Information har talt med Susanne Bier, der har lavet den første moderne, danske komedie fri for folkekomikkens fjantede manerer
FILM
Susanne Bier er en rigtig gutterkvinde. Ikke nok med, at hun har lavet en vellykket komedie - da hun besøger mig på mit kontor på avisen, starter Bier også med at rose Informations ellers så udskældte reklamekampagne.
"Den er virkelig god, fordi den er så præcis i forhold til målgruppen," siger instruktøren, der ofte selv bevæger sig i reklameverdenen og bl.a. står bag de berømte fiskefilm med Niels Olsen og Kirsten Lehfeldt.
Roserne varmer, men det er ikke reklamer og fisk, vi skal tale om, men i stedet Den eneste ene, Biers seneste film og hendes første rendyrkede komedie, der blandt andre har Sidse Babett-Knudsen og Niels Olsen i hovedrollerne. Filmen, der har premiere Skærtorsdag, er en forrygende morsom fortælling om den svære kærlighed, og som flere tidlige anmeldelser har været inde på, så er det den første moderne, danske komedie, der formår at gøre sig fri af folkekomikkens snærende og fjantede bånd.
"Det kan jeg ikke finde ud af at lave," siger Bier om den forkætrede folkekomik. "Jeg tror, at jeg til enhver tid ville synes, at skuespillerne skulle lægge følelser ind i det."
"Vi kan godt noget, som er sjovt, men som man alligevel bliver lidt bevæget af," forklarer Bier videre om filmen, der er baseret på en af hendes egne ideer, og som absolut har været en fornøjelse at lave.
"Der er nogen projekter, som ikke spænder ben for sig selv, og det farlige i det er, at man jo godt kan blive forført af, at projektet føles let og så bare tro, at det er skidegodt."
- Men hvad gør man så for at undgå at blive forført?
"Man laver bl.a. noget, hvor holdet ikke står og griner. Jeg har været enormt følsom overfor det. Jeg har et barometer over for mig selv, hvor jeg virkelig er streng med, om det virker ægte, om det virker sjovt i sammenhængen, mere end at jeg griner ad det."
- Det lyder meget uhåndgribeligt.
"Ja, det er virkelig uhåndgribeligt. Men jeg har bare sådan én... ligesom når man laver mad, så putter man krydderier i, og så kan man ligesom fornemme, hvor meget der skal i."
Sparringspartnere
Den eneste ene er Susanne Biers femte spillefilm efter thrilleren Sekten, og Freud flytter hjemmefra, Pensionat Oscar og Det bli'r i familien, der alle er en slags familiedramaer med humoristiske undertoner. På alle sine film har Bier haft en sparringspartner på manuskriptsiden, for som hun siger, "jeg er ikke så god til at skrive - det bliver alligevel ikke, som jeg så det inde i hovedet." På Den eneste ene var det forfatteren og tegneren Kim Fupz Aakeson, der på baggund af Biers idé skrev det første udkast af manuskriptet, hvorefter Bier selv overtog det.
- Har I brugt lang tid på at finpudse manuskriptet, det virker meget gennemarbejdet og solidt?
"Hele projektet er jo gået forholdsvis hurtigt. Fupz er meget præcis, og så er det blevet skrevet om tilpas mange gange, så det hænger ordentlig sammen. Jeg har jo også lavet nogle film efterhånden, så jeg tror nok, at jeg har fået en klar, stringent dramaturgisk fornemmelse for, om det virker."
"Jeg havde det sådan med Sekten, at jeg var ekstremt irriteret over, at jeg aldrig fik slutningen til at fungere. Så jeg har lovet mig selv ikke at gøre det igen. Nu skal man jo aldrig sige aldrig, for man kan godt tage fejl, men jeg kan godt lide, når filmen har stringens."
- Bruger du skuespillerne i dit arbejde med manuskriptet?
"Jeg er meget afhængig af spillernes fysiske nærvær, og når jeg ved, hvem der spiller med, så skal manuskriptet skrives om, så det rigtig passer til dem, og man kan bruge den synergi, der er mellem skuespilleren som person og karakteren."
"Vi havde to ugers prøver, hvor vi læste det hele igennem og i detaljer diskuterede hver enkelt scene, og så blev manuskriptet skrevet radikalt om efter det. Som publikum er man på dem hele vejen igennem. Der er ikke noget tidspunkt, hvor personerne pludselig tager nogle omveje, som gør, at man ikke følelsesmæssigt forstår dem."
- Kan du finde på at lade skuespillerne improvisere under selve optagelserne?
"Ja, ja, det har de gjort masser af hér. Men det er en meget stram improvisation. Jeg har det lidt svært, må jeg indrømme, med ren improvisation. Det starter som regel meget godt, men så på et tidspunkt er de nødt til at komme op og skændes - det gør de altid, for det er den eneste måde, scenen kan blive ved med at leve på. Og det er kedeligt."
Rummelighed
- Hvorfor har du ikke lavet en rendyrket komedie før, det ser jo ud til, at du har talent for det?
"Jeg har ikke rigtig haft lyst. Hvis man nu kigger på digtere, så bruger de tit de første ti år på at være meget alvorlige, og så kommer der en rummelighed, som giver plads til en humor."
- Og du vil stadig gerne sige noget med dine film!?
"Det må godt være let og luftigt, det skal bare ikke være overfladisk. Jeg kan godt lide, at det er en blanding af smerte og humor. Når humoren udspringer af en eller anden form for frustration, og det gør ondt et eller andet sted."
"De pointer, jeg gerne vil fremhæve, har noget at gøre med forståelse for mennesker eller kontakt mellem mennesker. Det, der interesserer mig, er at vise lige præcis dét øjeblik, hvor der sker noget mellem to mennesker. Det behøver ikke at være kærlighed. Det kan også være det øjeblik, hvor der er en eller anden, som forstår noget om en person."
"Det skal jo være ægte, og jeg tror måske, at jeg holder af de karakterer, jeg beskriver. Og i det ligger der også en eller anden form for budskab."
- Der synes også altid at være et indhold i de reklamer, du laver.
" Jeg er overbevist om, at en del af stramheden i den her film har også at gøre med, at jeg har lavet så mange reklamefilm, at jeg har fået lov til at øve mig på at være præcis. Det er en enormt god skole."
"Hvis man siger, at man laver en film for kun at formidle menneskerettighederne, så sidder man konstant og spørger sig selv, om det nu er underholdende, om man keder sig, er på. Så det er i virkeligheden præcist det samme sæt regler, der gælder. Det holder jo meget hurtigt op med at være det overordnede koncept, der styrer processen. I løbet af 20 sekunder er processen jo et sprøgsmål om, det virker eller ikke virker. En af de befriende ting ved reklamer er, at der handler det kun om dét. Og det prøver jeg at være bevidst om, når jeg laver film."
*Morten Piil anmelder 'Den eneste ene' side 12
