Læsetid: 4 min.

Salut à Martial Solal

30. marts 1999

Den 10. Jazzpar-pris gik til den 72-årige franske pianist og komponist Martial Solal. Ved overrækkelsen af prisen i København gav han og den danske pris-deltager Hans Ulrik den sidste af i alt tre koncerter i Danmark

JAZZPAR
I rækken efter Tony Coe og Django Bates valgte den internationalt sammensatte pris-komité igen i år en europæer, den franske pianist og komponist Martial Solal. Dette afspejler en tendens til en stigende anerkendelse af den europæiske jazz, som står i forbindelse med en generel udvikling væk fra opfattelsen af Europa som et jazzhistorisk marginalområde, der fortrinsvis har været kendt for sin tidlige værdsættelse af jazzen og et tilflugtssted for amerikanske jazzmusikere, som her fandt bedre økonomiske og racemæssige forhold.
Gennem tiden har mange amerikanske jazzmusikere udtrykt deres overraskelse ved at komme til Europa og blive modtaget med anerkendelse af et entusiastisk publikum på en anden måde end i hjemlandet, men forestillingen om at europæere skulle udvikle jazz af interesse for andre end dem selv, har ligget mange fjernt, inklusive de fleste europæere. Vi skal helt frem til sidste halvdel af tresserne, før der i større omfang opstår jazz med en udpræget europæisk identitet i Europa, og denne kulturelle emancipation fra amerikanske forbilleder knytter sig især til free jazzen.
Selv om Solals musik har dybe rødder i den europæiske musiktradition, har den ikke meget med free jazz at gøre, og dens væsentligste kilder er dels amerikansk jazz af bl.a. Art Tatum og Bill Evans, dels europæisk kompositionsmusik i det 20. århundrede af bl.a. Igor Stravinsky. I dette historiske perspektiv er det muligt at se prisuddelingen som udtryk for en virkningshistorisk udvikling, idet den musik, som Solal modtager prisen for, ikke længere er afgørende ny.

Fransk kompleksitet
Solal viste os imidlertid på en veloplagt og overbevisende måde, at hans musik langtfra kun tilhører fortiden. Der er ingen tegn på træthed hos den aldrende musiker, hverken i hans spil eller i hans kompositioner, der må vække interesse blandt nutidens jazzmusikere. Solal er kendt for sine fortolkninger af standardmelodier, men bortset fra den avancerede og relativt frie version af Gershwins "Summertime", som gjorde indtryk ved kombinationen af modent overblik og ungdommelig dristighed, spillede han kun egne kompositioner med en fascinerende kompleks og utraditionel karakter, der går langt ud over hans tidligere mere konventionelle indspilninger.
Solal fastholdt gennem hele koncerten en interessant kunstnerisk bevidst intensitet i hurtigt vekslende forløb med idérige melodiske og rytmiske passager, der artikuleredes med subtil præcision og intellektuel klarhed. Selv om musikken til tider var lovligt informationsmættet og havde formidlet sit budskab klarere ved en højere grad af kontinuitet, var der ikke spor af tilfældighed eller ureflekteret ekvilibrisme.

Kompositorisk fokus
Solals del af koncerten bestod i en afdeling for trio med hans gamle medspiller Daniel Humair og danskeren Mads Vinding og en afdeling med Radioens Big Band, hvor hans kompositoriske side var i fokus. Allerede i trio-numrene var det klart, at Solal har udviklet en nuanceret kompositorisk bevidsthed, som spiller en central rolle i hans nyere musik. Hans improvisationer er påvirket af kompositionsmusik ved de præcist strukturerede fraser, anvendelsen af bitonale elementer, og den specifikke motivbearbejdelse indenfor forskellige musikalske parametre.
Ligesom trioen var med til at give dette ambitiøse solospil liv, gjaldt det samme for radioorkestrets udførelser af Solals krævende kompositioner, som fik en udtrykskraft og præcision, der gjorde, at de aldrig kom til at virke sterile og fortænkte i deres kompleksitet. Orkesterkompositionerne demonstrerede, at Solal også kan betragtes som en betydelig komponist og ikke bare er en pianist, for hvem komposition er et sekundært anliggende. De var afbalancerede, stilistisk gennemførte, spillede på en subtil komplementaritet mellem de forskellige instrumentgrupper, og fremfor alt udtrykte de en original musikalitet fri for klicheer. Blandt højdepunkterne skal fremdrages "Mythe Décisif" med Thomas Francks solo til Solals akkompagnement og "Contrastes" med senromantisk-impressionistiske symfoniske strukturer.

Hans Ulriks kvartet
Helt forskellig fra Solals musik var Hans Ulriks del af koncerten, der formodentlig var mere velkendt og en smule mere tilgængelig for de fleste. Hans Ulrik er ubestrideligt en musiker med stor professionalisme, der ikke helt ulig Michael Brecker kendetegnes ved klanglig perfektion og beherskede, veldisponerede soli. Enkelte steder savnedes dog lidt mere originalitet.
Ved denne lejlighed viste Ulrik især sine kvaliteter i de lyriske stykker, som i John Scofields "Bossa", hvor hans improvisation rummede en udtryksfuld inderlighed og varme af en vis lokal skandinavisk karakter, hvilket ikke skal opfattes negativt. I de mere rytmisk intense stykker var det specielt Scofield, der udmærkede sig ved at skabe længere sammenhængende forløb med musikalsk dybde i sine soli. Det kom f.eks. til udtryk i hans egen "Scenes from a marriage", hvor hans typisk amerikanske kombination af jordnær blues og et moderne abstrakt, eksperimenterende udtryk var virkningsfuldt.

Jazz og politik
Prisoverrækkelsen kom i år til at stå i et politisk lys, da konferencier Peter H. Larsen i sit oplæg forholdt sig polemisk til spørgsmålet om tobaksindustriens sponsorering af kunst. Han henvendte sig mere eller mindre direkte til Poul Nyrup Rasmussen, som skulle overrække prisen, og som undlod at kommentere sagen til fordel for begivenheden selv. Statsministeren holdt en underholdende og tydeligvis velforberedt tale, hvor han med sin egen charme skiftede mellem fransk og engelsk, og man mærkede et personligt engagement i sagen, som han også bekræftede ved en efterfølgende kort ordveksling med Deres anmelder. Nyrups tale smittede af på Solal, som med godt humør og selvironi sluttede af med også at takke sig selv, og dermed spændte Jazzpar-arrangementet altså både som prisuddeling og koncert af på en måde, som stiller store forventninger til de kommende arrangementer.

*The Jazzpar Prize 1999. Koncert og prisoverrækkelse på Falkonerscenen søndag den 28. marts. Martial Solal i trio med Daniel Humair og Mads Vinding og med Radioens Big Band dirigeret af Jim McNeely. Hans Ulrik kvartet med John Scofield, Peter Erskine og Lars Danielsson

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu