Analyse
Læsetid: 6 min.

Sejlet agterud af Asien

3. marts 1999

Der har været en god portion sentimentalitet med i pensionskassernes mislykkede forsøg på at redde Aarhus Flydedok

I gårsdagens Information stillede direktøren for Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Flemming Skov Jensen, et klogt spørgsmål efter Aarhus Flydedoks konkurs:
"Tilbage i luften står spørgsmålet, om man overhovedet kan bygge skibe i Danmark."
I næste åndedrag svarede han selv: "Det mener jeg godt man kan. Hvis landets tredjestørste bank havde overholdt sine aftaler."
Dermed lagde han hele ansvaret for konkursen hos BG bank - helt i tråd med investeringsdirektør Niels Hougaard fra Kommunernes Pensionsforsikring (KP), som har kaldt bankens dispositioner for "kyniske".
Det hurtige svar på det gode spørgsmål lader imidlertid andre spørgsmål stå dirrende tilbage i luften. Såsom:
'Kan en bank - som i sidste ende ikke er ansvarlig over for andre end sine egne aktionærer - gøre andet end at smække pengekassen i, når en skrantende virksomhed fordobler sit budgetterede underskud fra 40 millioner til 80 millioner på to måneder?'
'Og er det ikke på tide at indse, at Danmarks tid som skibsbyggernation slutter med det snart forgangne århundrede, når de asiatiske lande kan bygge lige så gode skibe til den halve pris - og har brug for industriarbejdspladserne i deres økonomiske udvikling?'

Konkursen er ikke det lyn fra den klare himmel, som den fremstilles. Der har længe været tordenskyer i flydedokkens horisont. Sidste regnskabsår havde værftet således et underskud på 134 millioner kroner. Lige før jul lød det budgetterede underskud for indeværende regnskabsår på 40 millioner kroner.
Det var på det tidspunkt, at LD, KP og Dansk Erhvervsinvestering (med den tidligere metal-formand Georg Poulsen i spidsen) skød 60 millioner kroner ind i en rekonstruktion af Aarhus Flydedok, som har Svendborg værft som datterselskab. Samtidig eftergav BG bank skibsværftet en gæld på 100 millioner kroner mod at få aktier til gengæld.
Men da underskuddet i sidste uge - blot to måneder efter rekonstruktionen - blev budgetteret til det dobbelte, sagde BG bank stop for kreditten, med den begrundelse, at forudsætningerne for aftalen var blevet ændret.
At bankens aktionærer er særdeles tilfredse med den beslutning, har administrerende direktør Henrik Thufason sikkert ret i. Ikke mindst fordi værftets gæld til banken i de løbet af de sidste to måneder er blevet nedbragt med godt en kvart milliard.
Det er kilden til Flemming Skov Jensens og Niels Hougaards vrede: De anklager mod BG bank for at have udskudt konkursen for at minimere eget tab - og overlade regningen til de store aktionærer: LD, KP og Dansk Erhvervsinvestering.

Tjah, de to direktører kan meget vel have ret i deres mistanke om, at BG bank har handlet nogenlunde lige så beskidt som Den Danske Bank eksempelvis gjorde i forløbene omkring Hafnia og Færøbanken.
Men når Flemming Skov Jensen truer banken med sagsanlæg, kan det lige så vel være for at undgå endnu en næse fra Rigsrevisionen, som fordi han tror, der er mulighed for at reducere LD's tab på konkursen.
Rigsrevisionen og statsrevisorerne kritiserede nemlig så sent som i juni sidste år de to store lønmodtagerfonde ATP og LD for ikke at have deres forundersøgelser i orden, da de købte Hafnia-aktier i 1992. Og for ikke at have undersøgt muligheden for en erstatningssag mod Den Danske Bank, da Hafnia gik konkurs.
Og ihukommende KP's og LD's rolle i B&W, et tredje 90'er fallitbo, er det svært at undertrykke en fornemmelse af, at de to pengetankes deltagelse i december måneds redningsaktion af Aarhus Flydedok først og fremmest var drevet af ... sentimentalitet. Og at samme sentimentalitet lå bag Eksportkreditfondens og Skibskreditfondens store garantier og lån til værftets byggeri af syv køleskibe til den russiske fiskerikoncern Dalmoreprodukt i 1995.

