Ørskov gør det ubegribelige begribeligt
Willy Ørskovs (1920-90) tre teoretiske værker Aflæsning af objekter fra 1966, Objekterne fra 1972 og Den åbne skulptur - og udvendighedens æstetik fra 1987 er nu genudgivet samlet. Ørskovs objekt-poetik blev en bibel for unge skulptører i 70'erne og 80' erne (Ørskov var professor ved Kunstakademiet 1978-84) og er den dag i dag et af de vigtigste bidrag til skulpturens teori på et moderne grundlag. Som billedhugger arbejdede han selv ad to veje:
Han teoretiserede over skulpturen - brugte den som erkendelsesredskab - og han skabte selv via egne skulpturværker en dokumentaion af sine teorier.
Hans konsekvente tænkning resulterede i nogle højst aparte og dybt fascinerende skulpturer - fra de famøse 'pneumatiske skulpturer', (luftskulpturer) til volumener i andre i materialer som gips, sten, ler eller bronce. En skulptur definerede Ørskov i 1962 som en materie, der eksisterer i tid, rum og energi. Hans pneumatiske skulpturer var 'nulpunktsorienterede', dvs. ligesom musik forholder sig til stilhed, ville også hans pneumatiske skulpturer forsvinde - blive til intet - når luften gik af dem.
I 1987 skriver Ørskov klogt - som en posthum kommentar til den verserende diskussion af samtidskunst - at vi ikke kan undvære kategorierne i kunsten:
"Kunstværket fungerer kun ved polarisering med ikke-kunst, som det viser tilbage til og etablerer en tærskel overfor - en tærskel som samtidig er tærsklen mellem imaginært og reelt"...vi kan let havne "i den tilstand, hvor alt er kunst - hvormed også intet er kunst."
*Willy Ørskov: Samlet. 389 s., ill. 199 kr. Borgen
