Læsetid: 4 min.

Den sataniske kontrovers

12. marts 1999

USA må gøre op med Irans fortid

Kommentar
Overfladisk betragtet kunne Irans præsident, Mohammad Khatami, ligne en vinder, da han i tirsdags ankom til Italien på det første statsbesøg i Vesten, som nogen iransk statsleder har gennemført siden den islamiske revolution for 20 år siden. Khatami er manden, der netop har gennemført og vundet de første lokalvalg i Irans historie, og som sådan burde han ose langt væk af selvsikkerhed. Men det gør han ikke. Tværtimod.
Khatami er nemlig ude i en nervepirrende kamp med tiden: Efter flere års korrupt og ineffektivt styre er landets økonomi på sammenbruddets rand, og olieprisernes kollaps har kun gjort ondt værre. Oven i står Iran med en hastigt voksende befolkning, hvor to ud af tre iranere nu er under 25. Krisen er så mærkbar, og mange iranere ligefrem frygter et socialt oprør.
Khatamis tid kan derfor være knap - hans seneste valgsejr viser kun, at et flertal i befolkningen gerne følger ham og hans kurs, men den viser ikke hvor længe.
Næste kritiske prøve(r) for ham bliver næste års valg til parlamentet, hvor modstanderne af reformer i dag har en stærk platform, samt præsidentvalget om to år.

Behøver hjælp udefra
Tilmed er præsidenten oppe mod et præsteskab under ledelse af den bagstræberiske ayatollah Ali Khamenei, der kontrollerer landets udenrigs- og forsvarspolitik, retsvæsenet, efterretningstjenesten og - ifølge nogle kilder - op mod 80 procent af økonomien gennem de såkaldte bonyard-fonde. Ved mordene på en række fremtrædende intellektuelle sidste år viste disse mørke kræfter, hvad de er rede til.
Hvis Khatami skal vinde kampen om at reformere Iran og bringe landet ud af dets selvfremkaldte internationale isolation, må han have hjælp udefra - også i form af udenlandske investeringer.
For Khatami havde rejsen til Italien derfor mindst to formål: At stive ham af på hjemmefronten samt at bane vej for et øget økonomisk samkvem med Vesten.
Enkelte europæiske olieforetagender har taget de første skridt i den retning. Franske Elf-Aquitaine og italienske Eni har netop undertegnet en aftale til knap syv millliarder kroner om udvikling af det iranske Doroud-oliefelt. Men der skal mere til.
De iranske oliereserver vil formentlig have udspillet deres rolle i løbet af de næste 20 år, og derfor må Iran satse på at udvikle udvindingen af sine gasreserver, der skønnes at udgøre op mod 15 procent af verdens samlede reserver.

I USA's egen interesse
I den forbindelse vil et øget amerikansk engagement kunne gøre den store forskel, og det er da også i det lys man skel se en iransk beslutning i weekenden om at tillade amerikansk deltagelse i petrokemiske projekter.
Men USA er betænkelig, ikke mindst på grund af Irans forsøg på i samarbejde med Rusland at udvikle atomvåben. Det var også et tema under Khatamis besøg i Italien, og det vil formentlig også være udslagsgivende for den amerikanske kongres, der fortsat er yderst skeptisk over for Iran.
Men tiden er inde til at spørge, om det ikke er ved at være i USA's egen interesse at skifte kurs, så Washington undgår at bidrage til det kaos, der truer, hvis Mohammad Khatamis forsøg på at bryde isolationen slår fejl. Iran er en regional stormagt, der kan virke lige så stabiliserende på en urolig region som den - i tilfælde af kaos - kan virke destabiliserende. Det sidste kan få helt uoverskuelige konsekvsenser.
Til med kunne Iran være den kraft, der kunne være med til at holde en politisk vanskabning som Iraks diktator, Saddam Hussein, i skak. Dette hensyn vil kun veje endnu tungere, når USA på et tidspunkt må indse, at det ikke længere har opbakning til sin politik over for Irak.

Fastholdes i isolation
I stedet for at hjælpe Iran tilbage på den internationale scene som en kommende allieret virker det imidlertid som om, at USA er mere optaget af at fastholde den iranske isoloation. Det sker bl.a. ved en ihærdig satsning på at hjælpe tidligere sovjetrepublikker i Centralasien med at få olie og gas ud til verdensmarkedet uden om både Rusland og Iran og dermed mindske begge regionale stormagters geopolitiske position - og økonomiske muligheder.
Undertiden har denne politik nogle absurde udtryk. Eksempelvis har Clinton-regeringen støttet to amerikanske olieselskaber, der i sidste uge indgik en milliardaftale med Irans naboland Turkmenistan om at stå i spidsen for et konsortium, der skal sikre, at gas fra den tidligere sovjetrepublik kan nå ud til verdensmarkedet - uden om Iran.
I den forbindelse gjorde det tilsyneladende mindre indtryk i Washington, at netop Turkmenistans opblæste leder - Saparmurad Nijasov - er en autoritær skikkelse, der styrer sin republik med hård hånd. Den turkmenske leder har bl.a. gjort sig bemærket ved at eliminere en af sine politiske modstandere ved at sende ham to år på psykiatrisk hospital. Aflytning og anden undertrykklese er en anden del af den turkmenske virkelighed.
USA må kunne finde bedre venner, og Washington kunne passende begynde med at nytænke sin politik over for Iran. Ikke kun for iranernes skyld, men også for sin egen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her