Den ordre reddede Aarhus Flydedok i 1995. Nu ligger fire af skibene imidlertid i smult vande ved Skagen, mens et femte skib sejler rundt i internationalt farvand med en arrestordre i kølvandet - fordi Dalmoreprodukt ikke har råd til at betale regningen.
Allerede få måneder efter leveringen af de første skibe i 1997 fik værftet problemer med at hive penge ud af Dalmoreprodukt. Siden da har Asiens økonomiske krise og Ruslands sammenbrud ændret markedet for køleskibe til det fundamentalt værre.
Men det er ikke hele forklaringen på den økomiske misere, værftet har rodet sig ud i. Det viser en glimrende gennemgang i Børsens Nyhedsmagasin (22. januar) af den politiske beslutningsproces, som gik forud for bevillingen af eksportgarantien til køleskibene:
Flydedokken satte produktionen af de russiske skibe i gang i september 1995, før finansieringen var på plads.
I oktober 1995 afviste Eksportkreditfonden i første omgang værftets ansøgning om statsgaranti og bad om en "uafhængig, tilfredsstillende vurdering" af køberen, samt af pantets og de øvrige sikkerheders værdi. Den kom aldrig. Til gengæld fremlagde A.P. Møller Sale & Purchase - som vel at mærke er salgsagent for Aarhus Flydedok - en positiv kredtivurdering af Dalmoreproduktet.
I december måned var værftet kommet under tidspres, og Flydedokkens formand Georg Poulsen sendte ekspresbreve til både statsministeren og erhvervsministeren.
Lobbyarbejdet virkede.
Den 4. januar lander sagen på erhvervsminister Mimi Jacobsens skrivebord - uden indstilling fra Eksportkreditudvalget: "Det ligger udenfor udvalgets kompetence - ved kreditvurderinger af enkeltsager - at varetage overordnede samfunds - og beskæftigelsesmæssige hensyn," skriver udvalget.
Selv om udvalget ikke kunne have sagt meget tydeligere, at der var klare udsigter til en dårlig forretning, vælger ministeren at fæste lid til A.P. Møller-vurderingen - og bevilger garantien dagen efter, den 5. januar 1996.
Siden da har statskassen spenderet mere end 55 millioner i rentestøtte til de syv skibe i forsøget på at redde Aarhus Flydedok. Erhvervskreditfonden har tabt cirka 200 millioner, Skibskreditfonden mindst samme beløb og Flydedokken selv mindst 120 millioner.
Ikke underligt at onde tunger har kaldt det en meget dyr aktiveringsordning for 1.000 skibsværftsarbejdere.

Det er meget sympatisk, når Flemming Skov Jensen i gårsdagens Information understreger, at LD ikke bare er en investor, der skal tjene penge, men også "borgere i Danmark - og vi skal jo leve af at producere et eller andet."
Det er også forståeligt, når den tidligere B&W direktør, Jørgen Kirstein, som er medlem af Flydedokkens bestyrelse, nu retter en bredside mod de skiftende regeringer og Skibsværftforeningen. De har i fællesskab aflivet dansk værftsindustri, mener han, ved at arbejde for at få fjernet statslige støtteordninger til skibsværfter i og udenfor Europa.
Kirstein kalder det "naivt", fordi det har tvunget Danmark til at holde sig tilbage med støtte til de danske værfter - mens andre lande har udvist stor kreativititet i den retning. (I øjeblikket behandler EU-Kommissionen fire sager om ulovlig statsstøtte).
Men set med nøgterne øjne, er den danske politik så ikke snarere udtryk for fremsynethed? Ville det ikke blot trække pinen og den nødvendige omstillingsproces i erhvervslivet ud at støtte skibsproduktion i Danmark - når både Japan, Korea, Kina, Malaysia ... forsæt selv listen ... producerer så billigt, at kun ganske få danske rederier kan mobilisere tilstrækkelig nationalfølelse til at få deres skibe bygget i fædrelandets dokker?
Det er lige forfærdeligt for de skibsværftsarbejdere, der i løbet af de sidste to årtier har mistet deres arbejdspladser til asiatiske kolleger, som det har været for tekstilarbejderne at se deres arbejdspladser flytte til Polen og omegn.
Og derfor er det meget påfaldende, at landesmerten over hvert eneste forliste værft og de politiske redningsaktioner for at holde liv i den branche, har været så markant voldsommere end engagementet i tekstilindustriens trængsler.
Det er lige dér, mistanken om sentimentalitet kommer ind. Syerskerne i Herning har aldrig været spundet ind i den samme symbolik som værfterne: Arbejderbevægelsens højborge og grundlaget for Danmarks stolte traditioner som søfartsnation.
Produktion af både skibe og undertøj hører til det forgangne industrielle århundrede i Danmark. Lige som de samme produktioner hører til i Asiens og Østeuropas kommende industrielle årtier - og danner grundlaget for en højst tiltrængt stigning i velstanden der.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her