Læsetid: 2 min.

Se den med Tom Cruise

30. marts 1999

Nazi-Tyskland set med en privatdetektivs øjne

KRIMI
Problemet findes måske inden for alle genrer, men det bliver i hvert fald eksemplarisk tydeligt inden for krimi-litteraturen: de virtuose skrivekugler, som man til en start tør vente sig en masse af, men som - det viser sig ret snart - skriver alt for meget alt for hurtigt.
Skotten Philip Kerr (f. '56) er en de bedste af slagsen. Hvorfor han, og andre, har sådan en ild i røven, det kan man gisne mere eller mindre kvalificeret om. Man ville gerne tro om Kerr, at han virkelig tror på sin sag. Hans Berlin Noir-trilogi, som vi tidligere har omtalt positivt, var således et tankevækkende eksperiment udi den historiske romans aktuelle muligheder - Nazi-Tyskland set med en privatdetektivs øjne.
Femårsplanen henter sit motto fra hin Harry Lime (alias Orson Welles' Tredje mand), der allerede spillede en vigtig bevidsthedsmæssig rolle i nævnte trilogis tredje bind: "De taler om folket og om proletariatet, jeg taler om forbryderne. Det er ét fedt. De har deres femårsplaner, jeg har min."
Disse kynisk velvalgte ord trak deres patos af den umiddelbare efterkrigstids politisk-moralske kaos; i munden på Dave Delano, der lige er kommet ud efter fem år i Homestead-fængslet i Miami, har de en noget anden klang, hvis ironi meget godt kunne danne basis for en gedigen krimi.
Når Femårsplanen trods al intrige-dygtighed, sin slagfærdige replikføring osv alligevel ikke er så gedigen endda, så har det at gøre med en i værste forstand 'postmoderne' mangel på selvkritisk sans. Philip Kerr kan sit krimi-repertoire til fingerspidserne, han kender Mafia-typerne, ved hvordan pengenes hvidvaskning er blevet transkontinental, alt det der.

Know-it-all
Men hans Dave Delano er blevet rigelig meget know-it-all charmerende supermand, og dennes korte, oceaniske kærlighedsmøde med FBI-agenten, den dårende dejlige, eventyrhungrende Kate Furey, det er næsten for meget. Jeg røber ikke noget afgørende ved at sige, at ikke alt går helt op til slut, men smerten derved er mildt sagt til at overse. Tom Cruise og Paramount har da også købt filmrettighederne til bogen - "for et svimlende millionbeløb", som det hedder i pressemeddelelsen.
Der er bare det ved det, at hele set-up'et stinker langt væk af den virkelige mester - Elmore Leonard og hans Miami. Lidt Stick, lidt Ude af øje f.eks. Hvilket så kunne være hvad det var, hvis den gamles afgørende kvaliteter også var blevet fragtet med om bord, nemlig sansen for den kriminelle bevidstheds psykopatisk ukontrollable tendenser, samt Leonards akut 'dialektiske' fornemmelse for hvordan retfærdigheden kan sætte sig igennem, på tværs af lovbogen.
Enten har Kerr bare haft for travlt eller også er han helt blevet taget af den glitrende drømmeverden han har iscenesat, under alle omstændigheder mangler Femårsplanen næsten enhver eftertænksomheds moralske stopklods, det der kunne rykke ved læserens forventning om andet end det næste kick.Men han skriver godt, ham Kerr, og en dag tror jeg godt han kan skrive en rigtig god krimi. Hvis han altså tager sig tid - og har noget vigtigt at fortælle.

*Philip Kerr: Femårsplanen. Oversat af Ole Lindegård Henriksen. 319 s., 328 kr. Forlaget Modtryk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her