Læsetid: 3 min.

En rungende invitation til forandring

20. marts 1999

Mungo Parks klippe-klistre-eksperiment endt som et imponerende seværdigt dramatisk forløb

TEATER
Mungo Parks eksperiment udspringer af teaterøvelsen PLAY, hvor tre forfattere får en uge til at skrive hver deres halvtimes del af et stykke over et givent skelet. Hvorefter tre instruktører ligeledes får hver en uge til opsætningen.
I netop Mungo Parks omgivelser har et hjørne af ideen været prøvet tidligere, da Lars Kaalund satte Hamlet op i løbet af et spisefrikvarter og med ikke ringe resultat.
Samtidigt med forfatterne får også scenograf, teknikere og skuespillere idéskitsen i hånden, hvorved dramatikersiden ikke som sædvanlig bliver alene om at sidde med udspillet.
Sidste del af øvelsen involverer med diskret pædagogik publikum (og anmeldere), som opfordres til at se del et, to og tre fra hver sin fjerde prøvedag for at følge a work in progress og få et indblik i en meddigtende instruktørs rolle, idet de tre forløb til sidst lægges sammen - her af en fjerdemand.

Blanke sider
Direktør Peter Reichhardt (der må have oplevet PLAY-konceptet ofte i sin Englands-tid) var betænkelig, da han præsenterede forestillingens skelet, bestående af kvinden Monas personlige logbog fra en rejse.
På en rejse lades masker, rutiner og omgivelser tilbage, mens fremtiden består af blanke sider - en rungende invitation til forandring, en flugt i flugten. Det scenografiske udgangspunkt lå dermed samtidig fast - en færge - og som den, der har haft bedst tid, står scenografen Rikke Juellund også med et imponerende resultat, en befordrende, slående realistisk og multipotent dekoration.

Der sidder tre mænd...
Da kunsten som bekendt er længere end tiden har Information desværre ikke været i stand til at følge opfordringen til løbende iagttagelse af projektets fremadskriden, men dermed bliver vi altså i stand til at til at prøvesmage på alle de ligestilledes vegne og jo, CutUp kan ses i sin helhed.
Selvom triptykonets enkelte dele ikke så let lader sig identificere, drejer de sig alle og hver for sig om to fælles akser: rollefordelingen selvsagt (tre mand og en kvinde) og 'opmærksomhed' i stigende grad af intensitet over forelskelse til kærlighed.
Der sidder altså tre mænd på en ... færge og tænker som mænd på kvinder, mens Marina Bouras er alt i én. Hende, der gik, hende, der er for hånden nu og her, og hende, det måske kan blive i morgen.
Mand møder kvinde i barokke situationer, hvoraf Jesper Lohmanns entré og følgende figur(er) både må være en befrielse for den ofte tough-castede skuespiller at spille og i sig selv viser en anden, bamset Lohmann fuld af menneskelig komik.
Som internetkæreste og eksotisk folde-ud-mand med oliedollars i inderlommen evner Farshad Kholgi som tjekket modeltype trods alle odds at få menneskelighed fremfor typefasthed i front og Mikkel Vadsholt forener kirurgskarpt to uforenelige mandetyper, en Easton Ellis'sk kold skid og en gennemsnitskikset yngling med alt for god plads på scoretavlen.

Her-og-nu-event
At være centrum for så megen mandlig savlen bliver selvfølgelig træls for den små Mona/Bouras - i frygtløst spil over en kerne af sårbarhed - men damen er videokunstner (modreplik: "Det kan du ikke være bekendt!"), dermed er kunsten og nok så meget den modernes udenomsbetingelser bragt på bane.
Kunsten og kærligheden giver anledning til puslespillets mere længerestående tankegods, men CutUp skal først og fremest opleves som her-og-nu-event. For sine specielle betingelsers skyld.
Fra forfatterside er der pardannelses-iagttagelser nok til at give skuespillersiden rigeligt stof. De tre undervejsinstruktører Joakim Groth, Kim Dambæk og Eirik Stubø mødes om humoren som bindemiddel og Reichhardts klippe-klistre-rolle får stå hen, men finalen er effektiv.
Og fremfor alt er der liv, lyst og energi i det stykke 'teater'.

*CutUp - The Final Cut. Af Nikolaj Cederholm, Carsten Graff og Claus Skytte. Mungo Park, Allerød, til 1. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu