt at man ville have opdaget dets skadelige virkninger i tide.
Der er mange tilsvarende eksempler. En undersøgelse af 198 ud af de 209 nye medicinske stoffer, der kom på markedet i USA mellem 1976 og 1985, viste, at 52 procent af dem var behæftet med alvorlige ricisi - allergiske reaktioner mod dem kunne føre til hospitalsindlæggelse, kronisk handicap eller død. Efter undersøgelsen blev mange af stofferne trukket tilbage fra markedet. De var alle oprindeligt blevet testet på dyr.
Tilhængerne forsvarer sig med, at dyreforsøg har spillet en afgørende rolle for videnskabens udvikling, og stadig vil gøre det i fremtiden. De mener, på trods af de mange eksempler på det modsatte, at mennesker og andre pattedyr i de fleste tilfælde ligner hinanden nok til at stoffers virkning vil være stort set ens.

Grovsortering
Om ikke andet, så kan dyreforsøg bruges til at 'grovsortere' de nye stoffer - selvom man ikke kan opdage alle bivirkninger, vil de farligste stoffer som regel blive sorteret fra.
Desuden er der sket et holdningsskift i videnskabelige kredse - man lægger langt større vægt på forsøgsdyrenes velfærd, man bedøver oftere dyrene for at undgå at de lider, man forsøger at kurere dem når forsøget er overstået osv. Og fremfor alt er man begyndt at argumentere for nødvendigheden af hvert eneste forsøg.
En del forskere mener dog stadig, at dyreforsøg helt kan afskaffes og erstattes af forsøg med cellekulturer, epidemiologiske studier, obduktion af mennesker, computersimulationer m.v. Det betragter tilhængerne selvsagt som urealistisk. For eksempel ville genetisk forskning være så godt som umulig uden brug af forsøgsdyr - og uden denne forskning ville vi berøve os selv muligheden for at bekæmpe og afskaffe mange sygdomme i en nær fremtid.
I mange lande er både tilhængere og modstandere dog enige om, at i det mindste menneskeaber ikke skal bruges til eksperimenter. Et af de få lande, hvor menneskeaber alligevel bliver brugt til forsøg, er USA, hvor der findes omkring 1.700 chimpanser i laboratorier.
Over 100 af disse anvendes til forskning i hiv og aids. Indtil for halvandet år siden blev chimpanser ikke anvendt til dette formål. De udviklede nemlig ikke aids, når de blev inficeret med hiv-virus. Det ændrede sig, da der opstod en muteret stamme af hiv, som kunne forårsage aids i chimpanser. Den dræber en chimpanse på 14 uger.
Nogle amerikanske forskere glæder sig over, at det nu er muligt at bruge chimpanser til at teste en vaccines effektivitet langt hurtigere end før. Men mange andre er oprørte over tanken om at inficere chimpanser med den dødelige virus. De siger, at den netop i kraft af sin effektivitet ikke kan sammenlignes med den hiv-virus, som forårsager aids hos mennesker, men som man kan leve med i mange år. Mange af dem betragter det at inficere en chimpanse med en dødelig virus som mord.
Og én ting er da også sikker: Det ville aldrig finde sted i New Zealand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu